Den nye tyske indenrigsminister, Horst Seehofer (CSU), vakte stor opsigt, da han forleden erklærede: ”Islam hører ikke til Tyskland”.
Med det mente han, at islam ikke er grundlaget for det tyske samfund og ikke skal være det. Grundlaget for Tyskland er kristendommen og den kultur, der udspringer af den.
Seehofer har fået massiv opbakning fra den tyske befolkning. Tre fjerdedele af tyskerne (76 procent) erklærer sig enige med ham.
Til gengæld er en række politikere, også fra hans egen regering, faldet over ham.
Kendt forsker
Nu er der kommet et indspark i denne debat fra en anden kant. Det drejer sig om en af Tysklands (og Europas) førende islam- og indvandringsforskere.
Han hedder Ruud Koopmans, og han er blandt andet manden bag en stor undersøgelse af fundamentalistiske holdninger blandt muslimer i Europa.
Koopman blander sig ikke i den politiske debat om Seehofers udtalelser.
Han ser derimod på, hvordan islam fungerer i det virkelige liv. Hvilke holdninger præger rent faktisk muslimer, muslimske autoriteter og muslimske samfund?
Hans konklusion er, at den faktiske islam ligger meget langt fra den vestlige verdens værdier.
Krige, forfølgelser, mangel på demokrati og ligestilling
Koopman nævner, at der er 47 lande i verden, som har muslimsk flertal. Kun to af dem – Senegal og Tunesien – kan kaldes demokratier.
Han påpeger, at forfølgelse af mennesker med en anden tro først og fremmest finder sted i muslimske lande. I mange af dem er det strafbart at forlade islam – i en del tilfælde er der dødsstraf.
Alligevel forsøger muslimske kredse at give indtryk af, at det er Vesten, der forfølger islam – den såkaldte islamofobi.
Ligestillingen af kvinder er fraværende i den muslimske verden. De 12 værste lande, hvad det angår, er muslimske.
Homoseksualitet forfølges og straffes i nogle tilfælde med døden.
Islam ynder at kalde sig selv for fredens religion. Men i 2015 var muslimer part i langt de fleste borgerkrige i verden. Kun fire borgerkrige var uden muslimsk deltagelse.
Islamisme og fundamentalisme
Ruud Koopman ser desuden på, hvad de muslimske organisationer i Tyskland står for.
Han citerer en prædiken fra tyske moskeer, der lovpriser martyriet i kampen for islam. Og han gør opmærksom på, at den slags bliver kolporteret af den største muslimske organisation i Tyskland – tyrkiske DITIB.
Han peger videre på, at også den næststørste og den tredjestørste muslimske organisation i Tyskland er stærkt præget af islamisme. Den næststørste er Milli Görüs, der ligeledes er aktiv i Danmark.
Endelig tager Ruud Koopman fat på, hvilke holdninger og værdier, der trives blandt muslimer i Tyskland. Også her koncentrerer han sig om tyrkerne, der udgør flertallet af muslimer i Tyskland.
En undersøgelse viser, at 62 procent af tyrkerne i Tyskland er fundamentalister – de mener, at der kun findes én gyldig udlægning af islam, som alle muslimer skal indordne sig under.
Samtidig mener 69 procent af de tyrkiske muslimer i Tyskland, at islam er andre religioner overlegen.
Langt fra vestlige holdninger og værdier
De fleste tyrkere i Tyskland benægter, at det var muslimer, der stod bag 11. september 2001. De hævder, at det var USA og Israel.
På alle disse områder ligger holdninger og værdier hos de tyrkiske indvandrere meget på linje med holdninger og værdier hjemme i Tyrkiet.
Men de adskiller sig kraftigt fra de vestlige holdninger og værdier, som præger Tyskland.
Derfor får Seehofer folkelig opbakning
Koopman konkluderer, at muslimer og islamiske repræsentanter i Tyskland stadig er meget langt fra at høre til Tyskland – når man ser på, hvad de rent faktisk står for.
Han mener, at der må ske meget store ændringer i islam, hvis den skal kunne høre til Tyskland.
Man kan i høj grad sætte spørgsmålstegn ved, om islam i Tyskland, Danmark osv. er i stand til at forandre sig så meget.
Men man kan i hvert fald være enig med Ruud Koopman i, at afstanden mellem islam og Tyskland i dag er meget stor. Det samme gælder i Danmark.
Dette er baggrunden for, at muslimske parallelsamfund vokser sig stadig stærkere.
Og det er baggrunden for, at Horst Seehofers udtalelse møder enorm folkelig opbakning blandt tyskerne.