Christian Friis Bach gik af, fordi han havde vildledt Folketinget. Det slog han fast på sit pressemøde i dag.
Under et samråd og over for medierne udtalte han i oktober, at han ikke havde kendt til klimaorganisationen GGGI’s rejseregler og Lars Løkke Rasmussens brug af dem.
Det var forkert. Rejsereglerne har været godkendt på et møde i GGGI’s bestyrelse, hvor Friis Bach var til stede som bestyrelsesmedlem.
Men ifølge ministeren var han ikke klar over dette. Sagen figurerede kun som et underpunkt på dagsordenen, hvor der blev henvist til diverse regulativer.
Embedsmændene sagde ingenting
Friis Bach insisterer på, at embedsmændene ikke har orienteret ham om, at dette punkt blandt andet indebar vedtagelse af rejsereglerne. Hverken før, under eller efter mødet.
Heller ikke siden, da Løkke-sagen rullede, blev han orienteret om dette fra embedsmændene. Til trods for, at han meget direkte havde bedt om, at den sag blev meget grundigt tjekket.
Det efterlader dyb mystik om, hvordan embedsmændene kunne svigte så fatalt i forhold til deres minister. Og det er ikke den eneste mystiske omstændighed i denne sag.
Ministerens ansvar
Det er i sidste ende en ministers ansvar, hvis han eller hun har vildledt Folketinget. Selv hvis det reelt skyldes fejl fra embedsmændene.
Men som Christian Friis Bach fremstiller sagen, ligger den i en gråzone.
Det er set før, at en minister nøjes med at påtage sig det formelle ansvar og bliver på posten med henvisning til, at det reelle ansvar for begåede fejl lå hos embedsmændene.
Men den løsning valgte Friis Bach altså ikke. Han vedkendte sig, at der var tale om en alvorlig fejl og drog konsekvensen af sit ansvar ved at gå.
Hvis hans fremstilling af forløbet er korrekt, er der tale om en yderst respektabel principfasthed.
De Radikales problem
Tilsyneladende har han truffet sin beslutning helt på egen hånd. Og der har været radikale, muligvis også MargretheVestager, der mente, at den ikke var nødvendig.
Under alle omstændigheder er det ubehageligt for Vestager, at der nu er to ministre, der har måttet forlade regeringen i utide, og de er begge radikale (den anden var Uffe Elbæk). Oven i kommer, at også den radikale klimaminister Martin Lidegaard har en skandalesag kørende (solceller).
Dette står i kontrast til den radikale selvros, som MargretheVestager har givet udtryk for i forhold til sit ministerhold.
Journalisternes medfølelse
Men selv om Friis Bachs afgang kaster en skygge over De Radikale, så gør hans afgang det lettere for regeringen at lægge sagen bag sig.
Hans vildledning af Folketinget ville før eller siden komme ud i offentligheden, og det kunne have ført til en langstrakt medieomtale, hvis han afviste at gå.
Nu fik han en næsten medfølende behandling af journalisterne på pressemødet. Der var slet ikke den inkvisitoriske stemning, som Lars Løkke har været udsat for.
Hvordan kunne det lade sig gøre?
Men sagen efterlader vantro.
Hvordan kunne embedsmændene i Udenrigsministeriet klæde deres minister så katastrofalt dårligt på?
Hvordan kunne det gå for sig, at de end ikke fandt ud af sandheden om det afgørende bestyrelsesmøde i GGGI, da de meget direkte fik besked om at tjekke sagen omhyggeligt?
Pludselig ringede telefonen
Der er også andre mærkelige omstændigheder i sagen.
Christian Friis Bach havde lovet Folketingets udenrigsudvalg en redegørelse for sin håndtering af det misbrug af midler i GGGI, som blev afsløret for et år siden.
Redegørelsen har åbenbart været færdig længe, men offentliggørelsen er blevet udskudt. Senest blev det besluttet at skubbe den ubehagelige sag til efter kommunalvalget. Hvorfor? Og hvem besluttede det hvordan? Det gav Friis Bach ikke noget svar på på pressemødet.
Og der er mere: Friis Bach havde modtaget et udkast til redegørelsen i torsdags, og her var der ikke noget om hans vildledning af Folketinget.
Og så pludselig blev han onsdag ringet op af en ledende embedsmand, mens han befandt sig i Mellemøsten. Angiveligt var man på dette sene tidspunkt pludselig stødt på papirer, der viste, at han havde deltaget i det bestyrelsesmøde, der vedtog rejsereglerne.
Mistanken
Kan det virkelig passe, at Udenrigsministeriet har håndteret denne sag så kaotisk og amatøragtigt? I så fald må tiden være inde til en meget gennemgribende selvransagelse. En intern undersøgelse er sat i gang, så får det vise sig, hvor konsekvent den tager fat.
Man sidder tilbage med en mistanke om, at alt ikke er kommet for dagens lys i denne sag. Beskrivelsen af forløbet virker simpelt hen et nummer for utrolig.
Men måske er den ikke længere. Måske er det bare historien om en principfast minister, der tager sit ansvar, og embedsmænd, som i ufattelig grad har svigtet deres opgave. Svaret blæser i vinden.
Løkkes mareridt forbi
Én ting står dog klart: Efter Christian Friis Bachs vildledning af Folketinget, vil det være mere end svært for regeringen at fortsætte med at bruge GGGI-sagen mod Lars Løkke.
Helle Thorning har nu fået en interesse i at få lagt sagen død, så der ikke bliver stillet flere spørgsmål til regeringens håndtering.
Løkke kan formentlig lægge GGGI-mareridtet bag sig.