I regeringens første levetid havde den en hang til at bruge meget store ord om sin egen indsats. Selv beskedne initiativer blev således udnævnt til at være ”historiske”.
De retoriske overdrivelser var et forsøg på at skabe en mere positiv stemning omkring en regering, der fra start var i alvorlige vanskeligheder.
Men de bidrog tværtimod til at forværre de troværdighedsproblemer, som regeringens løftebrud skabte. Og de blev ikke oplevet som et tegn på overskud og optimisme, men som et udtryk for desperation.
Gradvis indså regeringen dette, og Helle Thorning og de andre begyndte at dæmpe retorikken.
Men nu er den gal igen. Denne gang er det med social- og integrationsminister Annette Vilhelmsen i front.
En ny tids socialpolitik
I dag fremlægger hun på regeringsseminaret en såkaldt social plan frem mod 2020, med titlen: ”Alle skal være med”. Den skal være en slags parallel til regeringens økonomiske 2020-plan.
Her bliver opstillet en række socialpolitiske målsætninger. Dermed vil regeringen – hold nu fast – ”bringe socialpolitikken ind i en ny tid”. Intet mindre. ”Der er simpelt hen tale om et paradigmeskift,” understreger Annette Vilhelmsen.
Planen sætter en række mål op, hvad socialpolitikken skal nå inden 2020. Disse mål er ligefrem udmøntet i konkrete procenttal for forskellige områder.
Men det er svært at se, hvad disse tal konkret kan bruges til. Man står tilbage med det indtryk, at den ikke kun er lavet for at hjælpe de svage i samfundet. Den skal nok så meget hjælpe de svage i dansk politik, nærmere betegnet Annette Vilhelmsen og SF.
Planen giver det hårdt trængte parti hovedrollen i en styrkelse af regeringens sociale profil. Men samtidig giver den regeringen et nyt troværdighedsproblem.
Konkrete tal og nærgående spørgsmål
Planen skal mindske antallet af hjemløse med 25 procent i 2020. Andelen af udsatte børn og unge, der får en ungdomsuddannelse, skal øges fra 36 procent til 50 procent. Antallet af 15-17-årige, der bliver dømt i en straffesag, skal falde med mindst 25 procent frem mod 2020. (Politiken).
Det ville være meget glædeligt, hvis disse fremskridt kunne nås. Men de opstillede mål udløser uundgåeligt en række spørgsmål, som folk i den sociale verden da også allerede er begyndt at stille:
Hvordan er man nået frem til netop disse procenttal? Hvilken håndfast viden, hvilke konkrete erfaringer, hvilke solide beregninger ligger bag? Det er der ikke noget svar på, og alene af den grund virker målsætningerne meget luftige.
Det næste og største spørgsmål lyder: Hvordan havde man tænkt sig at sikre, at målene bliver nået?
Sagen er nemlig, at der ikke følger flere penge med. Hvis de smukke målsætninger alligevel skal nås, så kræver det i hvert fald, at man har overbevisende forslag til, hvordan den sociale indsats kan effektiviseres. Det har man foreløbig ikke.
Endelig kan der forudses en større diskussion om, at disse brede målsætninger først skal være opfyldt i 2020. Der vil ligge i hvert fald to folketingsvalg inden da. Så det er en noget vævende fremtidsmusik.
Spørgsmålet vil lyde; Hvorfor koncentrerer regeringen sig ikke om nogle mere begrænsede, men samtidig mere forpligtende mål for de nærmeste år?
To forklaringer på planen
Der er to mulige forklaringer på, at regeringen udsætter sig for disse ubehagelige spørgsmål – og de udelukker ikke hinanden:
Den ene er, at regeringen simpelt hen anser det for nødvendigt at hejse det socialpolitiske flag. Det kan godt være, at målsætningerne er blafrende og finansieringen er manglende. Men man får i hvert fald vist sin gode vilje oven på de skrappe reformer.
Det kan trække fronten op i forhold til de borgerlige.
Den anden mulige forklaring er, at man simpelt hen er nødt til at lave noget, der kan stive SF af.
Partiet må bringe store ofre i regeringssamarbejdet. Senest blev det kørt fuldstændig over af Socialdemokraterne i spørgsmålet om øremærket barselsorlov til mænd. Så nu skal Annette Vilhelmsen have mulighed for at vise, at det gør en forskel med SF-formanden som socialminister.
Ingen ydmyghed
Men regeringen løber en betydelig politisk risiko.
Fra nu af og frem til valget vil den blive spurgt om, hvordan den havde tænkt sig at opfylde målene. Og den vil blive vurderet på, om der er sket reelle fremskridt i forhold til de måltal, som den selv har opstillet. Uden brug af flere penge.
Det bliver noget af en opgave. Man skulle tro, at regeringen belært af erfaringen ville vælge en ydmyg tilgang til den. Noget i retning af: ”Vi ved, at det bliver svært, men vi vil i hvert fald gøre vores bedste for at vi kommer så langt som muligt med konkrete fremskridt.”
Annette Vilhelmsen gør imidlertid det modsatte. Hun oversælger planen ved at udråbe den til ”socialpolitikken i en ny tid” på et tidspunkt, hvor det hele står på meget usikker grund.
Dermed kan hun trække regeringen ind i endnu et pinefuldt troværdighedsproblem.
Man kan næsten høre sætningen: ”Der kommer en god social løsning i2020.”
