|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Fredag fløj tre russiske MIG-kampfly ind i Estlands luftrum og blev der i 12 minutter – uden tilladelse fra Estland eller andre NATO-medlemmer. Det var en klokkeklar krænkelse af et NATO-medlems territorium.
Estlands udenrigsministerium kaldte det en fræk krænkelse af estisk territorium, og NATO afskar det russiske fly (interception). Men Rusland havde med denne episode sendt et meget fjendtligt signal til til Vesten (NATO). Det må ses som et led i rækken af russiske forsøg på at chikanere og skræmme ikke mindst de mere sårbare NATO-medlemmer.
Denne chikane føjer sig til en række andre aggressioner og provokationer fra russisk side på det seneste.
Den Korte Avis har omtalt disse provokationer, herunder de omfattende droneangreb, som har været rettet mod polsk territorium.
Ruslands hensigt med disse grove provokationer er åbenbar: De skal skræmme og presse vestligt militær og vestlige politikere til at give efter for Putins aggressive politiske og militære ambitioner.
Putin tester Trump. Han gør det i et forsøg på at udnytte de ret uklare og vaklende reaktioner, der er i flere tilfælde er kommet fra Trumps side.
Den russiske diktator ser en mulighed for at opnå en styrkeposition, der giver ham en hidtil uset indflydelse på den vestlige verdens politiske strategi. Trump skal være hans redskab.
Det var allerede Putins plan i forbindelse med topmødet i Alaska. Men den plan synes at være røget i vasken. Modsætningerne mellem Putin og Trump er trådt tydeligere frem. Det er åbenlyst uholdbart, at Trump giver den som vestlige leder, samtidig med, at han plejer tætte forbindelser til Putin.
Denne position siddende på gærdet er uholdbar set både ud fra en politisk og en militær synsvinkel.
Noget tyder på, at Trump er blevet mere forsigtig i sin omgang med Putin efter Alaska. Gradvis ser han i øjnene, at Putin har planer, der er så aggressive i forhold til Vesten, at Trump er nødt til at vælge side.
Den amerikanske præsident er ikke meget for at tage klart stilling. Han har svært ved at få det gjort. Men han er nødt til at afgøre med sig selv, om han hører til Vesten eller til Vestens modstandere med Putin i spidsen. Og Trump trækker i retning af Vesten. I pagt med dette har han også styrket sit bånd til Ukraines præsident Zelenskyj.
Trump er tiltrukket af Putin som den stærke mand. Men han er realistisk nok til at vide, at hvis han skal overleve politisk, så skal det være sammen med Vesten
Trumps udvikling – herunder det forbedrede forhold til Zelenskyj – har betydning for hans reaktion på Putins militære aggression mod Ukraine.
Da han under underskrivelsen af en bekendtgørelse i præsidentens ovale kontor blev spurgt, om der var en trussel mod NATO, svarede han: ‘Jeg elsker det ikke. Jeg kan ikke lide, når det sker. Det kan give store problemer.’ Trump gjorde det klart, at han ikke var tilfreds med situationen.
Trump er tydeligvis ikke meget for en direkte konfrontation med Putin og dermed Rusland. Men han kan ikke lukke øjnene for det militære opgør, som Putin fremprovokerer. Han er nødt til at sætte Putin på plads i forhold til NATO’s beslutninger. Og han vil formentlig være nødt til at gøre udvidet brug af militær magt – eller i hvert fald true kraftigt med at gøre det – hvis han skal fastholde NATO’s styrke og autoritet.
Et større opgør er under opsejling.
