Set udefra giver Lars Løkkes rejser for GGGI anledning til mange forskellige overvejelser stort set alle lidet flatterende for det danske samfund. Lad mig med hjælp fra en tidligere sag fokusere på en bestemt side af forløbet.
Der var ingen sag. Der er ingen sag. Der har aldrig været en sag. Lars Løkke rejste i henhold til regler vedtaget efter bogen, fuldt tilgængelige og kendte.
Ritt Bjerregaards lejlighed
Det minder om 1991 med Ritt Bjerregaards lejlighed i København, hvor hun blev anklaget for at have brudt regler ved bosiddende på Fyn at have en lejlighed i København. En mediestorm svarende til Lars Løkkes rejser eksploderede uden afventning af en undersøgelse.
I december 1991 trak myndighederne anklagen tilbage, eftersom det viste sig, at der ikke havde været nogen sag, der var ingen sag. Ritt Bjerregaard havde, som Lars Løkke, handlet helt og fuldt i overensstemmelse med vedtagne regler, som var kendte.
Vidtrækkende konsekvenser
I begge tilfælde indtraf der politiske konsekvenser inden erkendelsen af, at der ingen sag var. Lars Løkkes rejser har givetvis haft indflydelse på udfaldet af kommunalvalget, og læser man dagens aviser, er der artikler om synspunkter på hans fortsættelse som formand for Venstre og dermed statsministerkandidat. Utroligt i betragtning af, at han intet forkert har gjort, ikke overtrådt nogen regler.
I Ritt Bjerregaards tilfælde vaklede den daværende formand for Socialdemokratiet, Svend Auken, et stykke tid, før han besluttede sig til at desavouere hende. Dermed bekræftede han fornemmelsen af svaghed og upåidelighed, hvilket var medvirkende til formandsskiftet hos socialdemokraterne i foråret 1992, påvirkede EU-afstemningen den 2. juni 1992 og regeringsskiftet i begyndelsen af 1993. Igen, uden at hun havde overtrådt nogen regler.
God og dårlig tone
Man kan – efter min opfattelse – med god grund stille spørgsmålet om, hvorfor Lars Løkke ikke på et tidligt tidspunkt på forsoren vis tog tyren ved hornene og kom ud med en erklæring over temaet: Der er ingen sag. Jeg har rejst efter vedtagne og kendte regler. Der er intet at komme efter.
Når han ikke gjorde det, skyldtes det muligvis og formentligt en faretruende og urovækkende udvikling i det danske samfund. Parallelt til vedtagne regler er der opstået en opfattelse af, hvad man kan og ikke kan, hvad der er god tone og dårlig tone.
Denne parallelopfattelse lå bag forfølgelsen af Ritt Bjerregaard. Det var dårlig tone, at have den pågældende lejlighed i København. I Lars Løkkes tilfælde er det dårlig tone for en dansk politiker at rejse på første klasse.
Hvem skal trække grænsen?
Politikere kan blive anklaget og hængt ud, hvis de overskrider denne grænse omkring opfattelse af god/dårlig adfærd, uanset om de handler i overensstemmelse med vedtagne regler. Hvis det er tilfældet, hvad er regler der så for? Hvor går grænsen, og hvem trækker den?
Den kan og vil ofte være flydende og måske endda være forskellig alt efter, hvem det drejer sig om i modsætning til regler, som er objektive, gælder ens for alle og afspejler et retssamfunds garantier og beskyttelse. En nærmest psykedelisk udgave af Alice in Wonderland med strafudmåling først, kendelse bagefter!
Skal medierne trække grænsen? De springer på vognen, hvis der kan skabes blæst. Hvor er objektiv journalistik? Min generation husker Watergate for mange ting; men en af dem er, at Washington Post aldrig trykte en artikel uden, at den var verificeret af to af hinanden uafhængige kilder. Objektivitet. Saglighed. Sikker grund.
Skal politikerne trække grænsen? De bruger muligheder for at underminere tiltro og tillid til politiske modstandere og dermed opnå kortsigtede gevinster vel at mærke ikke på den politiske linie, men på personforhold.
Hvor troværdige er medierne?
Det faretruende ligger i, at befolkningen får størsteparten af informationer fra medierne. Hvor troværdige er medierne, når de uden at undersøge fakta slipper fanden løs i Laksegade og udstiller ledende politikere?
Hvor pålideligt og driftsikkkert, ja hvor godt er vores politiske system og vore politikere, når de ikke har evne, vilje og styrke til at stå distancen i sådanne sager og åbent vedkende sig, at sådan er reglerne. Det er tilsyneladende umuligt for en dansk politiker at sige: Ja reglerne i den pågældende organisation er første klasse
Hvordan kan man forestille sig, at befolkningen på længere sigt fastholder tillid til et politisk system, der i den grad har tabt disciplin og selvdisciplin?
J. Ørstrøm Møller