EU-Parlamentets formand: Europa og dermed Danmark skal være indvandrerkontinent

EU-parlamentet

Formanden for EU-Parlamentet, den tyske socialdemokrat Martin Schulz (SPD), kræver nu en omlægning af EU’s indvandringspolitik. Det sker efter, at næsten 400 flygtninge inden for de sidste ti dage er druknet i Middelhavet i forsøg på at nå frem til EU-landene Italiens og Maltas kyster,

 

”Europa må omsider erkende, at det er et indvandringskontinent, og derfor har vi også brug for at lovliggøre indvandring,” siger han til det tyske nyhedsmagasin, Spiegel Online.

 

Medlemsstaterne skal modtage indvandrere efter en fordelingsnøgle

EU-Parlamentets formand henviser til, at andre store indvandrekontinenter såsom USA, Australien og Canada har, hvad han kalder ”moderne love om lovlig indvandring”.

 

Det skal EU også have, mener Schulz, og han frygter ikke, at Europa af den grund vil blive oversvømmet af indvandrere.

 

”Jeg er altid skeptisk over for den slags udtalelser. Jeg ser kun de bølger, der opsluger folk i Middelhavet, men jeg deler også den opfattelse, at Europa ikke kan løse alle problemer i verden, at vi ikke er i stand til at rumme alle,” siger Martin Schulz og fortsætter:

 

”Men vi har desperat brug for at reformere vores udlændingelovgivning, og det omfatter også en nøgle, der gør det muligt at fordele indvandrerne mellem medlemsstaterne,” siger EU-Parlamentets formand, Martin Schulz til Spiegel Online.

 

Mellem to og fire millioner illegale indvandrere i EU og strømmen vokser

Det er i sagens natur svært at anslå antallet af illegale indvandrere i EU, men ifølge seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale studier (DIIS), Hans Lucht, er der et sted mellem to go fire millioner illegale indvandrere i EU.

 

”Antallet af illegale i EU er stigende. Det store flertal vil aldrig kunne få asyl. De ved godt, at rejsen er farlig, men de mener, at det er risikoen værd,” siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, til Jyllands-Posten og fortsætter:

 

”Menneskesmuglerne siger til dem, at hvis de kommer til Europa, har de gode muligheder for at klare sig. Det er desværre rigtigt. Der er et stort arbejdsmarked, og hvis man ikke melder sig, søger asyl og får taget fingeraftryk, kan man sagtens finde sig et job,” siger Andreas Kamm.

 

Læs også
Tyrkiet oversvømmer Europa med migranter

Han anbefaler at give de illegale indvandrere årsbegrænsede arbejdstilladelser, så de ikke ”falder ned i et stort sort arbejdsmarked.”

 

De kommer ind i EU via Libyen

Efter at det libyske samfundssystem og statsapparat som følge af blandt andet NATO’s bombetogter er brudt totalt sammen og erstattet af anarkistiske tilstande, står Libyen nu tilbage uden hverken militær, politi eller kystvagt, og det har givet menneskesmuglere frit spil.

 

Det har ifølge EU’s grænsebevogtningstjeneste, Frontex, gjort Libyen til tidens mest populære afgangsland for den sidste del af rejsen i små både over Middelhavet mod det forjættede Europa, hvor de ubemærket forsøger at lande på Italiens og Maltas kyster.

 

Ifølge FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, er antallet af illegale indvandrere fra Libyen til Europa således seksdoblet i løbet af det seneste årstid.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…