Advokat Søren Vasegaard Andreasen, Jensen Advokatfirma, besvarer spørgsmål om lov og ret. Har du et spørgsmål, du ønsker besvaret, kan du sende det til [email protected]. Udvalgte spørgsmål vil i anonymiseret form blive besvaret her i avisen.
Spørgsmål:
Vi har et sommerhus (handelsværdi ca. 1 million kroner). Vi har en plan om at sælge det til et ApS og derefter forære vores børnebørn nogle anparter over nogle år og samtidig få tinglyst, at huset ikke kan sælges, inden der er gået for eksempel 25 år. Er dette muligt?
Svar:
Nej. Den foreslåede fremgangsmåde er ikke tilladt.
Sommerhusloven forbyder selskaber at eje sommerhus, medmindre det er til brug for selskabets medarbejdere.
Selskabet skal indhente en tilladelse fra Miljøministeriet, og den gives sædvanligvis kun, hvis der er mindst 6 fuldtidsbeskæftigede i selskabet.
Desuden må ejerne af selskabet ikke hverken låne eller leje sommerhuset. Jeg mener derfor ikke, at idéen med at oprette et selskab er brugbar i denne situation.
Det vil i stedet være muligt at sælge en del af sommerhuset til jeres børnebørn, så I ejer sommerhuset i fællesskab. Betaling kan ske ved udstedelse af et rentefrit anfordringsgældsbrev, hvor gælden kan nedskrives løbende.
Det er heller ikke muligt at tinglyse en servitut som anført.
I stedet bør der laves en samejeoverenskomst, hvor børnebørnene får forkøbsret til at købe sommerhuset, hvis en anden ønsker at sælge sin andel inden en vis dato.
Samejeoverenskomsten vil desuden regulere, hvordan værdien af sommerhuset skal fastsættes osv.