I foråret kom det frem, at politibetjente i deres fritid forfølges af kriminelle elementer. Nu viser en dugfrisk undersøgelse, som Fængselsforbundet offentliggjorde i går, onsdag, at problemet er blevet en arbejdsrisiko for et rystende stort antal fængselsbetjente.
Der er tale om en spørgeskemaundersøgelse, Fængselsforbundet gennemførte i september i år, og blandt de 820 svarpersoner siger 282 ja til, at de er blevet chikaneret i deres fritid. Det vil sige 34 procent eller en tredjedel.
Ud over verbale overfald har fire procent af svarpersonerne oplevet direkte voldelige overfald, medens 21 procent har oplevet andre former for chikane.
Også trusler mod børnene: Henriette brækkede ned
Henriette Camilla Munkholm er en af de fængselsbetjente, der ikke deltog i undersøgelsen. Hun lider i dag af posttraumatisk stresstilstand (PTSD) som følge af grove og grænseoverskridende chikanerier i sin fritid.
Chikanerier og trusler, der i et par tilfælde blandt andet har indbefattet hendes børn.
Da det i går lykkedes redaktionen via facebook at få kontakt til Henriette, svarede hun via mail:
”Jeg er ikke så god til telefonisk kontakt med fremmede, eller situationer som jeg ikke har kontrol over (skyldes PTSD’en), men jeg vil gerne stå frem.”
Og det gør Henriette her. Det sker via dagbogsnotater, som hun har sendt til redaktionen.
Møgkælling. Jeg ved, hvor du bor
Helt tilbage i 1996 beskriver Henriette i sin dagbog følgende episode på Valby Station:
”Jeg er på vej på til arbejde og står på Valby station. En mandsperson støder ind i mig med sin skulder, selv om der er masser af plads.
’Møgkælling, jeg ved hvor du bor …’
Han stiger på toget. Jeg er forvirret, da jeg ikke mener at kende ham. Jeg står måbende og ser hans tog køre. Jeg kigger mig omkring, men ingen har tilsyneladende observeret noget. Jeg stiger på mit tog, og skal kun et stop.
Mit hjerte pumper, mens jeg bliver mere og mere utryg. Jeg kigger rundt på mine medpassagerer og føler mig på fjendens territorium. Jeg står af toget og småløber ind på fængselsområdet, hvor jeg kan trække vejret roligt igen.
Jeg er rystet og ked af det. Jeg er stolt over at være fængselsbetjent. Jeg gør noget samfundsnyttigt, synes jeg – eller gør jeg …?”
Tror du ikke, jeg ved, hvor dine lorteunger bor?
Året efter i 1997 er Henriette ude og handle med sine to børn. I sin dagbog skriver hun:
Jeg tager ungerne med til Bilka (Næstved) for at handle stort. Den mindste sidder i vognen, mens den store går ved siden af. Vi er tæt på indgangen, da en fyr, jeg ikke ved hvem er, går direkte mod mig, og da jeg forsøger at undvige ham med vognen, bøjer han sig fremover og siger:
Din lede møgfisse. Tror du ikke, jeg ved, hvor dine lorteunger bor?’
Og det er overstået, lige så hurtigt, som det skete. Jeg bliver febrilsk og vender mig om, mens jeg stadigvæk går fremad for at se, hvem han var. Jeg ved ikke, hvem det var. Derefter bliver jeg vred og ked af det. Jeg har fri nu, hvorfor skal jeg finde mig i det … ?”
De smider en flaske ud af vinduet efter mig
I 2000 er Henriette på vej hjem fra arbejde og beskriver efter hjemkomsten følgende episode i sin dagbog:
”Det er min sidste vagt i oktober, og jeg er på vej hjem. Jeg holder på tanken og tanker benzin, da en stor hvid varevogn kører op og holder ved siden af mig på den anden side af standeren.
Passageren hopper ud, går ind i butikken, og da han kommer ud kigger han på mig med favnen fuld af øl. Han virker ikke bekendt for mig.
Han sætter sig ind i bilen, men den kører ikke. Det tager et par minutter, før jeg er færdig med min tankning, og først da kører varevognen. De smider en flaske ud af vinduet efter mig i farten, og jeg kigger efter bilen, mens jeg skruer dækslet på.
Passageren stikker armen ud og giver mig fingeren. Her står jeg som privatperson, dog i min uniform, og bliver chikaneret. Ja, Kriminalforsorgen ejer mig med hud og hår. Jeg er blevet en offentlig ejendom. Mit civile liv er væk for aldrig mere at komme tilbage. Og hvad er så markedsprisen for et menneske?!”
Luder – jeg ved, at dine børn går i skole Bandholm
I 2001 var Henriette igen ude og handle med sine børn, fremgår det af en af hendes dagbogsoptegnelser fra det år:
”Jeg står i Brugsen med mine børn, ved frugten. Jeg ser ikke, at der kommer en mandsling bag mig, da vi har hovedet nede i frugten. Men jeg hører en hvæsende stemme sige:
’Luder – Jeg ved, at dine børn går i skole i Bandholm …’
Det giver et sæt i mig, og kigger op, og kan se ryggen af en gut i ternet skjorte og hullet Jeans. Jeg aner ikke, hvem han er.”
Henriette blev fyret for syv år siden
Kriminalforsorgen ejer mig med hud og hår, skrev Henriette i sin dagbog i 2000. Men det gør Kriminalforsorgen ikke mere.
For syv år siden blev Henriette efter længere tidssygdom fyret som følge af den PTSD, hun pådrog sig på grund af de grove og grænseoverskridende chikanerier, hun i sin fritid måtte lægge ryg til, netop fordi hun var ”Kriminalforsorgens ejendom med hud og hår”.
