Der har i de seneste dage været en vis medieomtale af en ung mand, som kommer fra den berygtede Grimhøj-moské i Aarhus.
Den unge mand ved navn Mohammad Sabah Ahmad har været moskeens talsmand – dog kun i tre dage. Som debattør har han givet støtte til flerkoneri, han har accepteret stening som en del af islam, han har sammenlignet Israel med Hitler, og han har kaldt USA og Danmark for terrorister.
Nu er han efter en tur omkring Enhedslisten havnet som folketingskandidat for Alternativet.
Det har giver anledning til medieomtalen. Det er trods alt en historie, der er svær at komme udenom, her lige oven på TV2’s afdækning af de rabiate imamer i Grimhøj-moskeen.
Bygge bro til radikal islam
Men mediernes dækning har alt i alt været nådig over for både Mohammad Sabah Ahmad og Alternativet. De har helt undladt at bore i, hvad den unge mand egentlig mener nu, hvor han er blevet folketingskandidat for Alternativet.
I et debatindlæg i Politiken i dag onsdag skriver han for eksempel: ”Jeg håber, at jeg kan agere bro til f.eks. de radikale islamistiske miljøer i Danmark og tilbyde dem en vej, der reformerer islam og baner vejen for et demokratisk og fælles ’vi’, som vi alle kan genkende os selv i.”
En repræsentant for Alternativet i Østjylland brugte i Nyhederne på TV2 en lignende vending om at bygge bro til de radikale miljøer.
Det lyder vældig smukt. Men hvad betyder det? Hvad er det for en fælles forståelse, man vil nå med miljøer, der ikke har andet i hovedet end at bekæmpe os vantro og arbejde for et samfund, der er styret af Koranen og ikke af folkets repræsentanter?
Måske er det bare blafrende floskler af den slags, som Alternativet er så rigt på. Eller måske ønsker den unge mand at mødes med radikal islam på en eller anden måde. Hvordan?
En kær veninde på besøg i studiet
Her ligger jo den vigtigste historie, hvis man vil belyse, hvad det siger om Alternativet, at man vælger en sådan folketingskandidat. Men den blev ikke fortalt. Ingen journalist gik den unge mand eller Alternativet på klingen.
I det hele taget skal man lede meget længe efter en TV-journalist, der går i kødet på Alternativet. Partiet bliver stort set aldrig mødt med et krydsforhør af den type, som borgerlige politikere jævnligt skal stille op til.
Det samme gælder i allerhøjeste grad Ahmads andet foretrukne parti, Enhedslisten. De er fredet i klasse A. Johanne Schmidt-Nielsen behandles som en kær veninde, der er på besøg i studiet. I øjeblikket figurerer hun særdeles prominent som blikfang i TV2 News’ reklamer for sig selv.
Johanne Schmidt-Nielsen er faktisk en kær veninde for mange journalister, sådan rent politisk. Journalisterne ligger massivt til venstre.
Både Enhedslisten og Alternativet har jo vokset sig meget større blandt vælgerne. Det skyldes først og fremmest, at de er blevet kæmpestore i de større byers snakkende klasser. Herunder formentlig blandt journalister.
Desværre slår journalisters politiske udgangspunkt jævnligt igennem i, hvor blødt eller hårdt de går til forskellige politikere. Så man spørger ikke Alternativets nye folketingskandidat, hvad i alverden han mener med at bygge bro til radikale islamister.
På vej til at blive en andenrangs-nation
Journalisternes særlige horisont viser sig også på anden vis:
Dansk økonomi befinder sig i en temmelig foruroligende situation. Vores vækst er lav sammenlignet med andre lande, og udviklingen i vores produktivitet over de seneste fem år har været den ringeste nogen sinde.
Sagt på kort og brutalt dansk: Vi er ikke effektive nok til at kunne klare os i længden.
Dette burde være et kæmpe tema i TV: hvordan undgår vi at havne som en andenrangs-nation? Men det tema er svært at få øje på uden for den snævre erhvervsjournalistik.
Økonomisk effektivisering er ikke ligefrem noget, der interesserer de snakkende klasser ved cafébordene. Her skal det helst være mere ’kreativt’ og mere blødt i den røde og pengeforbrugende retning.
Imens går det ned ad bakke for dansk økonomi.
’Udkantsdanmark’ og ’Indavlsdanmark’
Der har i de senere år været talt meget om ’Udkantsdanmark’. De røde journalister har også virkelig kastet sig over dette tema, især efter Dansk Folkepartis fremgang ved sidste valg.
Journalisterne rejste rundt for at møde disse mærkelige mennesker i provinsen. Det blev til megen nedladende omtale, hvor man demonstrativt skulle vise, at man skam havde forståelse for dem.
Undertonen var: Det er synd for dem, at de er så tilbagestående, kiksede og tunge i det. Vi må sætte os ind i deres frustrationer og hjælpe dem på vej.
Debatten om ’Udkantsdanmark’ er kørt af sporet. Vi har et langt større problem med ’Indavlsdanmark’. Det vil sige de snakkende klasser i de større byer, der render rundt og bekræfter hinanden i de rigtige meninger.
Mange af dem er placeret i centrale dele af samfundet, såsom medierne. Herfra udgår en strøm af politisk korrekthed og røde holdninger, som blandt andet Alternativet og Enhedslisten kan leve højt på.
