Så har Norge fået en ny regering, efter at valget til Stortinget for nogle uger siden gav den borgerlige side et klart flertal. For første gang nogensinde er Fremskrittspartiet kommet med i regering sammen med partiet Høyre under ledelse af kommende statsminister Erna Solberg.
Venstre og Kristeligt Folkeparti
Det er værd at bemærke, at partierne Venstre og Kristeligt Folkeparti, der sikrer flertallet bag den nye regering, har valgt ikke selv at træde ind i regeringen, skønt invitationen var der. Det kan meget tænkeligt skyldes ulysten til at sidde i regering med Fremskrittspartiet, der oversat til dansk minder om en blanding af vores Venstre og Dansk Folkeparti. Det norske Venstre og Kristeligt Folkeparti kan nemlig bedst sammenlignes med en kombination af Venstre/Det Radikale Venstre og det nu hedengangne CD.
Var det blevet en firepartiregering, ville det derfor svare lidt til, at Det Radikale Venstre, CD med Mimi Jakobsen i spidsen og så Dansk Folkeparti skulle deles om ministertaburetterne. En uden tvivl umulig tanke for Margrethe Vestager og Mimi Jakobsen.
Ny udlændingepolitik
Under alle omstændigheder er den nye norske regering altså afhængig af to partier, der er svært politisk korrekte, når det gælder udlændingepolitik. Lad os derfor se på, hvad der indtil videre er sluppet ud om netop udlændingepolitikken og de ændringer, den nye regering ser ud til at ville foretage.
Der skal etableres såkaldte ”returcentre” for afviste asylsøgere. Det lyder ikke af meget og vil næppe få håbefulde ikke-vestlige til at undlade at drage til Norge, landets med en af verdens højeste levestandarder og mest generøse velfærdsydelser.
Beløbet, der skal stilles som sikkerhed ved familiesammenføring, vil blive hævet, idet familiesammenførte skal kunne ”forsørge sig selv.” Heller ikke dette er noget, der vil batte ret meget, med mindre beløbet sættes særdeles højt, hvilket Venstre og Kristeligt Folkeparti formentlig vil modsætte sig.
Der indføres en 24-årsregel i stil med den danske, så begge parter i et ægteskab skal være fyldt 24 år, hvis den ene part skal opnå familiesammenføring i Norge. Der følger imidlertid ikke noget tilknytningskrav med som det danske, hvor ægteparret samlet set skal kunne sandsynliggøre en større tilknytning til Danmark end til oprindelseslandet.
EU’s regler svækker
I Danmark er der for resten rig mulighed for at omgås de to regler. Det kan lettest ske gennem brug af EU´s regler om arbejdskraftens fri bevægelighed, eller det kan ske ved at bosætte sig i f.eks. Malmø og vente fem år på at blive svensk statsborger, hvorpå parret lovligt kan indrejse til Danmark som EU-borgere. Optællingen af muslimer i Danmark, som Lars Hedegaard har foretaget flere gange ved hjælp af Danmarks Statistiks navnedatabase, mere end antyder, at disse muligheder benyttes i betydeligt omfang.
Følger der ikke engang et tilknytningskrav med i Norge, må man i mange tilfælde forvente, at indrejsen til Norge blot forsinkes med seks år, fra det fyldte 18. år i dag til det fyldte 24. år fremover.
Permanent ophold skal først kunne opnås efter fem mod i dag tre år. Denne ændring vil ikke stramme noget som helst i praksis, højst i de få tilfælde, hvor f.eks. en anerkendt asylsøger begår grov kriminalitet mellem tre og fem år efter anerkendelsen.
Der skal gøres udvidet brug af DNA-tests for at fastslå slægtsskab. Det vil kunne si nogle svindlere fra, men vil selvsagt ikke batte noget for alvor.
Og som rosinen i pølseenden skal det være muligt for mindreårige, der har opholdt sig længere end tre år i Norge, at få opholdstilladelse, selv om f.eks. de og deres forældre er blevet nægtet asyl. Det er tale om en lempelse med andre ord.
Små skridt
Tilgiv mig, men det ser indtil videre ud til at gå, præcis som jeg havde frygtet, da jeg før det norske valg skrev om sandsynligheden af, at Norge ville få væsentlige stramninger i udlændingepolitikken.
Det er der ikke noget, der tyder på, at Norge vil få. Lidt symboler her og der, og det er så nogenlunde det.
