Hvilket realkreditlån skal vi vælge?

colourbox

Økonomisk rådgiver Kim Vallentin besvarer hver uge spørgsmål fra læserne OM PRIVATØKONOMI. Har du et spørgsmål, du ønsker besvaret, kan du sende det til [email protected]. Udvalgte spørgsmål vil i anonymiseret form blive besvaret her i avisen.  Send spørgsmål til Kim Valentin.

 

 

Kære Kim Valentin

 

Vores F5-lån udløber om nogle måneder, og vi skal derfor omlægge til et andet. Vi har indhentet lånetilbud fra to banker og huset er blevet vurderet i den forbindelse.

 

Men vi kan ikke blive enige om, hvilket realkreditlån vi skal vælge. Skal vi vælge variabel eller fast rente og hvad med afdragsfrihed?

 

Kan du hjælpe os med at finde ud af hvilket lån der er bedst for os?

 

Vi er gift og har to børn. Vi er begge først i 40’erne.

 

Bedste hilsner Ane og Torsten

 

Svar:

 

Kære Ane og Torsten

 

Når I skal vælge lån, skal I først vælge en afdragsprofil på lånet, og først derefter om lånet skal være fast eller variabelt forrentet.

Læs også
Hvordan har danskernes realkreditlån ændret sig siden 2008?

 

Afdragsprofil

Når I vælger afdragsprofilen, beslutter I om I skal afdrage på gælden og over hvor mange år. Jeg anbefaler, at I afdrager på gælden, hvis der ikke er en bedre måde for jer at spare op på. Det kunne være ved at indbetale til pension eller ved at afdrage på andre dyrere lån, hvis I har sådan nogen.

 

Om det kan betale sig for jer at indbetale til pension, afhænger bl.a. af jeres skattemæssige forhold og af, om I regner med at blive modregnet i folkepension eller evt. efterløn, når I når der til.

 

Rente og omkostninger

Om I skal vælge fast eller variabel rente afhænger af, om jeres økonomi kan tåle de udsving i låneydelsen på et variabelt forrentet lån, som I må regne med.

 

Derudover bør I være opmærksomme på omkostninger i form af bidrag og kursskæring. Bidragssatserne og kursskæring ved refinansiering er de senere år steget generelt, særligt på de variabelt forrentede og/eller afdragsfri lån. Så hvis I alene kigger på de omkostningerne til realkredit og evt. bank, så peger pilen på et fastforrentet lån.

 

Indfrielsesvilkår

Læs også
Skal vi skifte bank?

Endelig er det godt at være opmærksom på indfrielsesvilkår på lån. Vælger I et konvertibelt fastforrentet lån, har I sikkerhed for, at jeres restgæld ikke kan stige til mere end den nominelle værdi. Med et variabelt forrentet lån risikerer I et kurstab, hvis I indfrier det før tid, – især hvis rentetilpasningen sker med flere års mellemrum.

 

Rådgivning

Optagelse og omlægning af realkreditlån kan have meget stor betydning for jeres privatøkonomi fremover. Jeg vil derfor råde jer til at benytte lejligheden til at få en grundig gennemgang af jeres økonomi af en uafhængig rådgiver.

 

I er velkommen til at henvende jer til Finanshuset i Fredensborg, eller I kan finde en uafhængig rådgiver på nettet. I skal dog sikre jer, at han rådgiver om jeres samlede økonomi og ikke kun om lånedelen. For det er nødvendigt for at sige, hvilket lån der er det rigtige for jer.

 

Med venlig hilsen Kim Valentin

 

Finanshuset i Fredensborg

 

Læs om omlægning af realkreditlån, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt: Send mig FinansNyt helt gratis.

Læs også
Hvordan udnytter vi bedst friværdien i vores hus?
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…