|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Ifølge en ny Epinion-måling for DR svarer 74 procent af de adspurgte, at de er enige i, at ansøgere om dansk statsborgerskab skal vurderes i forhold til, om de har holdninger eller ytringer, der strider mod demokratiske værdier. Det respondenterne mener, er naturligvis, at muslimer ikke skal have dansk statsborgerskab. Det kan man dog ikke sige højt i dagens ytringsstyrede Danmark uden grusomme konsekvenser. Epinion-målingen viser dog klart, at danskerne godt ved, at islam er uforenelig med folkestyret og, at muslimer er forpligtet til efter bedste evne at fremme Allah’s sag i stort og småt. Som muslim er man underkastet islams hellige skrifter, der gør kvinder til andenrangs væsener, jøder og kristne til tredjerangs og ateister, buddhister og hinduer til fjerderangs foragtelige undermennesker.
Epinion er helt klar over, at i Danmark er ytringsfriheden domineret af ytringstyranniet, der sikrer, at visse emner er beskyttet mod debat og kritik. Det gælder islam, klima, den grønne omstilling og farcen om Grønlands fremtid. Man kunne derfor ikke spørge direkte og kontant, om muslimer skal kunne blive danske statsborgere. Hvis 74 procent havde svaret nej i overensstemmelse med deres overbevisning, ville hele det progressive, dominerende Danmark gå bananas. DR’s TV-avis ville sammen med en større kødrand af forargede eksperter rejse spørgsmålet: Er danskerne blevet racister? En national skandale, der ville trække sure kommentarer fra EU og Europas progressive medier. Og det er stort set dem alle sammen. Takket være Epinions elegante formulering af spørgsmålet kom sandheden alligevel frem på samme måde som den gamle fædrelandssang ’Det haver så nyligen regnet’, der ikke handler om storm og skybrud, men er en opfordring til modstand mod den tyske besættelse af Sønderjylland efter krigen i 1864.
En del borgerlige politikere er udmærket bekendt med folkets holdning til hvem, der har fortjent statsborgerskab og har udvirket, at regeringen nu har nedsat en ekspertgruppe, der skal undersøge mulighederne for at sikre sig, at ansøgere til det danske pas ikke rummer antidemokratiske holdninger. Den sag er imidlertid død, inden den er født. I Danmark kan man åbent være nazist og kommunist og agitere for en fascistisk stat uden at komme i konflikt med loven. Efter anden verdenskrig besluttede det spæde demokrati i Tyskland at forbyde begge de store fascistiske bevægelser kommunismen og nazismen i modsætning til Danmark, der i demokratiets hellige navn fortsat tillod fascistiske partier. Islam er nutidens største fascistiske bevægelse, hvor en PEW-måling viste, at mere end halvdelen af Europas muslimer ønskede de nationale forfatninger udskiftet med islamisk lov. I Danmark viste en Wilke-måling for Jyllands-Posten, at hele 77 procent af de herboende muslimer ønskede grundloven udskiftet med den islamiske sharia-lov.
Så længe man frit kan være både dansk og nazist, kan myndighederne ikke nægte statsborgerskab til muslimer uanset deres antidemokratiske holdninger. I forvejen har de muslimer, der har erhvervet dansk statsborgerskab ikke megen respekt for det, de har skrevet under på. Som ny dansk statsborger skal man erklære, at man vil overholde den danske lovgivning, herunder grundloven, og at man vil respektere de grundlæggende danske værdier og retsprincipper, herunder det danske demokrati. Ifølge grundlovens § 71 ’er den personlige frihed ukrænkelig. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven’. § 77 garanterer ytringsfriheden og erklærer’ at censur kan ingensinde indføres’. Alt dette forhindrer ikke ’danske’ muslimer i at sende deres døtre på islamisk genopdragelse i Yemen eller Irak eller at tvinge dem ind i arrangerede ægteskaber. Eller at forhindre familien i social omgang med etniske danske. I de islamiske familier i Danmark ligger ytringsfriheden i fars lomme. Kvinders frihed og lighed er en vits ligesom respekten for danske retsprincipper, grundloven og demokratiet, hvad de ’danske’ muslimer ellers har skrevet under på.
Radikale politiske holdninger kan således ikke være en hindring for dansk statsborgerskab, sådan som vores politiske system er indrettet. Vi kan ikke nægte en tysker statsborgerskab kun med henvisning til, at han er nazist eller en kineser, fordi han er kommunist. Eller en araber, fordi han er muslim. Vi er faldet i vores egen fælde. Det danske samfund har vedtaget, at islam er en religion og intet andet. Islam anses for en tro på linje med kristendommen og den mosaiske tro. Af bekvemmelighedshensyn vil vi ikke anerkende, at islam er en totalitær politisk doktrin i aggressiv ekspansion. Det er derfor, at vi fik koranloven, og det er derfor, at vi nu tillader kvindelige anklagere at bære det tørklæde, der er symbolet på underkastelsen af islam. Hele islam, hele sharia, børneægteskaber, kvindeundertrykkelse, henrettelse af homoseksuelle, forfølgelser af kristne og jøder og bekæmpelse af demokratiet og retsstaten. Velkommen i byretten. Nu med sharia.
Toget er kørt. Vi er kommet for langt ud, og der er ingen vej tilbage. Hvis politikerne etablerer sindelagskontrol for at få statsborgerskab, hvem er så de ægte demokrater? Kan en fascist blive dansker? Kan en muslim? (det er jo bare en tro). Er en demokrat en socialdemokrat? Kan man få et dansk pas, hvis man støtter AFD og ønsker Marine le Pen som fransk præsident? Hvis man ønsker Donbas overdraget til Putin, afviser klimahysteriet og den grønne omstilling?
Det demokratiske kørekort som forudsætning for et dansk pas er en død sild. Vi får aldrig muslimer til at melde sig ind i folkestyret, men vi kan stoppe al indvandring fra islamiske kultursamfund, og vi kan tvinge herboende ’danske ’ muslimer til at overholde dansk lovgivning til punkt og prikke. Fuld frihed og lighed for kvinder, ingen social kontrol, ingen skolevold, ingen tvangsægteskaber eller sex med mindreårige piger. Stop for kontanthjælp ved første arbejdsvægring.
Det gør ikke muslimer til demokrater, men det tvinger dem til at respektere og frygte folkestyret og til at leve i det på retsstatens fulde præmisser. Det er ikke ideelt. Men som tingene står, er det nok det bedste, vi kan få.
Artiklen er trykt på aamund.dk