I den lange række af småbøger i Aarhus Universitetsforlags serie Tænkepauser er nr. 58 nu på gaden med titlen Pessimisme, skrevet af adjunkt i pædagogisk filosofi Per Jepsen. En sortseer taler ud i et modigt forsøg på at ødelægge den gode stemning for at få øje på alt det, der altid kan blive bedre.
Et opgør med tidens lalle-optimisme
Storm P. skrev engang: ”Tilværelsen er nederdrægtig. Men vi har nu engang ikke andet end den”. Disse få ord er ikke bare morsomme. De indeholder også en god portion livsvisdom.
Bogens udgangspunkt er et opgør med vor tids snusfornuft eller mere præcist: et korrektiv til de tanker, som amerikanske psykolog Martin Seligmann står for i bøger som Learned Optimism (1990) og At lykkes (2011). Det er selve idéen om, at man ved hjælp af positive tanker kan overvinde livets vanskeligheder, som Jepsen sætter spørgsmålstegn ved. Derved minder han på en måde om Svend Brinkmanns ”stå fast”.
Der er dog den forskel, at Jepsen tydeligt henviser til det kristne livssyn, idet han peger på, at der er visse forbindelser mellem pessimismen og kristendommen, jf. Paulus og Kierkegaard. Sidstnævnte udtalte f.eks. kort før sin død, at ”dette livs bestemmelse er at blive bragt i den højeste grad af livslede”. Der er langt herfra til den lalleglade grundtvigianisme. Dybest set handler det om kristendommens tale om selvbefrielse og selvforglemmelse. Det skulle vi måske fokusere mere på.
Er verden skabt af en ond dæmon?
Jepsen gennemgår ultrakort – alt er kort i disse bøger – pessimismens historie. Fra den kristne gnosticismes idé om skabelsen som et (synde)fald over Voltaire til Pessimisten over alle, Arthur Schopenhauer. Nyt for mig var, at pessimismen faktisk blev en regulær massebevægelse i sidste halvdel af 1800-tallet med filosoffer som Eduard von Hartmann og Philipp Mainländer. Der udkom sågar en Pessimisten-Gesangbuch i 1884, som alle sortseere kunne hygge sig med!
Man skulle tro, at det var en temmelig trist bog at komme igennem. Det er ingenlunde tilfældet. Jepsen mener ligefrem, at der er fem gode grunde til at bevare pessimismen. Den minder os om, at vi alle skal dø og miste. At vi er alene, når det kommer til stykket, og at vi gør hinanden ondt. At vi ikke lærer af historien. Hvad er der godt ved alt dette, ville de fleste nok spørge. Jo, det skal opøve vores kritiske sans og få os til at bestræbe os på at gøre tingene lidt bedre.
Det religiøse håb som menneskets værn mod lidelsen
Viktor Frankl og hans Psykologi og eksistens fra 1967 fremhæves som en ret tilgang til tilværelsens fortrædeligheder. Han insisterede som psykolog på, at det religiøse håb udgør et af de stærkeste værn, vi som mennesker har imod lidelsen. Troen gør nemlig ikke blot lidelsen til at bære, men kan i visse tilfælde ligefrem læge og helbrede den. Alt håb er altså ikke slukket.
Jepsen har skrevet en fin, lille bog, som kraftigt må anbefales. Skønt han selv betegner sig som sortseer, er han ikke blind overfor det pessimistiske livssyns begrænsninger. Man savner måske nogle flere litteraturhenvisninger for den, som gerne vil vide mere. Men denne bog er et godt sted at begynde.
Per Jepsen, Pessimisme. Aarhus Universitetsforlag 2018, 60 sider, 50 kroner.
