En statsministers nytårstale er en tale til nationen. Den er ikke et polemisk indlæg i den partipolitiske debat.
I formen overholdt Helle Thorning denne ramme, da hun holdt sin nytårstale i går. Der var ingen skarptskårne politiske slogans og ingen direkte udfald mod hendes politiske modstandere.
Men under talens bredt favnende formuleringer lå en klar skjult dagsorden: Thornings ord var én stor appel til de vælgere, der har forladt hende, om at vende tilbage til hende og hendes regering.
Dermed blev det i realiteten en meget partipolitisk tale, der duftede af socialdemokratisk valgkamp. Dybest set var dens kernebudskab: Stem på mig!
Trak fronterne op
Thorning koncentrerede sig om tre emner: økonomi, offentlig velfærd og de ældre. Hun kom dog ikke med konkrete forslag eller ideer på samme måde, som da Lars Løkke i 2011 lancerede efterlønsreformen i sin nytårstale.
Thorning brugte i stedet sin tv-tid på mere generelt at trække fronterne op i forhold til de borgerlige, specielt Venstre og Dansk Folkeparti.
Venstre
Talen tog afsæt i, hvor vigtigt det er, at der er styr på økonomien. Thorning fremhævede, at det ikke var tilfældet i 00’erne – underforstået: dengang de borgerlige havde magten.
Derimod nævnte hun ikke, at hun og den daværende røde opposition gjorde, hvad de kunne, for at presse den borgerlige regering til en endnu løsere økonomisk politik med endnu højere offentlige udgifter.
Thorning udmalede ”et solidarisk Danmark” forankret i Socialdemokraternes historiske tradition. Stauning, H.C. Hansen og Krag stod opmarcherede som skygger bag hende på tv-skærmen.
Dette var det gode Danmark, som skal fastholdes ved at lade den offentlige sektor fortsætte med at vokse. ”For jeg tror ikke på nulvækst,” som Thorning føjede til.
Dermed gik hun langt i at bruge nytårstalen til at føre valgkamp. Begrebet nulvækst er entydigt forbundet med Venstre, som altså her blev placeret i skurkerollen.
Dansk Folkeparti
Kampen mod Dansk Folkeparti var heller ikke til at tage fejl af. Den kom først og fremmest til udtryk i, at en meget stor del af talen var viet til de ældre. Her er Thorning særlig hårdt trængt af Kristian Thulesen Dahl.
Igen gik Thorning usædvanlig langt ind i at fremhæve sine egne fortjenester i den dagsaktuelle politik: ”Jeg er glad for, at vi nu giver kommunerne en milliard kroner mere til de ældre.” Hun nævnte ikke, at det kun kom med i finansloven, fordi Enhedslisten insisterede.
Forude venter den barske virkelighed
Når Thorning holdt en så politisk nytårstale hænger det selvfølgelig sammen med, at hun er hårdt trængt.
Væk er de lyse timer, som hun oplevede, da det så allerværst ud for Lars Løkke i forbindelse med GGGI-sagen. I de seneste meningsmålinger er de røde igen langt efter de blå, og Venstre er på ny Danmarks klart største parti.
Talen vil dog næppe gøre den store forskel i det politiske billede – det gør disse taler meget sjældent. Lars Løkkes 2011-tale om efterlønnen var en undtagelse. Thornings tale var for ukonkret til at gøre det samme.
Og forude venter en barsk virkelighed på hende, når forårets politiske forhandlinger skal i gang.
I den kommende tid skal der gennemføres nye økonomiske vækstinitiativer. Der skal laves ændringer i beskæftigelsessystemet. Og produktiviteten i den offentlige sektor skal øges – med udgangspunkt i Produktivitetskommissionens forslag.
Afhængig af de borgerlige
På alle disse områder vil regeringen være nødt til at lave aftaler med de borgerlige. Disse aftaler vil have en pris, som vil slå alvorlige skår i de fine ord fra nytårstalen.
Således vil de borgerlige kræve nye lettelser i skatter og afgifter for at styrke virksomhedernes konkurrenceevne og skabe vækst og arbejdspladser. Det vil give regeringen færre penge til at øge det offentlige forbrug.
Dermed går en stor del af luften ud af Thornings forsøg på at skabe en klar frontstilling mellem Venstres nulvækst og regeringens velfærdsgaver til offentligt ansatte og andre borgere. Der vil heller ikke være det store spillerum for at give gaver til de ældre.
Desuden vil arbejdet på at øge produktiviteten i det offentlige kunne give regeringen nye sammenstød med offentligt ansatte – som man så det med skolelærerne.
Så når det bliver hverdag igen, vil Thorning få svært ved at omsætte nytårstalens ord til øget velfærdsforbrug og flere midler til de offentligt ansatte.
Samtidig vil hun være nødt til et føre en økonomisk vækstpolitik, som i høj grad er dikteret af de borgerlige.
Det bedst mulige
Men nytårstalen varsler, at hun satser på to ting for at få det bedst mulige ud af situationen:
Hun vil fortælle, at de røde har den gode vilje i forhold til den offentlige velfærd – i modsætning til de blå, der vil have nulvækst.
Og hun regner med, at der inden valget kommer en mærkbar bedring i den økonomiske situation. Regeringen kan så tage dette til indtægt for den ansvarlige økonomiske politik, som den har ført.
Hårdt arbejde
Men hun kæmper mod en betydelig mistillid i befolkningen.
Thorning kunne ikke overbevise danskerne om, at hun var den bedste til at lede Danmark under krisen. Og hun kommer på hårdt arbejde, når hun skal overbevise dem om, at hun er den bedste til at føre landet ud af krisen.
