Afviste asylansøgere nægter at rejse hjem: Rigspolitiet måtte sidste år afsætte over 200 mand til at følge afviste asylansøgere hjem i et fly

Det bliver stadig sværere og sværere at få afviste asylansøgere til at forlade Danmark frivilligt, og det belaster Rigspolitiets ressourcer i en situation, hvor politiet generelt er hårdt presset på grund af mandskabsmangel.

 

Af de 21.223 asylansøgere, Danmark sidste år modtog, var de 1.395 efter at have fået afslag på asyl i udsendelsesposition ved udgangen af 2015. Der til kommer så de asylansøgere, der i år har fået afslag på asyl

 

Men ifølge nye tal fra Udlændingestyrelsen har myndighederne blot kunnet konstatere udrejse for i alt 646 afviste asylansøgere i 2015 samt i år for 273 per 31. juli.

 

Afghanere og marokkanere er sværest at få ud landet

Af de i alt 646 afviste asylansøgere, som myndighederne har konstateret udrejst, blev de 103 sendt ud af landet i fly og under hele rejsen eskorteret af to politibetjente.

 

Det betyder, at Rigspolitiet sidste år måtte afsætte 206 mand til opgaven. I adskillige tilfælde i mere end ét døgn afhængig det land, de afviste asylansøgere skal transporteres til

 

Ifølge Udlændingestyrelsens opgørelse er det især afghanere og marokkanere, der modsætter sig udvisning.

 

Sidste år blev således i alt 34 afghanere ledsaget i fly til Afghanistan af to politibetjente. Det er over halvdelen af de i alt 56 afviste afghanere, som myndighederne med sikkerhed ved, er rejst ud af landet.

 

For marokkanere tegner der sig det samme billede. Her blev i alt 12 afviste asylsøgere fulgt hjem til Marokko under politiledsagelse. Det er ligeledes langt over halvdelen af de i alt 19 afviste marokkanske asylansøgere, som myndighederne har sikkerhed for er ude af landet.

 

Alt i alt Rigspolitiets rejseaktivitet med politiledsagelse af udviste asylansøgere sidste år omfattet af ikke færre end 40 forskellige lande.

 

Af de resterende 646 afviste asylansøgere, som myndighederne ved har forladt landet, har myndighederne påset, at de 379 er rejst ud af landet. Det vil sige, at to politibetjente har stået i lufthavnen og set dem stige ombord i et fly. De resterende 164 er ifølge Udlændingestyrelsen ”Rejst selv”.

 

Historien gentager sig i år

Det samme billede tegner sig for i år, hvor myndighederne har konstateret, at i alt 273 afviste asylansøgere per 31. juli har forladt landet. Af dem er de 29 sendt hjem med politiledsagelse. Det drejer sig blandt andet om otte afghanere og tre marokkanere.

 

Indtil videre i år har Rigspolitiets rejseaktiviteter med afviste asylansøgere omfattet 29 lande. Af de øvrige 273 afviste asylansøgere er de 146 påset udrejst, medens 98 er rejst selv.

 

Nu laver de så megen ballade i flyet, at de undgår udvisning

Men fakta er, at mange flere i år skulle have været sendt hjem med politiledsagelse, men nu har de afviste asylansøgere fundet en ny fidus for at undgå hjemsendelse.

 

De laver så megen ballade i flyet, at kaptajnen nægter at tage dem med, og det må politiet rette sig efter.

 

I følge Ritzau drejer det sig per 31. august om i alt 172 afviste asylansøgere, som i år på denne måde har saboteret deres hjemsendelse.

 

Og det spreder sig som ringe i vandet, siger chefen for Udlændinge Center Nordsjælland, Richard Østerlund la Cour til Ritzau:

 

”Asylansøgere taler jo også sammen, det er klart. De kan fortælle til de andre, at nu er det lykkes tre gange at undgå udvisning, fordi de har sat sig til modværge, så det spreder sig som ringe i vandet,” siger Richard Østerlund la Cour.

 

Men hvad koster rejseriet? Nu vil Dansk Folkeparti have sat tal på

Hos Dansk Folkeparti er udlændingeordfører Martin Henriksen forbløffet over, at det kun er så få af de afviste asylansøgere, myndighederne har kunnet konstatere er udrejst.

 

Ikke mindst vil Martin Henriksen i den forbindelse bede justitsminister Søren Pind (V) oplyse, hvor store omkostninger, der sidste år og her i årets første måneder har været forbundet med de ledsagede hjemtransporter:

 

”Jeg vil nu i et skriftligt spørgsmål bede justitsministeren redegøre for de lønomkostninger og andre rejseomkostninger, der sidste år og i år indtil har været i forbindelse med de ledsagede hjemtransporter,” siger Martin Henriksen til Den Korte Avis og fortsætter:

 

”Ligeledes vil jeg i den forbindelse bede ministeren om en oversigt over samtlige de lande, som det har været nødvendigt at udvise afviste asylansøgere til med ledsagelse af medarbejdere fra Rigspolitiet.”

 

Sådan kan man fremover undgå rejseriet

Martin Henriksen understreger, at Danmark med den nuværende asylpolitik i al fremtid må ofre store summer og politiressourcer på at få modvillige asylansøgere sendt ud af landet, men han påpeger også, at der i den forbindelse er en effektiv måde at undgå det på:

 

”Hvis Folketingets flertal er indstillet på at følge Dansk Folkepartis forslag om at afvise asylansøgere ved grænsen, hvis de kommer fra et sikkert land som for eksempel Tyskland, vil problemet forsvinde af sig selv,” påpeger Martin Henriksen og fortsætter:

 

”Alle erkender, at det ikke vil være konventionsstridigt, og henvisningerne til, at det vil være i strid med Dublin-aftalen, holder ikke stik, da den i realiteten ikke længere fungerer,” fastslår Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

Del på Facebook