Dagens Danmark: Busrute omlægges på grund af røverier

Knivrøverier og overfald med både sten og brosten mod de gule bybusser i Aarhus har gennem de sidste år været næsten daglig kost på de ruter, der går gennem indvandretætte kvarterer.

 

Senest har Aarhus Sporveje i dag, tirsdag den 8. juli, besluttet at omlægge rute 16, der blandt andet betjener ghettoen Bispehaven, efter at rutens chauffører nu to gange har været udsat for knivrøverier. Det skriver Århus Stiftstidende.

 

Seneste røveri i lørdags

Det seneste røveri skete lørdag aften, hvor en ung mand med mellemøstlig udseende sprang på bussen ved endestationen i Hasle og med en kniv truede buschaufføren til at udlevere byttepengene, i alt 600 kroner.

 

Røveren der var iført maske og mørk hættetrøje, der var trukket ned over hovedet, sprang efter røveriet på en uindregistreret scooter og forsvandt.

 

Det er nu anden gang inden for at par måneder, at busselskabets chauffører er blevet røvet det samme sted, og Aarhus Sporveje har nu stillet et ultimativt krav til Aarhus Kommune som betingelse for at genoptage ruten.

 

Kratbevoksning med træer skal fjernes

Ved endestationen i Hasle, hvor begge røverier har fundet sted, er der en kratbevoksning med høje træer, og den skal fjernes, inden busserne igen vil køre, forlanger direktør Torben Høyer, Aarhus Sporveje.

 

”Vi synes ikke folk skal møde på arbejde og udsættes for den slags ting,” siger Torben Høyer til Århus Stiftstiden og understreger:

 

”Begge gange har røveren gemt sig i et krat med høje træer ved endestationen. De træer skal kommunen fælde, inden vi igen kører den normale rute.”

 

Ruteomlægningen betyder, at 16 stoppesteder indtil videre vil være uden busbetjening.

 

Bybusser med smadrede ruder er ikke unormalt i Aarhus

I Aarhus er det ikke unormalt at se busser på de ruter, der betjener eller passerer ghettobebyggelsen Bispehaven, køre på værksted med smadrede ruder.

 

I oktober sidste år blev busbetjeningen af Bispehaven midlertidigt indstillet på grund af stenkast mod busserne på linje 3A

 

”Vi har både chauffører og passagerer at tage hensyn til, så vi kan ikke acceptere, at der er utryghed eller risiko for, at der sker noget i vores busser,” sagde direktør Torben Høyer dengang til Jyllands-Posten.

 

Chauffør såret af glassplinter fra smadret frontrude

To måneder senere var den igen gal på linje 3A, hvor busserne blev overfaldet på Tilst Skolevej, og den 30. december valgte Aarhus Sporveje helt at omdirigere ruten.

 

”Vi har jævnligt stenkast i området, men siden den 22. december har vi haft syv tilfælde. Den ene af gangene gik det ud over chaufføren. Vi har nu valgt at træffe denne her-og-nu-beslutning for vores chauffører og passageres skyld,” sagde buschef Frits Vittrup, Aarhus Sporveje, dengang til TV2 Østjylland.

 

Den pågældende chauffør blev såret i ansigtet af glassplinter, efter at en brosten var røget ind gennem bussens frontrude.

 

Ikke kun busserne. Brandbilerne angribes med raketter

Det er ikke kun bybusserne, der mødes med stenkast i det veslige Aarhus. Og så brandbiler og brandfolk bliver angrebet.

 

I oktober sidste år oplyste Aarhus Brandvæsen således, at man siden sommeren tre gange har opgivet at slukke brande i områder, fordi brandfolkene bliver angrebet med sten og raketter.

 

”Generelt er der for nogles vedkommende en hadsk stemning over for alle myndigheder derude lige nu. De unge i Bispehaven har et princip om, at de selv vil styre området, og at myndighederne ikke skal blande sig,” sagde lederen af lokalpolitiet i Gellerup, Jens Espersen, 30. oktober sidste år til Jyllands-Posten.

 

En af ghettolistens veteraner

Siden den daværende VK-regering i oktober 2010 oprettede ghettolisterne, har Bispehaven sammen med Gellerupparken, der også ligger i Aarhus’ vestlige område, været en af ghettolisternes veteraner med en fast plads.

 

Ifølge den seneste ghettoliste per 1. februar i år bor der 2.305 personer (1.januar 2014) i Bispehaven, og heraf udgør ikke-vestlige indvandrere hele 67,1 procent af samtlige beboere. Kriminaliteten er også høj med 3.06 procent af samtlige beboere over 18 år dømt efter straffeloven og særlovene. Ligeledes opgjort per 1. januar i år.

 

Bebyggelsen ejes af Østjysk Bolig, der på sin hjemmeside for Bispehaven blandt andet reklamerer med ”store velindrettede lejligheder og lækre rækkehuse med egen have.”

Del på Facebook