|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Klimaaftalen for energi og industri mv. af 22 juni 2020 har lige haft 5 års jubilæum, hvorfor man nu kan vurdere, om den er en succeshistorie eller ej. Den er Danmarkshistoriens hidtil største og dyreste projekt og den blev vedtaget af et flertal i Folketinget. KEF-ministeriet (Klima-Energi-Forsyning) leverede imidlertid et meget ringe vidensgrundlag til at træffe de vidtgående beslutninger i Folketinget. Aftalen er mere baseret på myter og grønvask end på faglig viden og den mangler dyberegående teknisk-økonomiske analyser. Det nødvendige materiale hertil forelå ellers i rigelig og lettilgængelig mængde.
Hvordan er det gået?
Det er ikke underligt, at mange igangsatte projekter under aftalen har udviklet sig helt anderledes end forventet. Regeringen synes stadig at være tilfreds, selvom aftalens forskellige elementer ramler og mange projekter lukker. Regeringen vil nok gerne vente med at tage disse emner op til efter det folketingsvalg, der skal udskrives inden for det næste år.
Efter de første års begejstrede vurderinger af de mange ”grønne investerings-eventyr” med kommende milliardindtægter viser praksis nu noget ganske andet i form af behov for statslige tilskud og mangel på kunder til de udviklede produkter. Aftalen sigtede ellers efter, at alle dens projekter skulle kunne hvile i sig selv.
Ingen vil i dag bygge vindmølleparker uden store statstilskud; kun få kan få lov til at bygge solcelleparker pga. manglende elnetkapacitet til at modtage deres el; Topsøes spritnye, milliarddyre fabrik til fremstilling af elektrolyseanlæg mangler ordrer; PtX anlæg fremstiller produkter, der er 4-5 gange dyrere end de tilsvarende fra Rotterdam fremstillet ud fra naturgas; brintrøret er forsinket og en forventet stor tysk partner har trukket sig, ligesom der ikke er faste kunder til at aftage den danske brint. Også CCS (carbon capture and storage) er alt for dyr. Alt er forsinket, så et kernekraftværk med elproduktion 24/7 kunne være bygget inden for samme tidsramme og økonomi.
Danske vindmøller er en teknisk succes
Én rigtig stor succes er, at danske vindmøller har udviklet sig til at være teknisk fremragende, så de nok er verdens bedste. Danmark er et moderne 24/7 samfund, som er stærkt afhængigt af at have en sikker, stabil, styrbar og gerne billig grøn elforsyning 24/7. Vindmøllers ydelse er imidlertid stærkt, hyppigt og ukontrollabelt varierende. I januar til august 2025 varierede ydelsen fra vind + sol imellem 0 % og 151 % af elforbruget med et middeltal på 57%.
Vi må være glade for, at Danmarks elforbrug udgør under 4% af vore naboers, så vi har mulighed for at eksportere til og importere fra dem. Men det forekommer temmelig letsindigt at gå ud fra, at dette kan fortsætte. Nordmændene ønsker i hvert fald at afbryde forbindelsen over Skagerak. Anvendelige metoder til opbevaring af elektricitet i store mængder indskrænker sig til norske og svenske vandmagasiner, der har en helt utilstrækkelig kapacitet til at dække også Nordeuropas behov.
Regeringen er i fuld gang med at udfase vore kulfyrede kraftværker. Det vides ikke, hvilke tanker den har gjort sig om anden back-up til erstatning for værkernes elproduktion. Det vil ellers være af betydning for vor i forvejen ringe grad af selvforsyning med el.
Vind + sol ydede ganske vist i gennemsnit 57 % af vort elforbrug i perioden januar august 2025. Men ydelsen varierede imellem 0% og 151% af dette. Solceller yder intet om natten og månedsgennemsnittene varierede i 2025 mellem 47 MW i januar og 834 MW i juli. Vor grønne el må derfor i dag karakteriseres som en sekundavare, som kun er brugbar ved hjælp af kompliceret og dyr back-up.
Vind og sol vil aldrig kunne blive den planlagte rygrad i en dansk grøn elforsyning
Uanset hvor mange vindmøller og solceller vi bygger, vil de aldrig selv tilsammen kunne levere tilstrækkelig el til at dække det danske elbehov. Med deres variationer og pauser vil de aldrig kunne blive rygraden i dansk grøn elforsyning uden et effektivt grønt back-up system (vi kender kun vandkraft), som kan overtage elproduktionen, når vindmøller og solceller ikke kan levere.
Vort grønne back-up system i dag er afbrænding af træflis fra andre landes skove og andre landbrugsprodukter i stor mængde, som sammen med tilsvarende danske produkter og sammen med biogas er vor største kilde til grøn elproduktion. Flisimporten er ikke bæredygtig og bør derfor ikke fortsætte, men må erstattes af anden energi.
Det er bemærkelsesværdigt, at elforbruget per indbygger er faldet fra i gennemsnit 762 watt i 2006 til 736 watt i 2024. En svenskers elforbrug er ca. det dobbelte. Skal vi være fossilfrie skal elforbruget nødvendigvis stige. Dette er ikke gjort med at bygge flere vindmøller og solcelleanlæg. Og selv afskaffelse af benzin- og dieselbiler, vil ikke bringe os op på svensk niveau. Enhver kemiingeniør ved, at PtX er en absurd teknologi. Så hvad nu?
Danmarks eget elproduktionssystem er så ustabilt, at vi er dybt afhængige af at kunne trække på vore nabolande. Sommetider tæt på hele vort elforbrug. Dette er absolut ikke tilfredsstillende.
Den fremtidige grønne elforsyning i Danmark
Det eneste bud i dag på et leveringssikkert grønt back-up system er atomkraft enten som et seriebygget moderne værk af klassisk størrelse på ca. 1,5 GW eller flere små SMR (seriebyggede modulære reaktorer) a ca. 300 MW forventeligt fra ca. 2030. Men atomkraft vil denne regering jo fortsat forbyde.
Konklusion
Klimaaftalen af 20. juni 2020 har resulteret i mange fejlbeslutninger. Der er derfor behov for, at den erstattes af en ny, moderniseret og teknisk-økonomisk gennembearbejdet aftale, som også omfatter atomenergi.
Ib Andersen, klimahygiejniker, dr. med, Søren Kjærsgaard, civilingeniør
