Flygtningenævnet har besluttet sig for at ændre praksis, når det gælder asylansøgere fra Syrien.
Efter normal procedure kan ansøgere tilkendes asyl, hvis de er personligt forfulgte.
Men onsdag meddelte Flygtningenævnet, at man vil bruge et udvidet flygtningebegreb i forhold til de områder, hvor der ”er væbnede kampe eller sker angreb mod civile, eller hvor der for nylig har fundet sådanne handlinger sted”.
Dette skal nu i sig selv være begrundelse for at give syrere asyl, uanset om man kan sige, at de er personligt forfulgte.
Større tilstrømning
Denne ændring giver væsentligt flere mennesker fra Syrien adgang til asyl i Danmark. Dermed må man gå ud fra, at væsentligt flere derfra rent faktisk vil få asyl.
Det bestrides dog af Socialdemokraternes udlændingeordfører Trine Bramsen. Hun insisterer på, at en væsentlig bredere adgang til at få asyl ikke behøver at føre til, at flere får asyl.
Det stemmer dog ikke med erfaringerne fra Sverige, hvor man giver asyl il alle ansøgere fra Syrien. Resultatet er en voldsom stigning i antallet.
Vi må således regne med, at mange flere syrere nu får ophold i Danmark. Og det kan komme til at stå på i flere år, da der ingen udsigt er til, at borgerkrigen ophører foreløbig.
Og nok så vigtigt: Det udvidede asylbegreb danner præcedens. Fremover vil mennesker fra hele verden, der ikke er personligt forfulgte, kunne få asyl i Danmark, hvis de kommer fra områder med barske krigsforhold. Og det er der virkelig mange, der gør.
Politikere og medier snorksover
Her er altså tale om, at Flygtningenævnet, som er et ikke-folkevalgt organ, træffer en beslutning, der kan få ganske stor betydning for befolkningsudviklingen i Danmark. Uden at nogen demokratisk valgt politiker har været involveret.
Det er oven i købet en beslutning, der hviler på et tvivlsomt grundlag. Det er ikke, fordi det danske flygtningenævn er trådt ved siden af. Men Flygtningenævnets beslutning bygger på en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og den er særdeles problematisk.
Dermed bringes dansk asylpolitik i dyb krise. Imens snorksover danske politikere og medier.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
Nogle borgerlige politikere har dog råbt vagt i gevær. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti og Tom Behnke fra De Konservative henviser til, at Flygtningenævnet hermed begynder at bedrive asylpolitik på egen hånd.
De to borgerlige politikere har ret i, at Flygtningenævnet laver politik. Men juridisk har nævnet ryggen fri, fordi de holder sig til dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Det er denne dom, som skaber miseren.
Domstolen har tiltaget sig ny magt
Dommen er fra 2011, og den fastslår, at Storbritannien ikke må afvise to somaliske statsborgere. De kommer nemlig fra områder i Somalia, hvor brutal krig raser, og så vil det være en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 at sende dem tilbage, hedder det.
Men i artikel 3 står der alene følgende: ”Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.”
Der er ingen tvivl om, at denne artikel blev krænket i lange baner i Somalia. Men artiklen siger intet om, at man ikke må afvise nogen asylansøger, der kan risikere at blive ramt af krigens brutalitet.
Det står der intet om i menneskerettighedskonventionen. Det står der heller ikke noget om i FN’s flygtningekonvention, der ikke taler om krig i bred almindelighed, men om personlig forfølgelse.
Det er noget, som menneskerettighedsdomstolen har besluttet sig for på egen hånd. Uden at nogen politiker har været inde over.
Man går oven i købet så vidt som at tiltage sig magten til at afgøre, hvornår risikoen for folk er så stor, at den automatisk bør udløse asyl.
Aktivisme
Denne dom er et led i et bredere mønster:
Internationale domstole optræder stadig mere ”aktivistisk”: De går længere og længere ind på områder, der hidtil har været overladt til den nationale politiske selvbestemmelse.
Det er denne aktivistiske linje, som Flygtningenævnet har omplantet til Danmark. I denne omgang med Syrien som eksempel.
Man kan ikke anklage nævnet for, at det følger menneskerettighedsdomstolen. Man kan dog sige, at det kunne forholde sig mere afventende i forhold til situationen i Syrien.
Røgslør og sort snak fra Bødskov
Men først og fremmest er det politikerne selv, der har accepteret, at vidtgående politiske beføjelser overlades til ikke-folkevalgte instanser.
Justitsminister Morten Bødskov er en strålende repræsentant for denne tendens. Han siger til sagen: ”Asylreglerne er ikke ændret, og det er ikke blevet nemmere at få asyl.” Han betoner også, at der fortsat vil ske ”en konkret og individuel vurdering” af ansøgningerne. (Jyllands-Posten).
Men kendsgerningen er, at det ikke længere er en betingelse, at man er personlig forfulgt. Dermed bliver det nemmere at få asyl, og dermed er det slet ikke den samme slags ”individuel vurdering”, man foretager. Resten er røgslør og sort snak fra Bødskov.
Hvad kan de utilfredse gøre?
Hvad kan de utilfredse politikere gøre?
De kan insistere på, at Folketinget skal generobre retten til at afgøre, hvornår risikoen i et land har en sådan karakter, at man vil opgive det normale krav om, at folk skal være individuelt forfulgte.
Sådan gjorde man med særloven for bosnierne i 1990’erne. Sådan bør man gøre fremover. Ellers kan udvidelsen af asylbegrebet få uoverskuelige konsekvenser.
