Til næste år er det 500 år, siden vor kirkes reformator, Martin Luther, lod ophænge sine 95 teser på døren ind til slotskirken i Wittenberg. Det skulle blive startskuddet til en omsiggribende reformation af kirken, som endnu sætter sine markante spor i samfundet.
Jubilæet vil blive markeret med en uoverskuelig række af events og bogudgivelser. Jacob Ørsted, sognepræst ved Helligåndskirken i Flensborg, er tidligt ude med en bog om Luthers såkaldte bordtaler. Den er et absolut overskueligt og glimrende sted at begynde.
Åbent hus i Wittenberg
Luther skrev cirka 350 bøger, 2000 prædikener og 2500 breve. Men det er nok så meget gennem hans bordtaler, at vi lærer ham at kende som menneske.
Luther og hans kone Käthe holdt gennem årene i Wittenberg åbent hus for en mængde mennesker, som hver dag skulle bespises. Ofte var der samlet 40-50 mennesker omkring det store bord i husets spisesal. Her blev der diskuteret tidens aktuelle emner, og nogle af de deltagende fik hurtigt den idé at nedskrive, hvad der flød af guldkorn fra Mesterens mund under samtalen. Med Luthers accept.
Det kom der efter hans død seks tykke bind ud af. Tysk grundighed! Jacob Ørsted har kogt det ned til omkring halvanden hundrede sider, så man ikke får forstoppelse. Emnerne for bordtalerne er mangfoldige: ægteskab, børn, undervisning, krig, kvinder, kirken og musik.
Sproget er farverigt – for at sige det mildt. Han talte frit fra leveren. Man har indtryk af, at nogle af hans udtalelser er påvirket af de rigelige mængder af godtøl, som blev udskænket ved bordet. Her er nogle få eksempler fra bogen:
Paven som Djævelens lort
Om Rom: ”Da jeg første gang så Rom, faldt jeg på knæ, løftede mine hænder i vejret og sagde: Vær hilset, du hellige Rom. Ja, sådan havde byen engang været, da de hellige martyrers blod flød. Nu er byen ødelagt, fordi Djævelen har sat paven dér som det lort, han skider”.
Om kirkens cølibat: ”De, der går ind for cølibatet, skulle forbydes at skide”. Ikke ligefrem politisk korrekt og poleret tale!
Men heldigvis byder bordtalerne også på det mere opbyggelige.
Om Gud: ”Guds kærlighed er ligesom en moders kærlighed, der bærer over med al det lort, skrig og skrål, hendes barn laver. Selv om vi er syndere og gør meget forkert, er vi stadigvæk Guds børn”. Der er også en hint til moderne tiders leflen efter at få folk i kirke: ”Da kirkefaderen Ambrosius opmuntrede sin menighed til at komme i kirke og høre Guds ord, svarede de: Ruller du et fad øl ind i kirken og kalder på os, så skal vi nok komme!”.
Bogen læste jeg i ét hug og efterlod mig glad og håbefuld. Ørsted har forsynet hvert afsnit med en kort indledning, som sætter Luthers ord ind i en større sammenhæng. Den slutter med nogle madopskrifter, som man kan bruge derhjemme eller i forbindelse med et Luther-arrangement. Det er en bog, om givet vil appellere til Den korte Avis’ læsere: kort, klar, oplysende, uden dikkedarer. Læs den, før det store jubelår oprinder!
Jacob Ørsted, Godbidder. Citater fra Martin Luthers frimodige tale omkring middagsbordet, eksistensen 2016, 152 sider, 160 kroner.