|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Regeringen vil nu undersøge, om man kan forlænge licenserne til at udvinde olie og gas i den danske del af Nordsøen.
Det sker, fordi man gerne vil frigøre sig fra afhængighed af gas fra Rusland.
– Krigen i Ukraine har vist, at energi er et våben i de forkerte hænder. Der er ingen vej uden om et energiuafhængigt Europa, der selv producerer den energi, vi har brug for, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard i en pressemeddelelse.
Blandt andet udløber licensen til at udvinde gas fra platformen Tyra i Nordsøen i 2042. Det er en af de licenser, regeringen ønsker at forlænge frem til 2050.
Et bredt flertal i Folketinget har tidligere aftalt, at Danmark ikke skulle udvinde olie og gas i Nordsøen efter 2050.
DI kommer med stor ros
Regeringen har i dag taget første skridt til at udnytte Nordsøaftalens fulde potentiale og forlænge olie- og gaslicenserne. Det møder stor ros fra Dansk Industri (DI), der understreger nødvendigheden i at prioritere europæisk energisikkerhed. DANSK INDUSTRI
Mere end 60 procent af det europæiske energiforbrug importeres i dag fra lande uden for EU. Det stiller europæiske borgere, virksomheder og samfund i en meget sårbar situation særligt i en verden, der er blevet mindre tilregnelig.
– Vi har en fælles forpligtigelse til at reducere vores afhængighed af olie og gas fra lande uden for Europa. Det er ikke kun i dansk interesse, men en bred europæisk sikkerhedsmæssig interesse. Vi er simpelthen alt for sårbare på dette punkt, og desværre er det ikke alle lande i Europa, der er ligeså gode til at producere grøn energi som i Danmark, siger Troels Ranis, direktør i DI Energi.
Derfor møder det stor også ros fra DI, at regeringen nu vil undersøge mulighederne for at udnytte Nordsøaftalens fulde potentiale.
– Regeringen tager et stor ansvar her, som jeg håber, der vil være bred politisk opbakning til. Det er simpelthen en samfundsmæssig nødvendighed, at vi gør alt, hvad der er i vores magt, for at blive energiuafhængige. Afklaringsprocessen og rammerne, hvormed det skal gøres, skal selvfølgelig være grundige, men der også brug for et højt tempo. Europæisk energiuafhængighed og -sikkerhed både er og skal være en topprioritet, siger Troels Ranis.
DI har tidligere anbefalet, at de nuværende tilladelser til indvinding af olie og gas i Nordsøen forlænges. For at imødekomme væsentlige klimahensyn- og forpligtelser skal indtægterne fra indvindingen placeres i en ny, grøn sikkerhedsfond, der som minimum skal modvirke den udledning, der vil opstå.
– Alt sammen skal naturligvis være i overensstemmelse med vores grønne forpligtelser. Indtægterne fra olie- og gasindvindingen skal investeres i konkrete tiltag, teknologier og løsninger, der som minimum modvirker den øgede kulstofudledning, der vil opstå. Det er vi heldigvis eksperter til i Danmark, så jeg er sikker på, at vi kan finde en balance, der ikke går på kompromis med vores klimaambitioner, siger Troels Ranis.