SKATs “kundebetjening” er et skrækeksempel på den digitale kommunikation mellem det offentlige og borgerne

Jeg er førtidspensionist uden gæld og fradrag af nogen art, og trods det kunne SKAT ikke regne ud, hvor meget jeg skulle betale af denne offentlige ydelse på et år, 2013, og jeg fik derfor en opkrævning på kr. 909,00 som skulle betales i tre lige store rater a`kr. 303,00, hvilket jeg så gjorde.

 

Da det så blev ved tiden, at der skulle afregnes for for meget indbetalt skat, fik jeg meddelelse om, at jeg skulle have kr. 339,00 tilbage i overskydende skat. Dejligt nok, men så kom der brev om tilbageholdelse af gæld til SKAT, kr. 302,00, hvilket jo ikke kunne passe, når jeg nu havde afregnet deres tilgodehavende.

 

Ingen levende personer

Jeg lukker så SKATS`s selvbetjeningsside op med mit NEMID og skriver en mail, som man jo kan rette til de personer, der sidder med overskydende skat. 10 minutter efter kommer der svar på mail, som jeg åbner. 

 

Til min undren har de blot sendt et “Standardsvar” som de kalder det, men ikke noget, som har med min sag at gøre, blot en remse over mulige ting som kan give anledning til min klage. Jeg mener jo, at hvis systemet skal kunne anvendes til kommunikation mellem borgere og det offentlige, skal der være “levende personer” at kommunikere med.

 

Besværlig vej for at få svar

Jeg ringede så i dag til SKAT, hvor jeg efter lang ventetid kom igennem til en person, som, efter at jeg havde trykket en mængde cifre ind på telefonen ad flere omgange, fordi systemet er opbygget sådan, at når man vælger en kategori, bliver man guidet videre til en ny menu af valgmuligheder.

 

Jeg blev stillet om fem gange, hver med lang ventetid, for endelig til allersidst at havne hos en dame, som ved at kigge nærmere på sin skærm kunne konstatere, at min påstand var korrekt, og at mine penge kr. 302,00 ville komme til udbetaling på et eller andet ikke bestemt tidspunkt.

 

Man kan jo sige, at det er en masse ståhej for et så lille beløb, men jeg blev helt opsat på at gøre det til en principsag, da min hustru modtog en opkrævning på kr. 2,00 for restskat sammen med en skrivelse om alle ulykker og konsekvenser, som kunne ramme hende, hvis hun ikke overholdt kravet.

 

Min mening er, at når SKAT kræver, at borgerne skal optræde så perfekt til sidste komma, så må det også gælde den modsatte vej.

 

Jens Chr. Andreasen

Del på Facebook