Var Mette Frederiksen bevidst om, at hun vildledte Folketinget?

Regeringen ramler fra den ene ministerskandale til den næste. Nu er det beskæftigelsesminister Mette Frederiksens tur.

 

Endnu engang drejer skandalen sig om vildledning af Folketinget.

 

Det står fast, at Mette Frederiksen har givet forkerte oplysninger til Folketingets medlemmer. Forkerte oplysninger, der blev brugt til at argumentere for reformerne af førtidspension, fleksjob og sygedagpenge.

 

Mette Frederiksen og hendes ministerium udlagde et projekt kaldet ”Tilbage til arbejde” (TTA) på en måde, som der ikke var belæg for.

 

Det er i sig selv alvorligt. Men det særligt sprængfarlige spørgsmål i sagen lyder:

 

Var Mette Frederiksen bevidst om, at hun vildledte Folketinget? Var hun bekendt med sagens rette sammenhæng, da hun gav de forkerte oplysninger?

 

Hvis svaret er ja, må hun bede til, at Enhedslisten endnu engang træder til med en redningskrans til en minister i havsnød.

 

Jyllands-Posten har afdækket forløbet efter at have fået aktindsigt i sagen.

 

Ministeriet serverede en helt anden historie

TTA-projektet (”Tilbage til arbejde”) drejede sig om 22 kommuners forsøg med at få folk tilbage i arbejde efter sygdom. Projektet blev i 2012 evalueret i en stor rapport.

 

Her konkluderede man, at ”resultatet på tværs af alle kommuner er en effekt på sygefraværet, der er tæt på nul”. Generelt var den indsats, der blev gjort i projektet, altså ikke lykkedes.

 

Men det var mildt sagt ikke det indtryk, som Beskæftigelsesministeriet gav over for Folketinget og offentligheden.

 

Her fremhævede man tværtimod projektet for dets positive resultater, der blev brugt som dokumentation for, at regeringens egne forslag trak i den rigtige retning. For eksempel forslaget om, at tværfaglige teams i kommunerne skal få folk tilbage i arbejde.

 

Fusk med resultater

Denne positive drejning af projektet opnåede ministeriet ved simpelt hen at lægge vægten på de fem kommuner i projektet, der havde pæne resultater. Ud fra disse kommuner udregnede man så tal for, hvor meget sygefraværet kan nedbringes.

 

Men det samlede billede for de 22 kommuner var altså helt anderledes. Derfor bliver ministeriets fremstilling kritiseret af eksperter, herunder eksperterne bag projektet.

 

”Det er en skidt boomerang at sende af sted,” skrev Glen Winzor, chef for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) til ministeriet. (Citaterne er fra Jyllands-Posten)

 

Seks overlæger kritiserede skarpt, at ministeriet bare pillede de fem bedste kommuner ud og lod, som om de var dækkende. De slog fast, at ”der ikke er holdepunkt for, at langtidssyge vil komme hurtigere i arbejde eller blive hurtigere raskmeldte, hvis man indfører TTA-konceptet i alle landets kommuner.”

 

Johan Hviid Andersen, professor ved Arbejdsmedicinsk Klinik på Regionshospitalet i Herning har følgende bidske kommentar til ministeriets fremfærd:

 

”Man bruger ikke-eksisterende resultater som baggrund for at udrulle dyre løsninger uden at vide, om de virker.”

 

Mette Frederiksen fortsatte

Det gjorde Mette Frederiksen vel at mærke også over for Folketinget. Hun gav det vildledende oplysninger, hvilket er en overtrædelses af ministeransvarlighedsloven.

 

Selv hvis hun ikke var klar over, at omtalen af projektet var fejlagtig, er dette belastende. Det er hendes ansvar, at Folketinget informeres korrekt. Tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach gik af, fordi han havde misinformeret Folketinget, uanset at han ikke selv var klar over det.

 

Men Mette Frederiksen er i en særlig alvorlig klemme, fordi hun fortsatte med at give vildledende oplysninger til Folketinget, efter at hun kendte til sagens rette sammenhæng.

 

I et kommende samråd vil hun givetvis blive konfronteret med spørgsmålet: ”Hvornår vidste du besked?”

 

Svaret vil være meget interessant for at kunne bedømme, hvor bevidst og systematisk Mette Frederiksen førte Folketinget bag lyset.

 

Men allerede nu står det altså klart, at hun holdt fast i en fejlagtig fremstilling af TTA-projektet, efter at hun var blevet konfronteret med eksperternes kritik.

 

Seks overlæger havde over for Folketingets beskæftigelsesudvalg protesteret mod ministeriets udlægning. Mette Frederiksen kommenterede på dette i Beskæftigelsesudvalget. Alligevel fortsatte hun med sin version i forsøget på at sælge regeringens politik.

 

Uofficiel dansk rekord

Morten Bødskov faldt, fordi han vildledte Folketinget. Annette Vilhelmsen blev reddet af Enhedslisten og slap med en næse, selv om hun havde vildledt Folketinget. Christian Friis Bach gik selv, fordi han havde vildledt Folketinget. Tidligere har Martin Lidegaard vildledt Folketinget ved at fortie oplysninger om huller i solcelle-lovgivningen.

 

Og nu altså Mette Frederiksen.

 

I regeringsgrundlaget blev der ellers talt smukt om god regeringsførelse. Men tilsyneladende var det udtryk for en velkendt skavank hos de snakkende klasser: Man tror, at det er nok at sige tingene.

 

I praksis har denne regering sat uofficiel dansk rekord i lemfældig omgang med ministeransvarlighedsloven. Endnu en skandale er føjet til med Mette Frederiksen. Nu venter vi bare på, hvor stor den viser sig at være.

Del på Facebook