Megen omtale har den ikke fået – rapporten med det lidt tunge navn “Børns tidlige udvikling og læring i dagtilbud”.
Indholdet er ellers alarmerende.
DKA skrev om rapporten 25.8, http://denkorteavis.dk/2016/ikke-vestlige-borns-udviklingsniveau-er-langt-bagefter-danske-borns-det-skyldes-isaer-kulturbarne-opdragelsesmetoder/
Rapporten er den største af sin slags herhjemme nogensinde, og dens konklusioner er en grum bekræftelse af, hvad man nok vidste i forvejen:
Ikke-vestlige børn i alderen 0-6 år er på alle afgørende områder bagefter danske børn.
Det gælder for gruppen som helhed naturligvis. Der er selvsagt ikke-vestlige børn i Danmark, der klarer sig fint, og der findes danske børn, der ikke gør.
Men det samlede resultat for de to grupper er meget forskelligt.
De ikke-vestlige børn klarer sig betydeligt dårligere i sproglig kunnen og endnu dårligere i matematiske færdigheder. Det har således ikke noget at gøre med sproget alene, men med den helt grundlæggende mulighed for at lære.
Oven i disse ringe resultater slår rapporten også fast, at de ikke-vestlige børn har markant lavere indfølingsevne end danske børn.
Det sidste er i sig selv stærkt bekymrende, eftersom indfølingsevne kan oversættes til samvittighed overfor andre, evnen til at lade andre være der og at kunne se, at også andre end en selv har behov.
Rapporten er udarbejdet af forskere fra Rambøll, Århus Universitet og Syddansk Universitet og omfatter ca. 13.000 børn fordelt på 400 dagplejere i 65 legestuegrupper samt 140 institutioner. Deltagertallet er med andre ord så stort, at der ikke er tale om tilfældigheder.
Resultaterne har næsten ikke været omtalt i medierne.
Det tør ellers siges, at der er stof til eftertanke.
Danmark har nu haft 33 år med en liberal udlændingelov, nemlig siden 1983. De indhøstede erfaringer er dårlige for nu ikke at bruge stærkere ord.
Parallelsamfund er vokset frem. Herunder er et bandevæsen af betydelige dimensioner blevet dagens virkelighed. Indtil omkring årtusindeskiftet kunne vi ”nøjes” med de to kriminelle grupper Hells Angels og Bandidos.
I dag kan ingen på nær måske politiet tælle sig frem til, hvor mange organiserede bander, der findes herhjemme.
Vi ved fra grundskolen, at både indvandrere og efterkommere med rødder i den ikke-vestlige verden klarer sig langt ringere end danskere i alle fag.
Det gælder, uanset om der er tale om drenge (som klarer sig værst) eller piger. Myten om de dygtige efterkommerkvinder holder ikke vand, idet de ikke færdiggør deres uddannelser i nær lige så høj grad som danskere, men kun glimrer ved at være i høj grad indskrevet på disse.
Vi ved fra deltagelsen på arbejdsmarkedet, at især indvandrere, men også efterkommere, i væsentligt lavere grad deltager og betaler skat.
Og endelig ved vi – med banderne som det værste eksempel herpå – at kriminaliteten blandt en stribe grupper med ikke-vestlig baggrund er tårnhøj sammenlignet med danskernes. Den er oven i købet værre for efterkommerne end for indvandrerne, hvilket kunne antyde, at bitterheden mod det danske samfund er vokset i anden generation på grund af så mange, der ikke magter at deltage på lige fod med det store flertal af danskere.
Og nu er denne rapport så ankommet og bekræfter, hvad man kunne frygte: At den ikke-vestlige indvandrings konsekvenser kun vil blive mere alvorlige i takt med, at mennesker med rødder udenfor Europa udgør en stadig større del af befolkningen i Danmark.
Man kan ikke med nogen ret påstå, at politikerne og medierne ikke er oplyste om disse konsekvenser. Dertil foreligger der nu dynger af statistisk materiale, der underbygger, hvad der står skrevet med stort: Den ikke-vestlige indvandring gør Danmark fattigere og mere utrygt.