Tommelfingeren blev vendt nedad fra samtlige Folketingets partier, da Dansk Folkeparti torsdag den 2. november fremsatte et beslutningsforslag om helt at adskille barnebrude fra deres mænd straks ved ankomsten til et asylcenter.
Partierne holdt fast ved, at der først skulle ske en partshøring, hvor barnebruden og hendes mand bor i hver sit værelse på asylcentret i fjorten dage, hvorefter barnebruden så selv skal tage stilling til, om hun vil blive hos sin mand.
Hos Dansk Folkeparti fatter partiets børneordfører, Pernille Bendixen, ikke, at nogen i ramme alvor kan mene, at en sådan partshøring under de vilkår overhovedet kan have nogen værdi.
Barnebrudene skal flyttes til et krisecenter
Tværtimod mener Pernille Bendixen, at barnebruden under de forhold vil blive udsat for et helt umenneskeligt pres fra både sin mand og formentlig også de øvrige mandlige asylansøgere på stedet.
”Parterne bliver jo ikke adskilt på den måde, og det vil være utroligt naivt at forestille sig, at manden og andre i en sådan situation ikke vil benytte de fjorten dage til både at presse og true pigen til at sige det rigtige under en partshøring,” sige Pernille Bendixen til Den Korte Avis og understreger:
”Vi bliver altså nødt til lige at huske på, at der er tale om piger, som kommer til et fremmed land og en fremmed kultur, hvor de ikke kender sproget, og hvor de er helt hjælpeløse og totalt sårbare.”
Derfor skal det gribes helt anderledes an, påpeger Dansk Folkepartis børneordfører:
”Hvis vi på en ordentlig måde vil hjælpe pigerne ud af et tvangsægteskab og give dem et selvstændigt liv, skal de først og fremmest hav ro til at tænke i. Derfor skal de ud af asylsystemet og i stedet ind på et krisecenter for kvinder, hvor der er sikkerhed for, at de ikke kan blive intimideret og truet af mænd.”
Vil foreslå Inger Støjberg en ny ordning
Selv mener Pernille Bendixen, at hendes forslag vil imødekommet kravet om en partshøring, inden der skal tages stilling til, om barnebruden definitivt og efter eget ønske skal adskilles fra sin mand og dermed få det ulovlige ægteskab opløst.
”Jeg vil nu forelægge det for integrationsministeren og bede hende ændre instruksen således, at barnebrudene straks efter ankomsten bliver indlogeret på et krisecenter, samt at pigernes betænkningstid bliver udvidet fra de nuværende fjorten dage til en måned, inden den afgørende partshøring skal find sted,” siger Pernille Bendixen.
Dansk Folkepartis børneordfører understreger, at Folketingets øvrige partier umuligt kan have indvendinger imod den fremgangsmåde.
”Hvis nogle skulle have det, virker deres omsorg for barnebrude ikke særligt seriøs,” lyder det fra Pernille Bendixen.
Sådan sagde partierne nej til DF’s forslag om barnebrude
Dansk Folkepartis beslutningsforslag om at straks at adskille barnebrude fra deres voksne ægtefæller på asylcentrene, ligger tæt op ad integrationsminister Inger Støjbergs (V) instruks om at adskille dem uden forudgående partshøring.
Instruksen blev senere kendt ulovlig, og Inger Støjberg måtte af samme grund igennem et utal af langvarige og giftige samråd anført at oppositionen.
I sin begrundelse for at fremsætte beslutningsforslaget, skriver Dansk Folkeparti blandt andet, at:
”Dansk Folkeparti er ikke enig i, at der skal være mulighed for at indkvartere mindreårige asylansøgere sammen med eventuelle ægtefæller eller samlevere. Det støder mod både dansk tradition, kultur og ægteskabslovgivning, når vi oplever helt unge piger, der kommer til landet med ældre ægtefæller. Det er ikke rimeligt, at Danmark af misforstået hensyn til traditioner andre steder i verden skal undlade at komme disse unge piger til undsætning ved at få dem adskilt fra deres ægtefælle.”
Men det var Folketingets øvrige partier uenige i. Uanset hensynet til pigerne, som Pernille Bendixen nu påpeger, forlangte de først og fremmest formalia overholdt.
Og det vil sige de omtalte partshøringerne, hvor ingen af ordførerne tog stilling til, at man beder barnebrudene tage stilling, efter at de i fjorten dage i et asylcenter har levet dør om dør med deres tvangsgifte mand.
Det på trods af, at de alle havde travlt med at forsikre, at de var modstandere af børneægteskaber.
Internationale konventioner beskytter børneægteskaber
Indledningsvis fastslog integrationsminister Inger Støjberg, at alle kender hendes holdning til børneægteskaber, men af hensyn til internationale konventioner er regeringen forpligtet til at tage såkaldt individuelle hensyn, fremførte Inger Støjberg og sluttede:
”Det er nu engang regeringens holdning, at vi skal overholde de forpligtelser, som vi har påtaget os, og derfor kan regeringen ikke støtte forslaget.”
Den udmelding faldt i god jord hos Socialdemokratiets ordfører, Dan Jørgensen: ”Vi kan ikke støtte forslaget, som det ligger her, af de samme årsager, som dem, ministeren bruger.”
Han erkendte dog efter et spørgsmål fra Martin Henriksen (DF), at ”Ja, hvis der er noget i konventionerne, der gør, at vi ikke kan beskytte pigerne, skal man da selvfølgelig se på det.”
Venstres ordfører, Marcus Knuth, konstaterede kort og godt, at: ”Jeg tror, forslagsstillerne har set, hvor hårdt vi har kæmpet for den her sag, og at vi er gået til det virkelig yderste punkt af, hvor meget vi kan stramme lovgivningen op på det her område. Så derfor støtter vi ikke forlaget, som det ligger her.”
Hos Liberal Alliance henholdt ordfører Laura Lindahl i afvisningen DF-forslaget sig også til partshøringen: ”Liberal Alliance er sådan set med på, at udgangspunktet er, at man skiller parret ad, men at man ikke partout fastholder adskillelsen, hvis man får en fornemmelse af, at det her par har indgået deres ægteskab frivilligt.”
Enhedslistens ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, forholdt sig ved afvisningen DF-forslaget udelukkende til formalia og præciserede, ”at der skal foretages individuelle vurderinger efter dansk forvaltningslovgivning, hvilket jo altså så helt åbenlyst også omfatter, at man faktisk spørger de unge piger selv.”
Samme holdning gav Alternativets ordfører, Josephine Fock udtryk for: ”Noget af det, jeg bakker op om, er, at vi skal huske at spørge folk i overensstemmelse med dansk lovgivning. Og derfor kan vi ikke bakke op om det her beslutningsforslag.”
De Konservatives ordfører, Naser Khader, afviste forslaget med den begrundelse, at ”DF’ beslutningsforslag ikke omfatter mulighed for undtagelser.”
Ikke uventet afviste også De Radikale forslaget med den begrundelse, at ”Selvfølgelig skal man da høre de piger, som det handler om. Alt andet ville da være helt uansvarligt og også utilstedeligt, ud over at det vil være i strid med både dansk og international lov,” som Martin Lidegaard udtrykte det.
Socialistisk Folkeparti var fraværende under debatten, men under de utallige samråd i Folketingets Integrationsudvalg har partiets ordfører, Holger K. Nilsen, deltaget i de til tider giftige angreb på Inger Støjberg på grund af hendes instruks om at adskille barnebrude fra deres mænd uden en forudgående partshøring.