I går skete der noget, som kan få vidtrækkende konsekvenser for Europas udvikling. Men det fik danske TV-seere, lyttere og læsere bestemt ikke indtryk af.
Begivenheden blev nemlig stort set ignoreret i danske medier.
Østrigs vidtrækkende skridt
I østrigske og internationale medier kom det frem, at Østrig nu vil lukke grænsen til Italien ved Brenner-passet.
Der kommer en skrap grænsekontrol. Der kommer et grænsehegn. Der kommer en lynprocedure, der afgør, om asylansøgere kan komme ind i landet.
Disse nye skridt kombineres med det lave loft, som Østrig har lagt over, hvor mange asylansøgere man vil tage imod. Samtidig vil man gennemføre en lovgivning, der gør det muligt at bryde med flygtningekonventionen og andre internationale regler, hvis den offentlige orden og sikkerheden er truet.
Disse planer har stor betydning også for Danmark, men det fik man altså bestemt ikke indtryk af i danske medier.
Journalisterne har ikke lyst
Forklaringen er formentlig simpel: Journalistisk Venstreparti bryder sig ikke om det, som Østrig gør. Derfor har journalisterne ikke lyst til at gøre noget ud af den historie.
Det er et mønster, man ofte ser, ikke bare i forbindelse med udlændingepolitik.
Man ser en lignende forskel i journalisternes interesse på den økonomiske front: Masser af opmærksomhed på venstreorienterede temaer om flere offentlige udgifter. Meget mindre opmærksomhed på historier om økonomisk vækst og virksomheders vilkår (bortset fra erhvervstillæggene).
Lukningen af Balkan-ruten
Østrigs nye skridt er en opfølgning på lukningen af Balkan-ruten, hvor Østrig også er involveret.
Denne lukning af Balkan-ruten har ført til en voldsom nedgang i asylstrømmen fra Grækenland og op gennem Europa. Herunder Danmark, hvor vi i øjeblikket modtager få asylansøgere.
Dermed har lukningen af Balkan-ruten uendelig meget større betydning for Danmark end alle mulige integrationsplaner herhjemme. Men det mærkes bestemt ikke på mediernes opmærksomhed.
Der er imidlertid en forventning om, at menneskesmuglerne vil søge nye ruter. Først og fremmest gennem Italien.
Det er denne rute via Italien, som Østrig nu også søger at lukke ned for. For Danmark og det øvrige Europa er det ganske afgørende, om det lykkes.
Men danske journalister vil nødig gøre opmærksom på dette. De bryder sig nemlig ikke om denne udvikling.
Stor forargelse sidste år
Det var en helt anden historie sidste år, da Ungarn som det første land byggede et grænsehegn.
Det var en kæmpestor sag også i danske medier. Danske journalister faldt over hinanden, mens de gik rundt med mikrofon i hånd og lod deres forargelse over den ungarske regering få frit løb.
Dengang var vinklen den stik modsatte af, hvad den er med Østrig i dag. Det var en historie om, hvor usselt det var af Ungarn at bremse asylstrømmen, og hvor vigtigt det var, at det grænsehegn blev fjernet, så asylansøgerne kunne bevæge sig videre op gennem Europa.
Det var kort sagt en historie, som passede Journalistisk Venstreparti svært godt. De var båret af en stemning af, at nu skulle Europa for alvor åbne sig for asylstrømmen – sådan som kansler Merkel forkyndte.
Journalisterne havde ikke befolkningerne bag sig
Men snart skulle det vise sig, at de europæiske befolkninger absolut ikke delte Journalistisk Venstrepartis ønsker. Selv i Tyskland ville borgerne ikke vide af Angela Merkels ”velkommen-kultur”.
Det blev stadig tydeligere, at Ungarn mødte forståelse for sin stramme linje. Og denne linje bredte sig til andre lande. Det endte med lukningen af Balkan-ruten.
I resten af Europa er der stor lettelse over, at man på denne måde ser ud til at få asylstrømmen under kontrol nord for Grækenland. Denne lettelse finder man også blandt politikerne, selv om mange af dem ikke ligefrem skilter med det. Herunder i Danmark.
Der er næppe heller tvivl om, Østrig vil finde stor forståelse i det nordlige Europa for, at man nu lukker af ved Brenner-passet.
I Italien er man af gode grunde bekymret for, at asylansøgerne så bliver hængende dér, ligesom man er det i Grækenland. Men Italien og Grækenland har selv et ansvar for at få deres situation under kontrol, og EU har et ansvar for at yde dem effektiv hjælp.
Tavshed
Meget tyder i hvert fald på, at den stramme kurs på Balkan og ved Brenner-passet i Alperne er kommet for at blive. Det skaber en helt ny situation i Europa sammenlignet med konflikten omkring Ungarn sidste år.
Den situation bryder Journalistisk Venstreparti sig ikke om. De vil helst ikke tale om den.
Derfor var en kæmpestor nyhed om Østrig, der lukker af, næsten ikke til at få øje på i de danske medier.