Historikeren Bent Jensen fik forleden Landsrettens ord for, at han havde faktuelt belæg for at kalde den venstreorienterede journalist Jørgen Dragsdahl agent for KGB. Det var nemlig opfattelsen hos PET.
Dragsdahl fik i forbindelse med retssagen opbakning fra gamle socialdemokratiske koryfæer, herunder Folketingets nuværende formand Mogens Lykketoft.
Det var i øvrigt den samme Lykketoft, der i sin tid blev så imponeret af et besøg i Fidel Castros diktatur i Cuba, at han og hans daværende hustru Jytte Hilden talte om ”samba-socialisme”.
Selv om socialdemokraterne ydede en kæmpeindsats i kampen mod kommunismen i Danmark, blev man i 1970’erne og 1980’erne så påvirkede af venstreorienterede holdninger til sikkerhedspolitikken, at det til tider kneb gevaldigt med at trække grænsen det rigtige sted.
Fremtrædende socialdemokrater så mere velvilligt på de totalitære kommunistiske regimers rolle end godt var.
Radikal hyldest til kommunistisk diktator
Men dette problem fandtes ikke alene hos Socialdemokraterne. Det fandtes i endnu højere grad hos De Radikale.
Her gik man langt over stregen i sin iver efter at smiske for kommunistiske diktaturer ”i fredens tjeneste”.
Den fremtrædende radikale politiker K. Helveg Petersen skrev således en berygtet indledning til en bog med taler af den daværende rumænske præsident Ceaucescu, en afskyelig bøddel for det rumænske folk.
Helveg Petersen roste Ceaucescus resultater med at værne om Rumæniens identitet, skabe sociale fremskridt og arbejde for fred. Han kaldte tyrannen for ”en statsmand”.
Samtidig havde De Radikale et tæt samarbejde med blandt andet Bondepartiet i DDR, som reelt var en filial af kommunistpartiet. Det blev til mange hyggelige radikale ophold i Bondepartiets gæstehuse.
Den radikale nisse flytter med
Nu er kommunismen væk. Den absolut vigtigste totalitære bevægelse i Europa i dag er islamismen. Dens tilhængere ønsker at indrette samfundet efter Koranens regler, forstået temmelig bogstaveligt. Den islamistiske ideologi strider fundamentalt mod demokratiet.
I første omgang søger islamisterne at vinde kontrol med muslimske parallelsamfund i de europæiske lande, blandt andet med indførelse af sharia-domstole i muslimsk dominerede områder. Tanken er så, at Koranens regler med tiden skal vinde bredere indflydelse.
Ud gik kommunismen. Ind kommer islamismen. Men hos De Radikale flytter nissen åbenbart med. Det fremgår af den chokerende afsløring, som Dan Ritto kommer med i dagens avis.
Ritto gør det klart, at den radikale viceborgmester og spidkandidat ved kommunevalget i Aarhus, Rabih Azad-Ahmad, har tætte forbindelser til islamistiske kræfter. Viceborgmesteren har samtidig fremført personlige synspunkter, som er foruroligende i en dansk demokratisk sammenhæng.
Naivitet og kynisme
De Radikale har også i andre sammenhænge haft problemer med at tage skarpt afstand fra de totalitære islamister.
Deres reaktionsmønster i den forbindelse har slående ligheder med deres reaktionsmønster i forhold til kommunismen.
Det er en blanding af naivitet og kynisme.
Man gør sig stærkt naive forestillinger om, at hvis man bare får sig en god dialog med kommunisterne eller islamisterne, så skal det såmænd nok lykkes at få sig talt til rette.
For når kommunisterne og islamisterne kommer under velmenende radikale behandling, vil deres indre fredselskende og demokratiske jeg pible frem. Der findes ikke hårde og brutale totalitære kræfter. Der findes kun totalitære kræfter, der savner en radikal omfavnelse.
Denne naivitet er samtidig udtryk for kynisme. En kynisk ligegyldighed over for ens egen befolkning og de problemer, man kan påføre den ved at lefle for totalitære kræfter.
Når disse kræfter kommer i konflikt med danske grundværdier, kan man ikke føle sig sikker på, hvor man har De Radikale. Under Muhammed-konflikten placerede de sig således klart på islamisternes side i agitationen mod ytringsfriheden.
Arm i arm med Hamas
Dette flydende forhold til totalitære kræfter får et slående udtryk i form af en kommunal radikal spidskandidat – og dermed borgmesterkandidat – som blandt andet har plejet relationer til den islamistiske terrororganisation Hamas.
Hvorfor har De Radikale ikke selv fundet ud af dette og draget konsekvensen i forhold til Rabih Azad-Ahmad?
Det må nok ses som udslag af den særlige radikale kynisme. Man er simpelt hen ligeglad – det vigtigste er, at man får en indvandrer på en fremtrædende post. Så vil man ikke begynde at rode op i triste detaljer om totalitære kræfter.
En hån mod demokratisk sindede indvandrere
Men hvorfor har der så ikke rejst sig et ramaskrig i offentligheden over, at sådan noget finder sted?
Et svar kunne være, at mange mediefolk er præget af den samme politisk korrekte fanatisme som De Radikale. En fanatisme, der gør blind over for totalitarismen. Totalitære holdninger kan man ikke tage sig af, bare det er noget med indvandrere, etniske minoriteter og den slags.
Dette er en hån mod demokratisk sindede indvandrere. Og det er et svigt uden lige over for det danske samfund.
De Radikale har et alvorligt problem i Aarhus.
