Gennem tiderne har det været en almindelig talemåde, at alle taler om vejret, men ingen kan gøre noget ved det. Efterhånden er vi kun et lille ugleset mindretal, der stadig kan betjene os af den formulering. Enhver form for det anstrøg af ydmyghed, der ligger i erkendelsen af, at påvirkning af vejret ligger uden for menneskelig rækkevidde, er nemlig helt borte med blæsten i disse år.
Troen på den del af naturvidenskaben, der er repræsenteret i FN’s klimapanel, er så stor, at den ikke blot mener at kunne styre temperaturen på jordkloden, men sikkert også flytte bjerge – hvorfor ikke? Når jeg endnu engang tager klimadebatten op i denne artikel, så sker det under indtryk af programmet ”Debatten” på DR2, hvor temaet i torsdags netop var klimaet.
Her så vi en skråsikker ung miljøminister og en lige så skråsikker klimaminister tale varmt for det fornuftige og eneste rigtige i at investere borgernes penge i grøn omstilling. Sidste skud på stammen er, at vindmølleparker skal finansieres via en ekstra afgift på danskernes elregning til stor skade for privatøkonomien og til stor skade for virksomhedernes konkurrenceevne. De to regeringspolitikere nægtede nærmest at diskutere noget med skeptikerne, for sandheden ligger jo fast, vi kender den, så hvorfor spilde kostbar tid på en demokratisk debat?
Grønne drømmere
Lad os nu være flinke og sige, at de igangværende klimaforandringer virkelig er menneskeskabte og er et resultat af et øget CO2-udslip. Giver det så mening, at et af verdens mindste lande ofrer sig på klimaets alter for at redde jordkloden, mens alle de virkelig store ”leverandører” af drivhusgasser (Kina og USA eksempelvis) tager det stille og roligt og siger tak for hjælpen til naive lille Danmarks grønne fanatikere, hvor CO2-udslippet nok skal falde drastisk i takt med, at arbejdspladserne forsvinder ud af landet? Klimaet reagerer næppe på et mindre CO2-udslip i Danmark.
Hvis den dybeste mening med den grønne omstilling ikke var at trække endnu flere penge fra borgernes lommer over i statskassen, så ville de grønne danske politikere i stedet for at handle med CO2-kvoter kæmpe en hård og sej kamp for at vinde international og global forståelse for, at det kun giver mening at reducere CO2-udslippet, hvis alle er med og i hvert fald de store aktører.
Ligeledes ville man gøre noget konkret ved den befolkningseksplosion, der dels er med til at øge udledningen af drivhusgasser, dels skaber masser af andre problemer i form af fattigdomsflygtninge m.v. Den kamp er imidlertid alt for besværlig og alt for jordnær for de grønne drømmere. Det ligger derimod lige til højrebenet – undskyld venstrebenet – at sætte gang i den grønne omstilling og lade skatteyderne, herunder erhvervslivet, betale regningen.
Skær af totalitarisme
Lige siden 1968-oprøret har jeg imidlertid haft en indre alarmklokke, der ringer, hver gang nogle svinger sig op til at ville redde hele verden. De særdeles velmenende og politisk overbeviste mennesker, der mener at sidde inde med sandheden og derfor for vores allesammens skyld rydder alt af vejen, som kan forhindre realiseringen af deres vision, rummer i sig en ubehagelig smag af totalitarisme. Vi så det i ”Debatten”, hvor Ida Auken og Martin Lidegaard mente at repræsentere den indiskutable sandhed og derfor gerne ville lukke af for yderligere diskussion af klimaspørgsmålet.
Interesse i at skabe angst
I stedet for som Ida Auken og Martin Lidegaard automatisk og på farisæisk vis at underordne sig FN’s autoritet i klimaspørgsmål kunne man måske stille sig kritisk og spørgende til hele problematikken og lytte til, hvad lige så anerkendte videnskabsmænd siger, selv om det ikke giver flere skatter og afgifter i statskassen.
Måske skyldes de klimaforandringer, der til enhver tid finder sted, processer ude i universet, som ikke er menneskeligt styrbare, men som er en del af et universelt kompliceret system, som ingen af os kan gennemskue? Ved vi overhovedet nok om CO2-gassens natur og dens indflydelse på klimaet til at agere som Ida Auken, Martin Lidegaard med flere? Næppe, men de har en klar interesse i at skræmme os fra vid og sans og dermed sætte sig selv i spidsen for de tiltag, der ifølge deres optik skal redde verden.
Kære vælgere – vogt jer for de politiske farisæere!