|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Natten til onsdag var omkring 200 personer samlet i centrum af Odense, hvor de fyrede fyrværkeri af mod både andre borgere, mod politiet og mod vinduer.
Det fortæller Henrik Strauss, som er vagtchef ved Fyns Politi, tidligt onsdag morgen, ifølge TV2Fyn.
Ingen kom til skade under hændelsen, som vagtchefen beskriver som et ragnarok. Politiet måtte trække stave og sætte hunde ind for at bringe det til ophør.
– Det har været voldsomt, det er jeg nødt til at sige. Der har været 200 mennesker samlet, der har skudt af efter alt og alle i midtbyen.
Fyns Politi fik omkring klokken 19.45 efterretninger om, at en større gruppe personer ville forsamle sig i det centrale Odense for at affyre massive mængder fyrværkeri. Persongalleriet er formodentlig de samme, som Fyns Politi de seneste dage har truffet i forbindelse med andre affyringer af nytårsfyrværkeri. Disse hændelser er sket flere steder på øen blandt andet i Langeskov, Ringe og Vissenbjerg. (Politiets pressemeddelelse)
Ved disse hændelser er flere personer blevet sigtet for fyrværkeriloven.
Vagtcentralen sendte en større mængde patruljer til centrum af Odense.
Kort før midnat begyndte der at blive affyret fyrværkeri. Der blev skudt på må og få og i alle retninger, hvilket udsatte borgere i området for fare.
Politiets patruljer blev ligeledes beskudt med fyrværkeri.
Nogle af gerningspersonerne maskerede sig og bevægede sig rundt i byen. Primært fra Slotsgade/Vindegade i retning mod Kongensgade.
Der blev benyttet både lovligt og ulovligt fyrværkeri under hændelsen.
Fyns Politi besluttede, at det primære formål var at få opløst folkemængden for at sikre sikkerheden for borgere og beboere i området.
Derfor blev der sat ind med politihunde og et større antal patruljer, hvilket fik opløst grupperingen.
Ingen kom til skade under hændelsen, ligesom ingen blev bidt af politihunde.
Omkring klokken 01.30 var alt igen roligt i det centrale Odense.
”Der er kun få ord at beskrive den her hændelse med: tåbeligt, forkasteligt og decideret dumt. Når man på denne måde affyrer så store mængder fyrværkeri i tæt bebyggelse, så udsætter man både sig selv og andre for alvorlig fare. Fyrværkeri er ikke legetøj, og jeg er ærlig talt rystet over, at det her kan finde sted. Vi har heldigvis registreret en del personer og vil nu efterforske yderligere for at se, om der er grundlag for at stille nogen til ansvar”, udtaler vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Anders Therkelsen.
– Det var både lovligt fyrværkeri, men også rigtig meget ulovligt fyrværkeri. Det var dog primært selve anvendelsen af det, der var voldsom, siger Henrik Strauss.
Fyns Politi har mellem jul og nytår set en række hændelser, hvor en større gruppe unge mennesker har fyret fyrværkeri af.
– Det er klart, vi ser med ret stor alvor på, at man skyder med fyrværkeri efter andre mennesker og efter politiet.
Ifølge TV 2 Fyns reporter på stedet var der langt overvejende etnisk danske teenagere, som havde samlet sig i Odenses gader.
To gruppe skød med fyrværkeri mod hinanden, fortæller en barejer i TV2 News.
Det var ret voldsomt, det var som en krigszone, siger han.