Efteråret har budt på tre vigtige bogudgivelser: Naser Khaders BEKENDELSER FRA EN KULTURKRISTEN MUSLIM, Yahya Hassans digtsamling, hvis titel simpelthen er forfatterens navn og endelig Mehdi Mozaffaris ISLAMISME. En orientalsk totalitarisme.
Sidstnævnte er sværvægteren i denne samling.
For selv om Khaders bog er vigtig, er hans positive konklusion, at Koranen som andre hellige bøger er en åben og taknemmelig bog, ikke særligt godt historisk forankret.
Og hvad angår Hassans bog, er det min vurdering, at anmeldere og læsere er gået i selvsving over en knækprosa, hvis fortjeneste snarere ligger i, at en ”insider” og ”vred ung mand af anden etnisk oprindelse” tager bladet fra munden om ghetto-livet end i fantastiske, litterære kvaliteter.
Jeg har ventet på denne bog
Lige siden jeg for alvor blev opmærksom på navnet Mehdi Mozaffari (jeg daterer det til et Politiken-interview af Vibeke Sperling d. 3.7.2006), har jeg ventet på denne bog. Et samlet studie på dansk om islamisme, der med afsæt i solid historisk og sociologisk forskning indkredser det komplekse begreb.
Og nu har Mehdi Mozaffari (født 1939), uddannet som doktor i politologi fra Sorbonne og tidligere ansat ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet i 32 år, de sidste fire år som leder af Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser – så opfyldt mit ønske.
Med sine begrebsafklaringer og historiske og sociologiske analyseredskaber leverer ISLAMISME nemlig en forståelse af den sammenhæng, der eksisterer mellem islam, islamisme, islamisering og de aktuelle begivenheder i Mellemøsten.
Definition af ‘ismer’
Som bekendt er det vanskeligt at definere ’ismer’, og der vil altid foregå en kamp om fortolkningsretten. Tænk bare på striden om at indholdsbestemme fx kommunisme og multikulturalisme. Også islamisme er et mangetydigt begreb, og forskerne er ikke enige om afgrænsningen.
Man taler om radikal og moderat islamisme, jihadisme, radikal og traditionel salafisme, wahabisme mv. Mozaffari er imidlertid her klar i mælet, fordi han lægger sig fast på, at definitionen på islamisme skal opfylde to krav: 1. Den skal omfatte alle eller de mest betydningsfulde egenskaber, der normalt bliver tillagt islamismen. 2. Den skal udelukke karakteristika, der er fremmede for islamismen.
Kravene leder ham frem til følgende definition: ’Islamisme’ er en religiøst baseret ideologi, der rummer en totalitær tolkning af islam. Endemålet er at erobre verden med alle midler.
Kilder
En stor del af bogen fremlægger islamismens oprindelige kilder og følger dens historie i såvel sunni- som shia-versionen. På den baggrund argumenterer forfatteren for, at islam er en flygtig og flertydig kategori, men at islamismen har en essens.
Den kan imidlertid selv specialister i islam kun gennemskue, hvis de også har et solidt kendskab til samfundsvidenskab. Udsagnet forklarer – i hvert fald delvist – hvorfor fx professorerne Jakob Skovgaard-Petersen og Jørgen Bæk Simonsen i deres studier ikke ser ikke noget mønster, ingen kerne, ingen essens, men kun billeder af gode og onde enkeltpersoner. Myriader af træer, men ingen skov. De skrotter sociologien, som studerer (magt)relationer mellem mennesker.
Mozaffaris konklusion er, at islamismen slet og ret er en totalitær ideologi på linje med bolsjevisme, nazisme og fascisme. Imidlertid er det vigtigt at holde fast i, at islamismen også har nogle særtræk, og for at fastholde dette specifikke betegnes islamismen som ’orientalsk totalitarisme’ i modsætning til de vestlige af slagsen. Forskellen er, at islamismen helliggør ideologiens kerne og således henter sin legitimitet i såvel ideologi som religion.
Er islamismen farlig?
Er islamismen farlig? Forfatterens beroligende svar er et nej, for endskønt der ligger en fare i islamisternes magtovertagelse i de muslimske lande, er det ikke sandsynligt, at de vestlige samfund vil blive islamiseret. Hm!
Jeg håber, Mozaffari har ret i sin optimistiske tilgang, men med den viden, jeg pt sidder inde med om islamiseringen i Vesten, er jeg knapt så fortrøstningsfuld.
Læs imidlertid bogen. Den er på lange strækninger hård og tør kost, som glider tungt ned. Men Mozaffari har udført det arbejde, som vores hjemlige islamforskere ikke har kunnet eller villet påtage sig. Der skulle en tidligere lektor ved Teherans Universitet til at sætte tingene på plads – en mand, som måtte forlade Iran på grund af Khomeini og den iranske revolution, og som på egen krop har oplevet islamismens svøbe.
Mehdi Mozaffari: ISLAMISME. En orientalsk totalitarisme. 312s. 299,95 kr. Informations Forlag
