Stephan Turk, 67 år, ejer den lille smykkeforretning ”La Turqoise” i den sydfranske by Nice. Han er pludselig blevet manden, som alle forholder sig til i Frankrig.
Sidste onsdag blev hans forretning udsat for et væbnet røveri. De to unge røvere flygtede med de røvede smykker på en scooter, men Turk løb efter dem og skød mod dem. Han ramte passageren på scooteren i ryggen og dræbte ham.
Det har udløst en lavine af støtte til ham på facebook. Mandag aften nåede man over 1,6 millioner ”likes” (”synes godt om”) på den side, der er oprettet til formålet.
Et dansk eksempel
Vi har også i Danmark oplevet den type sympatibølger, om end ikke i samme størrelsesorden.
I 2007 blev indehaveren af en urmagerforretning i det indre København, Michael Woollhead, udsat for et røveri. Røvernes pistoler viste sig at være attrapper, men det kunne han jo ikke vide. Han skød mod de tre røvere og sårede to af dem.
Mange udtrykte dengang opbakning til hans reaktion.
Støtten til Turk og Woollhead afspejler en meget stor vrede over, at hårdtarbejdende mennesker skal udsættes for voldsmænds trusler og hærgen, og en frustration og forargelse over, at samfundet ikke er i stand til at beskytte dem.
Hårdt ramt
For Michael Woollheads vedkommende var røveriet i 2007 det sjette mod hans butik. ”La Turqoise” i Nice oplevede for mindre end et år siden et indbrud med store ødelæggelser.
Guldsmede, juvelerer og urmagere er i det hele taget hårdt ramt af den slags.
Antallet af røverier og indbrud i branchen har i de senere år været stærkt stigende i Danmark. I Frankrig begås der mere end ét røveri eller indbrud om dagen mod disse forretninger.
Så er det, at nogle af indehaverne simpelt hen får nok og selv bruger våben. Og kolossalt mange mennesker erklærer, at de ville have gjort det samme i en lignende situation.
Faren i dette er selvfølgelig, at selvtægt i stigende grad bliver anset for nødvendig og acceptabel, fordi man ikke kan leve med, at røvere har så frit spil. Det er en alvorlig situation for retssamfundet.
Ramaskrig
Michael Woollhead blev frikendt for selve skyderiet, der blev betragtet som lovligt nødværge. Han fik dog et halvt års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse.
Hvad der sker med Stephan Turk er endnu uvist. Efter at have været i politiets varetægt blev han hurtigt sendt hjem med en elektronisk fodlænke.
For Turk er det noget sværere at argumentere med lovligt nødværge. Han skød nemlig ikke i en situation, hvor han umiddelbart var truet. Det var først, da han optog forfølgelsen af røverne, at skuddene blev affyret.
Men skulle han blive dømt, vil det rejse et folkeligt ramaskrig at dømme efter debatten.
En folkebevægelse
Den lokale avis Nice-Matin citerer Olivier Cimelière, der er tidligere kommunikationsdirektør for Google i Frankrig, for, at antallet af støtteerklæringer (”likes”) på facebook er enormt.
I lørdags hed det sig, at antallet af ”likes” på støttesiden inden for de seneste 24 timer havde været det tredjestørste på facebook … i hele verden.
Der har været røster fremme om, at antallet kan være kunstigt oppustet. Men en række kendere af internettet understreger, at der under alle omstændigheder er tale om en sand folkebevægelse. Den kommer ikke bare til udtryk i ”likes”, men i et hav af kommentarer.
Interneteksperten Guilhem Fouetillou siger, at selv om tallene måske er pustet noget op, så har denne mobilisering på facebook ”en rækkevidde, en betydning, en vitalitet, et tryk på udvekslingen af kommentarer, der er temmelig uhørt, især uden for valgkampe.” (Nice-Matin)
I øvrigt har de store franske avisers hjemmesider også været domineret af debatten om Stephan Turk. Men lavinen har først og fremmest rullet på facebook.
Forbitrelsens røster
Det siger noget om den betydning, facebook har fået som talerør for folkestemninger. Men det siger i høj grad også noget om, hvor stor den folkelige forbitrelse er over de opløsningstendenser i samfundet, som disse røverier er udtryk for.
Et par pluk fra læserdebatten på Nice-Matins hjemmeside kan give en fornemmelse af de følelser, der er i spil:
Aurélien Miller: ”Jeg støtter ham (…) fordi han har beskyttet sit levebrød (…) Franskmændene føler sig ladt i stikken af staten og har nok af hele tiden at betale prisen for dens fejltagelser.”
Jean-Luc Ekko: ”Jeg er håndværker, og jeg har oplevet to tyverier efter hinanden af alt mit værktøj, så min virksomhed er truet (…) Så ja, jeg ville gøre som den stakkels guldsmed. Jeg ville åbne ild, hvis jeg stødte på de slyngler, der ingen respekt har.”
Kommentar fra præsident Hollande
Sagen har skabt dønninger på højeste politiske plan.
Nices borgmester Christian Estrosi har givet guldsmeden sin støtte. Det er først og fremmest ham, som er offeret i denne sag, siger han, og han har ”handlet som et fortvivlet menneske”. (Le Figaro)
Selv Frankrigs præsident Francois Hollande har givet en kommentar til sagen i et tv-interview søndag aften.
”Jeg kan se forbitrelsen og vreden,” sagde han og udtrykte dermed en vis forståelse for Stephan Turk. Alt andet ville også have gjort ham grundigt upopulær. Men Hollande føjede til, at det alene er op til retssystemet at straffe forbrydere.
Læren af sagen
Og det er jo sandt, at selvtægt er farlig for retsstaten. Men jo mindre samfundet er i stand til at håndhæve normer, regler og love, der sikrer, at fredelige folk kan leve deres liv, jo flere tilfælde bliver der af selvtægt. Og jo mere vokser forståelsen for den.
Det er læren af denne sag, der har engageret en hel befolkning og udløst en lavine på facebook.
