|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Er Danmark en bananrepublik, når fattighjælp ydes til familier med millionindkomst?
I den seneste valgkamp blev det debatteret om det overhovedet var muligt at reducere de offentlige udgifter på omkring 1200 mia. kr. om året. Eller er det en uomgængelig nødvendighed, at udgifter nødvendigvis må stige i overensstemmelse med det ”demografiske træk”?
Mens diskussionen har raset har udenlandske kriminelle i fred og ro lænset statskassen for milliarder via den tag-selv-kasse, der var etableret for ”smidig” refusion af udlændinges betaling af udbytteskat.
Den nye regering har fortsat den lemfældige omgang med skatteborgernes penge, hvor den socialdemokratiske regering slap. Hvor den tidligere energi- og klimaminister Dan Jørgensen ustraffet kunne udbetale millioner i energistøtte til velhavere, der var uberørt af prisstigningerne på naturgas, udbetaler beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen nu ”fattighjælp” til familier med millionindkomst.
SMV-regeringen og støttepartierne roste sig selv da de i slutningen af februar kunne annoncere at de med uddelingen af 300 mio. kr. i inflationshjælp havde sikret ”målrettet hjælp til de fattigste børnefamilier”.
Jyllands-Posten kan oplyse, at 40.500 borgere ventes at få hjælpen. Beløbet er 7.500 kr. skattefrit til første barn, 3.750 kr. til andet barn, 2.250 kr. til tredje barn. Størstedelen af pengene ventes at gå til familier med relativt lave indkomster, men tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at der blandt modtagerne er 1.625 familier med en årsindkomst på mere end 800.000 kr. Af dem vil 575 familier have en årsindtægt på over 1 mio. kr.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen forsvarer aftalen, selv om den omfatter familier, som hun medgiver, ikke trænger mest til hjælp.
Den kritisable offentlige forvaltning af skatteborgernes midler gælder ikke kun udbetalingssiden. På inddrivelsessiden er der også store problemer.
Når gæld til det offentlige ikke inddrives
Mange borgere og virksomheder betaler ikke deres udestående til en offentlig kreditor, f.eks. skatter til Skattestyrelsen. Hvis en betalingsfrist overskrides, forsøger kreditorerne først selv at opkræve kravet selv, men hvis det ikke lykkes, oversendes kravet det til Gældsstyrelsen under Skatteministeriet.
Selvom Gældsstyrelsen er sat i verden for at inddrive gælden til det offentlige på vegne af ca. 570 offentlige kreditorer fra stat, kommuner og offentlige virksomheder, har styrelsen store vanskeligheder med at løse opgaven.
Borgere og virksomheders gæld til Skatteforvaltningen er på 97 mia. kr. i moms, selskabsskat, restskat mv.
I øvrig statslig gæld i form af underholdsbidrag, SU-gæld mv. skyldes der 46 mia. kr.
Gælden til kommuner er på 5 mia. kr. i form af uberettiget boligstøtte, kontanthjælp mv.
Til andre offentlige virksomheder skyldes der 3 mia. kr. i ubetalt DR-licens, togbøder mv.
Desværre bliver der ikke gjort større indhug i den enorme skattegæld til det offentlige, som udgjorde 152 mia. kroner ved udgangen af 2022.
Uduelighed og manglende it-kompetence i Skat og Gældsstyrelsen betyder at forvaltningen er præget af It-kaos, og der er udsigt til, at kun en marginal del af kæmpegælden kan fjernes frem til 2030.
Den halvårlig status til Folketingets partier bag den gældsaftale, der blev vedtaget juni sidste år, kan betragtes som en ren tilståelsessag. Det fremgår det, at Skatteministeriet – trods alle bestræbelser, it-investeringer og jeg skal komme efter dig, stadig forventer en gæld på 140 mia. i 2030.
Spørgsmålet er, om det ikke ville være lettere at annullere gælden og nedlægge Gældsstyrelsen og flytte medarbejderne over i de produktive erhverv, der mangler arbejdskraft?
