Lars Løkke gik i går ud i tre morgenaviser med det samme budskab. Han erklærede, at han ikke vil være statsminister for enhver pris. Han vil have nogle centrale politiske krav opfyldt – ellers må de borgerlige partier finde en anden.
Der er næppe mange, som tager Løkkes ord bogstaveligt. Hverken blandt de politiske partier eller blandt vælgerne tror man på, at Løkke kunne finde på at sige nej til statsministerposten, hvis han havde stemmer til at få den.
Det er i øvrigt også svært at forestille sig, hvordan det konkret skulle foregå. Hvis der er blåt flertal efter næste valg, vil dette flertal pege på Løkke som regeringsleder. Derefter vil han danne en regering, der så hen ad vejen må søge flertal for sin politik.
Det er ikke sådan, at man på valgnatten fører store politiske forhandlinger, før Løkke beslutter sig for, om han vil være statsminister.
Det reelle budskab
Løkke ved selvfølgelig godt, at det forholder sig sådan. Men han har bevidst brugt formuleringer, der sætter hans budskab på spidsen.
Hans reelle budskab var: ”De andre borgerlige skal ikke prøve at presse mig til en politik, som jeg ikke kan stå inde for. Så går det galt for en blå regering.”
Hvorfor sender han det signal netop nu?
Fordi valget nærmer sig, og meningsmålingerne peger vedvarende på, at de blå står til at overtage magten.
Og fordi Venstre er kommet under pres. Partiet har i nogen tid været vigende i meningsmålingerne og har specielt afleveret vælgere til Dansk Folkeparti.
I denne situation har Løkke to motiver til at slå fra sig.
Borgerlige stridigheder
Det første motiv drejer sig om, hvad de borgerlige skal stille op med en eventuel valgsejr.
Løkke kan se, at de andre borgerlige partier kører hårdt på med hver deres mærkesager, som på centrale punkter strider mod hinanden.
Dansk Folkeparti vil for eksempel have en vækst i det offentlige forbrug, der overgår den nuværende regering. Liberal Alliance vil stik modsat have minusvækst.
De Konservative og Liberal Alliance vil have skattelettelser i toppen. Dansk Folkeparti vil sammen med Venstre først og fremmest have lettelser i bunden.
Dansk Folkeparti vil have genindført den fysiske grænsekontrol, hvilket især Venstre og De Konservative er imod.
De andre partier kæmper indbyrdes, og de kommer alle med krav og trusler til Venstre, som står til at få statsministerposten og meget muligt danner regering alene.
Venstre-formand og mulig statsminister
Løkke siger nu til de andre, at de ikke bare skal stille krav til Venstre. De skal også indstille sig på, at Venstre skal have nogle centrale krav igennem.
Han nævner specielt følgende: Man skal gå efter skattelettelser i bunden. Og man skal holde de offentlige udgifter i meget stramme tøjler – udgangspunktet er nulvækst. Endelig vil Venstre sige nej til ”grænsebomme” (fysisk grænsekontrol), som det foreslås af Dansk Folkeparti.
Løkkes krav går hånd i hånd med budskabet om, at det kun er Venstre, der kan holde sammen på det blå flertal.
Dermed advarer han om, at hvis de andre profilerer deres egne mærkesager for hårdt på bekostning af hinanden og af Venstre, så kan en borgerlig regering ryge ind i alvorlige problemer.
For det første vil man lige i totterne på hinanden. For det andet risikerer man beskyldninger om løftebrud, fordi partiernes særkrav ikke lader sig opfylde.
Så Løkke optrådte i søndagsaviserne både i rollen som Venstre-formand og som (mulig) kommende statsminister.
Det må Løkke satse på
Løkke har givetvis ret i, at de enkelte blå partier nu markerer hver deres mærkesager så hårdt, at det kan give problemer efter et valg.
Men intet tyder på, at de andre partier vil opgive deres mærkesager i valgkampen for at samles om Venstres. De blå partier vil fortsætte med at profilere sig i forhold til hinanden.
Løkke må sætte sin lid til, at alle blå partier er bevidste om, at de skal lande i virkelighedens verden efter valget og ikke må kunne fanges i en debat om løftebrud.
Og så må han i øvrigt satse på, at Venstre igen går frem op til valget og på den måde får styrket sin autoritet i forhold til de andre.
Venstre og Dansk Folkeparti
Her kommer Løkkes andet motiv til at slå fra sig i den aktuelle situation:
Han skal ikke bare forberede tiden efter en eventuel blå valgsejr. Han skal også her og nu placere Venstre stærkere i forhold til Dansk Folkeparti, som er løbet med mange Venstre-vælgere.
Løkkes krav om skattelettelser i bunden er et brugbart våben i den sammenhæng. Det tiltaler i høj grad vælgere, der svinger mellem Venstre og Dansk Folkeparti.
Nulvækst i det offentlige (udgiftsstop) er et mere usikkert kort. Her vil Venstre også komme under hård beskydning fra regeringen. Der er formentlig forståelse hos vælgerne for en stram styring af de offentlige udgifter, men det står åbent, hvordan de ser på direkte nulvækst.
Når det gælder kampen om ”grænsebommene”, kan Venstre få det meget svært. Der er for tiden stærke vælgerreaktioner mod, at EU bestemmer for meget, og der er stor utilfredshed med, at kriminelle udlændinge har for fri adgang til Danmark. Det giver Dansk Folkeparti vind i sejlene.
Stærkeste argument – største problem
Løkkes stærkeste argument: Der er ikke andre end Venstre, som kan holde sammen på de blå.
Løkkes største problem: Venstre har svært ved at finde sin plads i forhold til det store vælgeropbrud, når det gælder EU.
