|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Palæstinensiske børn og danske hospitaler
Da læge Suher Othman brillerede i Debatten 11.9.2025 om situationen i Gaza, benyttede hun lejligheden til at udskamme Danmark for vores manglende vilje til at tage ansvaret på os for Gazas mange lidende børn. Danmark burde anerkende sit ansvar for den hæslige situation ved, at vi bragte palæstinensiske børn herop og stillede vore hospitalers ekspertise til rådighed for dem og deres familier.
Det er et helt igennem vanvittigt forslag, som hun symptomatisk nok deler med den yderste venstrefløj. Ideen er på månen, fordi vi VED fra erfaringerne med palæstinenserloven af 1992, at palæstinensere ikke lader sig integrere. Statistikken taler sit deprimerende sprog. De udvikler sig for det store flertals vedkommende til uintegrerbare bistandsklienter, der for manges vedkommende oven i købet ender i kriminalitet og had til Danmark. Hvad skal vi med dem, og hvad skal de med os?
For Othman giver forslaget hende mulighed for at udstille os som hjerteløse hyklere, der som det mindste skylder de palæstinensiske børn og deres familier adgang til vore hospitaler. Men vi er så forhærdede, at vi end ikke ser har viljen til at gøre noget ved det. Hun kan rende og hoppe, kan hun!
Othmans optagethed af børnene
Der er blandt meget andet det galt med Othmans forslag, at dets fokus slet ikke er børnenes tarv.
Hvis Othman virkelig mente noget med det, så kunne hun jo rette henvendelse i Palæstinas nærområdes arabiske stater som f.eks Saudi-Arabien eller Emiraterne og anmode dem om hjælp. De er som palæstinenserne en del af den arabiske kultur, og så er de stinkende velhavende.
Så hvis Othmans primære mål var børnenes tarv, så ville det da være oplagt at henvende sig der. Men sådan spiller klaveret altså ikke!!
For Othman og hendes allierede på den yderste venstrefløj er nemlig mindre optaget af børnene og mere fikseret på overfor omverden at højglanspolere sig selv og deres egne gode motiver, så de fremstå som de ekstremt gode mennesker.
De ved udmærket godt, at deres appel til Danmark ikke er andet end udsigtsløs symbolpolitik, men det er de flintrende ligeglade med. For deres fokus er primært at udstille deres egen flashy godhed.
Afslutningsvis er det fristende at påpege, at enhver appel til de arabiske stater også på forhånd er dødsdømt. Ingen arabiske stater ville så meget som overveje at invitere palæstinenserne indenfor. Ingen har lyst til at invitere en trojansk hest ind. Alle ved det. Palæstinenserne er troubles.
Mange palæstinensere sympatiserer med Hamas og dermed Det Muslimske Broderskab, der er en islamisk fundamentalistisk og en terrorbevægelse. Ingen arabisk stat ved sine fulde fem vil have dem indenfor døren, for de bidrager kun med omstyrtelse, splid og ødelæggelse.
Men dem synes Othman og vores vanvittige venstrefløj bare, at vi skal lukke ind.
Svend Lindhardt
