Øget britisk tilslutning til Brexit og økonomisk uro

Lige nu siger meningsmålinger og bookmakere om Storbritanniens afstemning om Brexit, at sandsynligheden for et ja er større end for et nej. Ifølge bookmakerne er der i øjeblikket en sandsynlighed på 70 procent for et britisk ja til at blive i EU, men situationen er flydende.

 

Tidligere var sandsynligheden 78 procent for et ja og odds er blandt andet blevet ændret efter en meningsmåling, som blev foretaget for avisen The Independent: Nej-siden, som vil forlade EU, har nu en føring på 10 procentpoints over ja-siden!

 

Andre nyere meningsmålinger peger også i retning af ”Leave” og Brexit, efter at EU-modstanderne på det seneste har fokuseret på immigration, der er et tema, der appellerer til mange briter.

 

Både Ja og Nej kampagnerne mobiliserer i øjeblikket kendisser og meningsdannere. Den fra Monthy Python og Fawlty Towers kendte komiker John Cleese lægger ikke skjul på at støtter ”Leave”-kampagn en. Cleese har øjensynlig fuldstændig mistet troen på, at det er muligt at gennemføre reformer i EU – som han siger: ”den eneste mulighed er at aflive formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker”.

 

Uro på valuta- og finansmarkederne

Det vurderes, at der i den seneste tid er trukket milliarder af pund ud af den britiske økonomi og det sender rystelser gennem valuta- og finansmarkederne – ikke kun i London, men over hele verden.

 

Pundet er faldet mod den amerikanske dollar som igen er styrket over for euroen.

 

Markedsreaktionerne er udtryk for de forsøg, der gøres for at gardere sig i det tilfælde Storbritannien vælger at forlade EU ved afstemningen den 23. juni. Både aktiekurser og kursen på pund er faktisk faldet betydeligt siden folkeafstemningen blev annonceret i efteråret 2015.

 

De økonomiske konsekvenser

Der næppe tvivl om, at den økonomiske vækst i Europa får et alvorligt knæk, hvis Storbritannien forlader EU og fællesskabet med et slag mister 12 pct. af sin befolkning. Det vil få stor betydning for de interne forhold i EU. Det vil blandt andet påvirke magtbalancen i ministerrådet, hvor de sydeuropæiske lande vil få mere magt. Det er dårligt for Danmarks indflydelse i EU.

 

Et britisk Brexit efter den 23. juni 2016 vil også have afgørende indflydelse på EU’s position i verdenssamfundet. EU vil være en mindre interessant partner. Det vil f.eks. fuldstændig torpedere de såkaldte TTIP-forhandlinger om fri handel med varer og tjenester mellem EU og USA. Den første reaktion vil være en mærkbar mindre amerikansk interesse i en aftale med et amputeret EU. Det vil derfor også være vanskeligt at få en aftale afsluttet så betids at Obama kan underskrive inden han forlader det Hvide Hus i januar 2017. Hvis det alligevel mod alle odds skulle lykkes at afslutte forhandlingerne vil UK stå uden for.

 

I øjeblikket står og falder aktiekurserne med sandsynligheden for Brexit. Det samme gælder pundets styrke i forhold til den amerikanske dollar og euroen – jo større sandsynlighed for et Brexit, desto svagere står pundet.

 

Hvis Storbritannien forlader EU bliver vi alle umiddelbart fattigere når værdien af formuer placeret i aktier, obligationer og fast ejendom falder. Brexit vil give dårligere økonomiske betingelser i EU og dermed lavere i vækst BNP. Det britiske BNP vil højst sandsynligt falde. Det skyldes, at størstedelen af den britiske produktion bliver solgt i EU. Britiske virksomheder har altså stor fordel af EU’s indre marked, og denne fordel må forventes af blive mindre, i et Storbritannien uden for EU.

 

I tilfælde af et ja til Brexit vil centralbanken i London sandsynligvis sætte renten op, for at begrænse kapitalflugt, men den rolle som Londons City i øjeblikket harsom leverandør af allehånde tjenester indenfor finans og forsikring m.v. vil få vanskeligheder. Det vil være en vanskelig og langvarig proces at få en aftale om tjenesteydelser på plads mellem EU og et Storbritannien uden for. Londons rolle som finanscentrum vil derfor sandsynligvis blive overtaget af Frankfurt på sigt.

 

I værste fald kan det tænkes, at ejendomsmarkedet i London, der er voldsomt overophedet, bryder sammen. Det kan udløse en ny krise i banksektoren, som kan sprede sig til resten af Europa.

 

Hvad med Danmark, hvis briterne stemmer nej?

Umiddelbart vil et fald i kursen på pund åbne for attraktive indkøbsmuligheder i London. På lang sigt vil et Brexit medføre et fald i købekraften af de fleste danskeres løn, og det vil være svært at gardere sig imod.

 

Flere danske partier har givet udtryk for, at et britisk ja den 23. juni måske også kan give Danmark visse muligheder for at presse forbedringer igennem i Bruxelles. Et britisk nej vil på den anden side resultere i et politisk kaos, og endnu har ingen ansvarlige danske partier meldt klart ud, om det også vil betyde dansk udmeldelse af EU.

 

Del på Facebook