Dansk politik oplever i øjeblikket to skandaleagtige sager.
Den ene drejer sig om Lars Løkkes luksuriøse rejser for klimaorganisationen GGGI. Den anden drejer sig om Rigsrevisionens undersøgelse af klimaministeren og solcelle-lovgivningen.
Selv om den første sag er økonomisk lille, så berører den noget, som optager mange vælgere. Nemlig om toppolitikere tiltager sig personlige privilegier for skatteborgernes penge.
Den anden sag, om solcellerne, drejer sig ligeledes om toppolitikeres omgang med skattemidler. Også her kan der være tale om at pleje personlige interesser, i og med at klimaminister Martin Lidegaard har brugt solcelle-sagen til at profilere sig politisk på.
Samtidig har denne sag fået en særlig dimension, idet regeringens fire topministre har forsøgt at spænde ben for, at Rigsrevisionen kunne trænge til bunds i sagen. De afviste i første omgang at lade rigsrevisorerne undersøge forberedelserne til solcelle-lovgivningen.
Lidegaard-sagen
Lidegaard-sagen drejer sig om et langt, langt større spild af skatteydernes penge end Løkke-sagen.
I Løkke-sagen ligger regningen til danskerne på under 1 millioner. kr. I Lidegaard-sagen kan der blive tale om tab for de danske skatteydere på flere milliarder kroner i form af forhøjede energiafgifter og tabte skatteindtægter.
De fire topministres indblanding i Rigsrevisionens arbejde rejser samtidig spørgsmål om brug af en magtposition, som er betydeligt alvorligere end Løkkes luksuriøse rejseri – så kritisabelt det sidste end er.
Lidegaard-sagen er kort sagt langt, langt større end Løkke-sagen. Men i medierne forholder det stik modsat.
Topnyhed
Løkke-sagen bliver råbt ud over alle tage. Intet synes at være for småt i den forbindelse.
Lidegaard-sagen bliver derimod behandlet uhyre stilfærdigt, nærmest bagatelliserende. Intet synes at være stort nok til, at flertallet af medier kører det tungeste skyts frem.
Med denne ejendommelige forskelsbehandling af de to sager placerer medierne sig i en meget mærkelig politisk rolle.
Netop nu er der en voldsom mediedækning af, at Løkke tilsyneladende har overset diæter, han har fået i 2012, til et samlet beløb af knap 9.000 kr.
Det hænger lidt i luften, at han bevidst har holdt dette beløb skjult – selv om det ville være indlysende vanvittigt af ham at puste nyt liv i den belastende sag ved at gøre det.
Sandt er det, at Løkke selv har bedt om at få medierne i haserne. Han skulle aldrig have accepteret de luksusrejser. Han burde have indset og respekteret, at danske vælgere ikke ønsker, at deres politikere bruger penge på den måde.
Men nu er sagen ved at løbe helt ud af proportion. I går aftes var diæterne på 9.000 kr. en topnyhed på de store tv-kanaler.
Imens slås danske virksomheder og husstande med el- og varmeregninger i en helt anden størrelsesorden på grund af Lidegaards solcelle-kaos.
Tyndest tænkelige påskud
Journalister begrunder den voldsomme dækning af Løkke-sagen med, at den politisk kan komme til at koste ham dyrt.
Men medierne undlader at forholde sig til, at e selv er med til at skabe vælgernes reaktioner ved at puste sagen så voldsomt op.
Ingen tvivl om, at de fleste vælgere er forargede over luksusrejserne. Men det er medierne, der gør sagen til et kæmpestort, altdominerende tema i dansk politik – og hele tiden prøve at holde den kørende dér.
Nyhederne på TV2 bragte i går (kl. 19) et eksempel på, hvordan man bruger det tyndest tænkelige påskud for at blæse hver enkelt ny detalje i sagen op til en større politisk krise.
Man kan måske sige, at 9.000 kr. er et meget lille beløb, hed det fra studieværten. Og det lød jo som en smule selverkendelse. Men så fortsatte han: Men sådan ser kritikerne ikke på det … Og så fræsede Nyhederne ellers af sted med regeringslejrens meldinger som påskud.
Man bruger ikke samme målestok
Man hører også en anden begrundelse for at blive ved med at køre selv småting op: Løkke er jo statsministerkandidat, og sådan en må måles på en særlig fin vægt, lyder det.
Jo, men Helle Thorning er statsminister. Hvorfor udløser det så ikke et kæmpebrag i medierne, at hun blander sig i Lidegaard-sagen? Man bruger ikke samme målestok i de to sager.
Megafon-journalistik
Mediernes stadige påmindelser til vælgerne om, at dette jo er en meget, meget stor sag, der kan få meget, meget skadelige konsekvenser for Løkke, står i skærende kontrast til Lidegaard-sagen.
Har der overhovedet én eneste gang været dystre profetier på tv om, hvor alvorlig Lidegaard-sagen kan udvikle sig til at blive for regeringen? Har man udmalet, hvordan regeringstoppens forsøg på at bremse en fuld undersøgelse kan ramme den selv hårdt?
Mediedækningen har slet ikke haft den karakter af megafon-journalistisk og selvopfyldende profetier, som Løkke-sagen har været så rig på.
Politiske konsekvenser
Mediernes forskelsbehandling af de to sager har politiske konsekvenser.
Ganske vist er det ikke sådan, at mediedækningen får vælgere til i hobetal at skifte politisk holdning. Selv Løkke-sagen har foreløbig ikke ændret afgørende på blå bloks store føring i meningsmålingerne.
Men omtalen øger ganske klart mistilliden til især Løkke som leder. Og dermed gør den det blå forspring mere skrøbeligt. Jo længere sagen kører i medierne, jo større bliver denne effekt. Omvendt er det godt for Thorning, at hun skånes i sin skandalesag.
Medierne har påtaget sig en mærkelig politisk rolle i de to sager.
