Det er velkendt, at danske journalister helt overvejende er venstreorienterede. For få år siden nåede en nordisk undersøgelse frem til, at 80 procent af de danske journalister stemmer til venstre.
Journalister må naturligvis mene, hvad de vil. Problemet opstår, hvis de i deres journalistik giver indtryk af at være uafhængige, men reelt er præget af deres politiske holdninger.
Desværre kan det til tider knibe med at holde disse holdninger ude af en journalistiske dækning, der skulle være uvildig – herunder på de offentlige tv-stationer. Man er så enige, at disse holdninger virker ”naturlige”.
Det foregår som regel ubevidst, og tendensen er ikke lige stærkt hele tiden.
Der er politiske situationer, hvor journalister har særlig svært ved at styre deres holdninger.
Sådan en situation befinder dansk politik sig i netop nu. Og det mærkes.
Medierne giver for tiden Helle Thorning en hjælpende hånd.
Kommunalvalget
Siden valget har Thorning lignet en taber, der var chanceløs ved næste valg. I første omgang stod hun til en ordentlig lussing ved kommunalvalget.
Men Lars Løkkes rejsesag vendte op og ned på dette. Medierne blev grebet af muligheden for et comeback til Thorning.
Lad os se bort fra Danmarks Radios katastrofale exitprognose, der skabte forvirring undervejs, og nøjes med at se på valgresultatet og mediernes udlægning af det.
Den almindelige udlægning var, at både Thorning og Løkke var en slags vindere, og at det ikke var til at sige, hvem der hentede den største gevinst.
Denne tolkning var mildt sagt meget venlig over for Thorning.
Blå sejr
Socialdemokraterne fik ganske vist flest stemmer. Men det har de altid fået ved kommunalvalget. Og de gik tilbage endnu engang, sådan at afstanden mellem dem og Venstre var historisk lille.
Og blå blok fik faktisk flere stemmer end rød blok. Det blev stort set ikke noteret. Normalt taler journalister hele tiden om forholdet mellem blokkene, men ikke her. Hvorfor?
Målt i antal borgmesterposter, vandt blå blok en kæmpe sejr. Venstre fik også mange flere borgmesterposter end Socialdemokrater.
Så kan man da ikke konkludere, at det blev nogenlunde uafgjort. Kommunevalget var en sejr for de blå. At den så blev mindre end oprindelig forventet på grund af Løkkes rejsesag, er noget andet.
Da Socialdemokraterne alligevel ikke var størst
Efter kommunalvalget er der kommet en landspolitisk meningsmåling (Megafon/TV2 og Politiken). Den var særlig spændende, fordi en måling lige før valget viste et spinkelt rød flertal, hvor Socialdemokraterne overhalede Venstre (Voxmeter/Ritzau).
Ville dette opsigtsvækkende billede blive bekræftet i næste måling?
Nej, det blev det ikke. Slet ikke. Hos Megafon er Venstre langt større end Socialdemokraterne, og blå blok havde stadig en klar føring.
Men i de journalistiske kommentarer blev det gemt godt af vejen. På TV2 ville de for eksempel meget hellere tale om, at Lars Løkke stadig ligger lavt i troværdighed efter rejsesagen.
Ikke et øje var tørt
En tredje vigtig aktuel begivenhed føjer sig ind i dette mønster: Udviklingsminister Christian Friis Bach meddelte, at han gik af som minister.
Hans begrundelse var, at han havde vildledt Folketinget og offentligheden. Han var tilsyneladende blevet fejlinformeret af sine egne embedsmænd, men var principfast nok til at gå.
Kontrasten mellem dette pressemøde og Lars Løkkes berømte pressemøde, hvor han fremlagde bilagene, var skærende.
Over for Løkke var journalisterne massivt aggressive. Der var ikke den bagatel, der ikke blev udlagt som særdeles suspekt og belastende for Løkke.
På Friis Bachs pressemøde var stemningen ganske anderledes. Her var det nærmest medfølelse, der dominerede. Behøvede han virkelig at gå af? I de efterfølgende kommentarer blev denne medfølelse også udstrakt til MargretheVestager, der bare var så ked af det.
Ikke et øje var tørt.
En af vore egne
Men for det første er vildledning af Folketinget en meget alvorlig forseelse. Det burde i sig selv få journalisterne helt op på dupperne.
For det andet burde journalisterne forholde sig til, at en minister normalt ikke skulle kunne være uvidende om, hvad han har foretaget sig på et møde. Fris Bach må have haft en dagsorden i hånden, hvoraf det fremgik, at rejseregler var et punkt. Men han har altså forsømt at spørge til det.
For det tredje burde Friis Bach presses til at forklare, hvordan der kunne være så lidt styr på det ministerium, han var både politisk og administrativ leder for, og hvor han mente, at fejlene kunne ligge.
Men Friis Bach blev behandlet som ”en af vore egne”, og så oven i købet en flink fyr. Den kritiske journalistik blev pakket væk.
Og så er der lige Lidegaard
Der er andre påfaldende eksempler på journalistisk forskelsbehandling fra den senere tid. For eksempel kontrasten mellem mediernes ildhu i Løkkes rejsesag og deres passivitet over for klimaminister Martin Lidegaard og hans solceller, der har stof i sig til en langt større skandale.
Medierne giver Thorning en hjælpende hånd.
