Meningsmåling viser, at stort set ingen fra de muslimske lande vil rejse hjem – de siger nej uanset hvor mange penge de bliver tilbudt

Tilbud om kontant betaling til migranter for at tage hjem, hvor de kommer fra, har skiftende regeringer haft liggende i værktøjskassen i et forsøg på at vende strømmen, så flygtninge ikke bliver til indvandrere.

Spørgsmålet er, om man kan gøre den gulerod stor og appetitlig nok. En større undersøgelse blandt migranter fra MENAPT-landene lavet af Als-Research for Kontrast tyder på, at end ikke den lækreste og største gulerod vil have nogen nævneværdig effekt. (MENAPT-landene er muslimske lande i Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet, red.)

Siden 2021 har det været pålagt kommunerne at indkalde flygtninge og indvandrere til samtaler for at gøre reklame for den frivillige hjemrejse med en stor check i kufferten fra de danske skatteydere. Det sker bare ikke. Sidste år rejste blot 800 personer hjem på repatrieringsydelsen, selvom beløbet pr. person efterhånden er steget til næsten 300.000 kroner.

At antallet betyder noget på den negative måde har været erkendt bredt politisk i en del år, og man har gjort mange krumspring for at bremse indvandringen fra Stormellemøsten og Nordafrika især. Der er da også kommet en opbremsning i antallet af asylansøgere, men til gengæld er antallet af familiesammenføringer og andre måder at få opholdstilladelse på i Danmark steget.

Særlov, der ikke virkede
Da de syriske migranter i stort tal krydsede landegrænserne for ti år siden, vedtog Folketinget en særlov, der netop skulle sikre, at syrerne ikke blev til indvandrere, men ville rejse hjem igen. Der er som sagt gået ti år, og antallet af syriske migranter er steget gennem alle årene. De rejser ikke hjem. Og nu er det formentlig for sent.

For den nye undersøgelse viser meget tydeligt, at når først folk har fået arbejde, familie og hverdag i Danmark, falder interessen for at blive repatrieret markant. Og når først årene er gået og tilknytningen til Danmark er steget, gør det kun en meget lille forskel, hvor mange penge man tilbyder. Man kan lægge en eller flere millioner på bordet. Det bliver et nej-tak fra indvandrerne.

Meget få er interesserede
Undersøgelsen bygger på svar fra 2.000 personer og giver et ret klart billede af, at beslutningen om at blive eller rejse handler langt mere om tilknytning end om økonomi.

Ved det nuværende niveau for repatrieringsydelsen er det kun omkring 6%, der siger, at de er interesserede i at tage imod repatrieringsydelsen. Over 80 procent afviser helt og aldeles muligheden.

Man kunne tro, at højere beløb ville ændre det billede. Det gør det også, men kun lidt. Interessen stiger en smule, når beløbet hæves, men effekten flader hurtigt ud. Selv ved meget høje beløb er det stadig et klart mindretal, der overhovedet overvejer det.

I dag er den maksimale ydelse på lidt under 300.000 kroner. Ved det niveau mener cirka 6%, at ydelsen virker tillokkende. Ved at fordoble ydelsen kan man blot hæve andelen til 7,8%, og selv hvis man udbetaler 1.000.000 kroner pr. person vil kun 9% tage imod tilbuddet. Ved 5.000.000 kroner blot 11%.

Det handler ikke om pengene
Når man spørger mennesker fra MENAPT-landene, hvorfor de ikke er interesserede, er det sjældent økonomien, de peger på. I stedet handler det om livet i Danmark. Familien er her. Børnene går i skole. Man har arbejde, bolig og en hverdag, der fungerer.

Kun en meget lille andel nævner selve beløbet som en barriere. Det er med andre ord ikke et spørgsmål om, at ydelsen er for lav. For de fleste er spørgsmålet slet ikke økonomisk.

Det mest tydelige mønster i undersøgelsen er knyttet til opholdstid. Jo længere tid man har været i Danmark, desto mindre er interessen for at rejse tilbage. Det fremgår ikke direkte af data, men det bliver konklusionen næsten uanset, hvordan man skærer tallene. Tiden går, tilknytningen stiger og interessen for repatriering falder.

Tilknytning stiger med tiden
Og det er ikke kun interessen, der falder. Det gør reaktionen på at blive tilbudt penge også. Blandt personer med kort opholdstid kan et højere beløb godt gøre en forskel. Men efter nogle år i Danmark er effekten næsten væk. Selv store beløb ændrer kun marginalt på interessen.

Det er tilknytningen til Danmark, som gør udslaget, og den stiger med opholdstiden. Der tegner sig altså et ret snævert tidsvindue, hvor repatriering overhovedet er en realistisk mulighed for flere end et lille mindretal.

Der er forskelle mellem grupper. Syrere er for eksempel mere åbne over for repatriering end tyrkere. Personer uden dansk statsborgerskab er også mere tilbøjelige til at overveje det.

Men når man ser på, hvor længe folk har været i Danmark, begynder forskellene at udviskes. Efter mange år i Danmark ender grupperne med nogenlunde samme lave interesse – uanset baggrund.

Halvdelen kender den ikke

Repatrieringsordningen er et centralt redskab i udlændingepolitikken. Alligevel kender flertallet af målgruppen den ikke. Undersøgelsen viser, at 56 procent af personer med MENAPT-baggrund aldrig har hørt om ordningen.

Samtidig er holdningen mere positiv blandt dem, der har kendskab til ordningen. 52,3 procent vurderer ordningen positivt, mod 35,6 procent blandt dem, der ikke kender den, når de bliver præsenteret for den i undersøgelsen. Tallene peger umiddelbart på, at flere ville benytte ordningen, hvis de kendte til den.

Kommunerne har pligt til at informere
Kommunerne er ikke blot administratorer af repatrieringsordningen. De er faktisk blevet pålagt en aktiv vejledningspligt. Repatriering indgå i den lovpligtige integrations- og beskæftigelsesindsats, og siden 2021 har kommunerne haft pligt til at afholde såkaldte dedikerede vejledningssamtaler med udvalgte grupper.

Det gælder blandt andet personer med længere ophold i Danmark og tilknytning til kontanthjælpssystemet. Samtalerne skal være individuelle og tage konkret udgangspunkt i mulighederne for at vende tilbage til hjemlandet med økonomisk støtte.

Der er altså ikke tale om en passiv ordning, hvor borgerne selv skal opsøge information. Staten har pålagt kommunerne at bringe den frem. På den baggrund fremstår undersøgelsens tal bemærkelsesværdige.

Hvis over halvdelen af målgruppen ikke kender ordningen, peger det på én af to forklaringer. Enten prioriterer kommunerne ikke opgaven højt nok i praksis – trods lovgivning og vejledningspligt. Eller også hører indvandreren slet ikke efter, når de sidder til møde med kommunen.

Guleroden kan ikke løse problemet
Samlet set peger undersøgelsen på, at repatrieringspolitikken har en indbygget begrænsning. Den kan have en vis effekt tidligt i forløbet – blandt personer, der endnu ikke er stærkt forankret i Danmark. Men når først tilknytningen er etableret, er beslutningen i praksis truffet. De bliver i Danmark uanset hvad.

Det stiller politikerne i et dilemma. Det er klart mest fremkommeligt at repatriere ved hjælp af en gulerod, hvor man tilbyder penge og hjælp til at komme tilbage, men når politikerne ikke fik syrerne ud i tide, virker guleroden ikke, og så må man enten fortælle til vælgerne, at syrerne bliver i Danmark og fortsat vil vokse i antal gennem familiesammenføringer, eller man må ty til pisken i udlændingepolitikken.