Var de åbne grænser i Europa bare en parantes?

Foto: Gunner Hede

I skrivende stund har otte Schengen-lande indført midlertidig grænsekontrol under indtryk af den voksende flygtninge- og migrantkrise. Det har mødt massiv kritik fra politisk korrekte kredse, at nationalstaterne nu selv tager affære, for – som der så ganske rigtigt argumenteres for – er der tale om et problem, som det enkelte land ikke kan løse alene.

 

Det er en sag for EU og kalder på en fælles indsats og løsning. Det er så sandt, som det er sagt. Problemet er bare, at baggrunden for nationalstaternes beskyttelse af deres egne grænser har som årsag, at EU totalt har svigtet og ikke budt ind med nogen form for brugbar løsningsmodel. Da Schengen-aftalen i sin tid blev indgået, havde den to forudsætninger.

 

Dels skulle der være fri bevægelighed og åbne grænser mellem medlemslandene, dels var det EU’s ansvar at sørge for, at de ydre grænser var intakte. Det første er blevet opfyldt til gavn og glæde for medlemslandenes erhvervsliv og befolkninger, selv om der har været en ubehagelig utilsigtet bivirkning, nemlig at de åbne nationale grænser også har givet fri bevægelighed for alskens grænseoverskridende kriminalitet.

 

Total mangel på opfyldelse af den anden halvdel af Schengen-aftale

Den anden side af Schengen-aftalen, pligten til at bevogte EU’s ydre grænser, er imidlertid aldrig blevet opfyldt. Den seneste tids flygtninge- og migrantstrøm har udstillet den totale mangel på opfyldelse af Schengen, når det gælder de ydre grænser.

 

Den fri bevægelighed har således også i praksis omfattet Afrika, Mellemøsten, Afghanistan m.fl. – ja, faktisk har Europa stået pivåben for resten af verden. De fatale følger af denne ansvarsløshed over for Europas befolkninger oplever vi nu.

 

Herhjemme begyndte det hele med vedtagelsen af verdens mest generøse udlændingelov i 1983. Siden er det gået slag i slag, hvor især tilsyneladende uintegrérbare muslimske grupperinger har dannet parallelsamfund, stillet flere og flere krav om særbehandling, og de er konsekvent blevet imødekommet af multikulturelle drømmere i den politiske verden, for hvem kulturelativisme er det helt store mantra, mens danske kerneværdier nedgøres som banalt nationalistisk snæversyn.

 

I EU lyttes der fremdeles ikke til folkedybet

Denne arrogante politiske distance til ikke bare  almindelige hverdagsdanskeres værdier, men også EU-toppens distance til  de respektive europæiske befolkningers forankring i deres egen kultur, har gjort, at mistilliden til både danske politikere og europæiske EU-politikere i det hele taget er voksende.

 

Man så det tydeligt til det seneste valg til Europa-Parlamentet, og man så det gentaget ved den danske folkeafstemning om retsforbeholdet 3. december. I EU lyttes der fremdeles ikke til folkedybet i Europas lande, og dermed påtager den politiske elite sig et stort ansvar for at skabe grobund for ekstremistiske kræfter, som ingen af os ønsker fremmet. Svenskerne er et tydeligt eksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke lytter til sund fornuft, men lader sine politiske handlinger styre af multikulturelle fantasier.

 

Lige nu er Danmark klemt inde mellem en fejlslagen udlændingepolitik i både Sverige og Tyskland, der gør det utrolig svært at agere, så det får nogen mærkbar positiv effekt.

 

Uansvarligt og handlingslammet EU har lagt drømmen om åbne grænser i ruiner

Den nedslående konklusion må være, at drømmen om de åbne grænser her og nu har lidt skibbrud – ikke på grund af nationalstaterne, men på grund af et EU, der har vist sig både uansvarligt og handlingslammet, når det gælder beskyttelsen af EU’s egne borgere og af europæisk  kultur.

 

At den tyske kansler Angela Merkel i lighed med EU’s udenrigsminister kan sige, at islam hører hjemme i Europa, fortæller kun alt for tydeligt, hvor lidt den politiske elite har forstået af befolkningernes reelle bekymringer for deres respektive landes og kulturers fremtid. Islam er en religion, og muslimer skal mødes med åbenhed og tolerance og ikke forvises fra Europa. Men islam er også en totalitær politisk ideologi, som vil erobre verden. Det ville nazisterne og kommunisterne også. Det må en tysk kansler opvokset i DDR da om nogen kunne forstå?

 

Det er ikke tilfældigt, at der i den muslimske kultur ikke findes egentlige demokratier. Den side af islam hører ikke hjemme i Europa. Her går – undskyld udtrykket, kære politisk korrekte elite – grænsen! – Derfor er vi også trætte af, igen og igen at se de europæiske statsoverhoveder med bedemandsansigtet på fordømme en terrorhandling og udtrykke solidaritet med de ofre og deres pårørende, hvis tragiske skæbne de dybest set bærer et medansvar for ved deres mangel på vilje og evne til at sætte en stopper for en massiv ikke-vestlige muslimsk indvandring.

 

Hjælp i nærområderne og sæt en prop i indvandringen

Tilbage står spørgsmålet: Var de åbne grænser i Europa blot en parentes? – Forhåbentligt ikke. Ét er imidlertid sikkert: De nuværende grænsekontroller er ikke et resultat af snæversynet nationalisme. De er en naturlig følge af , at EU har svigtet sit ansvar for Europa!

 

Lyt til jeres jordbundne og fornuftige befolkninger: Hjælp i nærområderne og sæt en prop i indvandringen. Og tag så imod de flygtninge, som kommer via FN og ikke via menneskesmuglere….Europas befolkninger forventer af deres ledere, at de gør op med konventioner lavet for 65 år siden, som i dag i praksis pålægger gamle nationalstater at ødelægge sig selv.

 

Del på Facebook