Filmanmeldelse HJERTER DAME: Lizette Risgaard er en dame med hjerte

*** 3 stjerner ud af 6

 

HJERTER DAME er en dokumentarfilm om Lizette Risgaard – den første kvindelige formand for den samlede fagbevægelse i Danmark.  

 

Lizette Risgaard er født 1960 og blev næstformand for LO i 2007. Da den forrige formand Harald Børsting gik på pension i 2015, stillede hun op til formandsposten og blev valgt.

  

Hun er oprindeligt uddannet kontorassistent, men fagforeningsarbejdet har fyldt det meste af hendes liv, og i dag står hun i spidsen for omkring 1 million danske lønmodtagere.   

 

En arbejderbevægelse i krise

Risgaard kommer til magten mod Harald Børstings vilje. Han har for selv at komme til grødfadet haft brug for en kvinde på næstformandsposten til at sælge billetter. Den manøvre lykkes, og så må den karrierepost vel række, tænker Børsting…

 

Her gør den daværende LO-formand imidlertid regning uden vært. Risgaard begynder skridt for skridt at aflure – og lære –  magtens spil, mens de naive skæl falder fra øjnene.

 

Hun bliver valgt til formand efter Børsting, fordi arbejderbevægelsen er i dyb krise. Medlemsflugten er støt stigende: Stadig flere lønmodtagere kan ikke se formålet med at organisere sig og opfatter fagbevægelsens ledere som pampere. Risgaard bliver vurderet som kvinden, der kan vende udviklingen.
  

Hvad hun et godt stykke ad vejen også har gjort. Tænk på kampen mod såvel lavprisflyselskabet Ryanair som Uber, hvor fagbevægelsen er gået sejrende ud af konflikten.

  

Lizette Risgaard på arbejde

Filmen følger Lizette Risgaard i hendes arbejdsomme dagligdag i LO-hovedkvarteret på Islands Brygge sammenflettet med nedslag i 1. maj-møder, (socialdemokratiske) kongresser og forligsinstitutionen under overenskomstforhandlingerne.  Privatlivet fylder ikke meget, men det kan selvfølgelig være et bevidst valg fra instruktørernes side. Omvendt kan en toppost ikke bestrides mellem 8-16. Det er 24/syv, så mon ikke vægtningen afspejler virkeligheden?

 

Ukritisk hyldest

Den første halve time nærmer sig ren propaganda i en ukritisk hyldest til hovedpersonen. Filmen er ganske enkelt kedelig. Lydsiden – der skal signalere næsten konstant drama, når Risgaard navigerer i hajfyldt farvand – føjer spot til skade.  

  

I anden halvdel begynder der heldigvis at komme mere kant, og det redder projektet fra alene at have appel til partisoldaterne. Ikke mindst fordi hovedpersonen fremtræder som et varmt og engageret menneske med hjertet på rette sted. Selv om hun garanteret også kan være barsk! Ellers når man m/k ikke toppen.

   

Hendes troværdighed er ikke mindst forankret i, at hun selv er rundet af beskedne kår i form af en gedigen og solid arbejderklassefamilie, der har knoklet røven ud af bukserne. Fagforeningsbossen har førstehåndskendskab til, hvordan kroppen slides ned af hårdt fysisk arbejde.  

 
En fornøjelig bordherre

Lizette Risgaard er en dame med hjerte, samtidig med hun er en kvinde med magt, der ikke stikker op for hverken bollemælk eller børster. Hun har vist stort mod og er et interessant bekendtskab, som det ville være en fornøjelse at få som bordherre.

 

Spilletid: 75 minutter    

Medvirkende: Lizette Risgaard m.fl.

Instruktører: Louise Detlefsen og Mette-Ann Schepelern

Premieredato: Onsdag d. 2. maj

 

 

 

Del på Facebook