|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
**** 4 stjerner ud af 6
Steven Spielberg (født 1946) er amerikansk filmskaber og kendt som en gigant inden for branchen.
Han har modtaget ikke mindre end tre Oscars , fire Golden Globe Awards , fire BAFTA Awards , tolv Emmy Awards , en Tony Award og en Grammy Award , samt AFI Life Achievement Award i 1995, en æresriddertitel i 2001, Kennedy Center Honor i 2006, Cecil B. DeMille Award i 2009, Presidential Medal of Freedom i 2015 og National Medal of Arts i 2023. (Kilde: Wikipedia)
Blandt hans film er ”Duellen” (1971), ”Twilight Zone” (1983), ”Farven lilla” (1985), ”Jurassic Park” & ”Schindlers liste” (1993), ”Lincoln” (2012) og ”Spionernes bro” (2015).
Et hovedtema i den seneste film – spørgsmålet om der findes andre levende, intelligente væsener i rummet – har tidligere været på Spielbergs liste. Først med ”Nærkontakt af 3. grad” (1977), siden i ”E.T” (1982).
”Disclosure Day” trækker på materiale hentet alskens steder. I historier om korncirkler, i folks erindringer om møder med ’aliens’, i CIA-rapporter om (psykisk) overvågning og militære eksperimenter med (påstået) teknologi reddet fra forulykkede UAP’er m.v.
I parentes bemærket talte man tidligere om UFO’er – Uidentificerede Flyvende Objekter – i dag lyder forkortelsen UAP’er – Unidentified Anomalous Phenomena).
HANDLING
Margaret Fairchild (Emily Blunt) er vejrvært på en lokal tv-station i Kansas City og på vej op ad rangstigen. Men en dag lige før hun skal på, ændres hendes adfærd radikalt, uden hun selv kan styre det. Hvad der sker er et mysterium såvel for hende selv som for omgivelserne.
Cybersikkerheds-eksperten Daniel Kellner (Josh O’Connor) er i en lignende situation. Ligesom Margaret har han huller i sin erindring og agerer på en måde, han ikke selv er herre over.
I første omgang kender de to ikke hinanden, men kommer til det bl.a. med hjælp fra ex-WARDEX-agent og dissident Hugo Wakefield (Colman Domingo).
WARDEX er en hemmelig organisation under ledelse af Noah Scanlon (Colin Firth), der vil lægge låg på beviserne for, at vi ikke er alene i universet. Han vil under ingen omstændigheder have sandheden ud, da han er af den opfattelse, at menneskeheden ikke vil kunne klare afsløringen. For at sikre at hemmelighederne forbliver skjult, er han parat til at tage alle tænkelige metoder i brug for at uskadeliggøre potentielle dissidenter.
Da Daniel, Margaret og Hugo tilhører denne kategori, er spørgsmålet: Vil de mod alle odds overleve og fuldføre deres mission med at få sandheden frem?
VURDERING
Manuskriptforfatteren David Koepp betegner filmen som en scí-fi thriller, og med et indhold, der minder ham om 70’er-thrillere om sandheder, der bliver holdt skjult for offentligheden. Fx Sidney Pollacks ”Tre døgn for Kondor” (1975) – en meget passende sammenligning.
Så det andet og ikke mindre væsentlige hovedtema i filmen er, at vi lever i en verden af misinformation, hvor det bliver stadig vanskeligere at drage grænserne mellem fiktion og virkelighed, mellem løgn og propaganda på den ene side, sandheden på den anden. Især fordi magtfulde mennesker har en interesse i at mørklægge sandheden.
Skuffede forventninger
Det er muligt, at mine forventninger til ”Disclosure Day” har været for store – i hvert fald skuffer den. Manus / dialog er i flere scener tåkrummende, og så er filmen også for lang.
Fire stjerner bliver det ikke desto mindre til, eftersom det vist ikke er muligt for Steven Spielberg at lave en dårlig film. Han mestrer håndværket og har qua sin position som vidunderinstruktør rigelige (økonomiske) ressourcer og de bedste person-kræfter til rådighed, både foran og bag kameraet.
Et par af scenerne er teknisk utroligt flotte og visuelt betagende.
Såre interessant er, at Spielberg har ladet intuition få lov til at spille en altafgørende rolle i personkarakteristikken. Gang på gang træffer Margaret og Daniel valg på deres mavefornemmelser og ’ved’ bare – uden at kunne sætte ord på – hvilken vej, der er den rette at følge. Deres indre kompas styrer dem.
Længde: 145 minutter
- Medvirkende: Emily Blunt, Josh O’Connor, Colin Firth, Colman Domingo, Eve Hewson m.fl.
- Instruktør: Steven Spielberg
- Manus: David Koepp
- Trailer: Disclosure Day | Official Trailer
- Censur: Tilladt for børn fra 11 år
- Premieredato: Onsdag d. 10. juni