Dagens Danmark: En indvandrer skød – så var der betjente med maskinpistoler i min fødeby, min barndoms gade blev politiafspærret, og et hospital blev bevogtet

Tirsdag vrimlede det med politi i Sønderborgs centrum. Jeg er født og opvokset i byen, men den slags oplevelser var helt utænkelige dengang.

 

Politiet afspærrede Helgolandsgade, hvor jeg er født. Betjente gik ind i en opgang.

 

Siden er det kommet frem, at politiet ledte på to adresser efter en mistænkt i forbindelse med et skuddrama i byen. De fandt dog ikke manden.

 

Pludselig lød der to-tre skud

Skuddramaet fandt sted lørdag i en anden del af Sønderborg, på Konkylievej.

 

Her opstod et skænderi i en gruppe af mænd. Ifølge øjenvidner foregik skænderiet på en blanding af dansk og arabisk. Pludselig lød der to-tre skud, og en mand faldt til jorden. En del af mændene omringede manden, der var faldet om. (jv.dk)

 

Politiet var blevet alarmeret allerede inden skuddene, så betjentene var hurtigt til stede iført elefanthuer og skudsikre veste og med maskinpistoler.

 

Betjente med maskinpistoler og skudsikre veste … i Sønderborg?

 

Den mistænkte

Politiet efterlyser en ung mand, som løb fra stedet umiddelbart efter skudepisoden. Han beskrives som cirka 20-årig, spinkel og slank af bygning og cirka 180 centimeter høj. Han er mørk i huden, og lørdag var han iført en lys T-shirt og en lyseblå bøllehat.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi siger, at man har én mistænkt, og det er åbenbart manden med bøllehatten.

 

Offeret blev fløjet til Odense Universitetshospital i helikopter. Han var alvorligt såret, men siden meldes hans tilstand at være stabil.

 

Politibevogtning af hospital

Lørdag aften blev der etableret politibevogtning af hospitalet. På det tidspunkt mente politiet, at opgøret kunne være banderelateret.

 

Vagtchefen hos Fyns Politi udtalte til Fyens.dk:

 

”Det, jeg kan sige, er, at vi er til stede ved sygehuset efter, at en person er blevet indlagt på OUH efter en hændelse i Sønderjylland. Vi er til stede, fordi vi har grund til at tro, at nogle måske vil opsøge den indlagte.”

 

Efterfølgende siger politiet, at intet umiddelbart tyder på, at episoden er banderelateret. Nu har man den vurdering, at der er tale om en intern konflikt mellem to personer (jv.dk).

 

Konflikt mellem to personer? Noget kunne ellers tyde på, at der var adskillige andre personer involveret i situationen, hvor skyderiet fandt sted.

 

Problemernes omfang

Politiet fandt det i hvert fald nødvendigt at bevogte Odense Universitetshospital. Man taler om en ”skal-lukning”, hvilket indebærer, at tilstedeværende politifolk og personale tjekker alle personer, som ønsker at komme ind på akutmodtagelsen, hvor lægevagten ligger.

 

Det er jo en temmelig dramatisk foranstaltning at lave bevogtning et hospital. Men det er efterhånden ved at være et velkendt fænomen – i hvert fald på Odense Universitetshospital.

 

Her går den slags adgangskontrol tilbage til en alvorlig episode i 2012. Dengang trængte en større gruppe mennesker ind på akutmodtagelsen på OUH – de hærgede og ødelagde og truede personalet. Det skete i forlængelse af en voldsepisode i Vollsmose under den muslimske Eid-fest.

 

Skal-lukning bliver foretaget cirka én gang om måneden på Odense Universitetshospital (jv.dk). Det siger noget om omfanget af en slags problemer.

 

Det er nye tider i min fødeby Sønderborg. Det er nye tider i Danmark.

 

 

Del på Facebook