I regeringens oprindelige forslag til finanslov for 2016 var udviklingsbistanden sænket til 0,7 pct. af BNI, hvilket svarer til FN’s mål.
Når røgen fra finanslovsforhandlingerne letter, vil det vise sig, at besparelsen blev lidt mindre. Flygtningepresset har nødvendiggjort besparelser, men Danmark vil i 2016 selv efter en besparelse på 2,6 mia. kr. stadig kunne indberette en samlet udviklingsbistand på knap 15 mia. kr. og Danmark vil dermed med 0,71 pct. af BNI fortsat være blandt de fem OECD-lande, der relativt giver den største udviklingsbistand.
Besparelsen gennemføres på en lang række af de cigarkasser, den danske godhedsindustri har haft adgang til. Derfor kan der i disse dage høres klager fra IBIS til CKU.
Den egentlige målgruppe for dansk udviklingsbistand behøver måske ikke være så bekymret. Hidtil er hovedparten af udviklingsbistanden – 72 pct. – anvendt til bl.a. gennem de nævnte ”cigarkasser” at yde bilateral bistand til samarbejdslandene. Kun 28 pct. er anvendt gennem multilaterale organisationer.
Hvis en væsentlig del af bistanden fremover blev anvendt gennem multilaterale organisationer som FN, EU og Verdensbanken, kunne de spares mange penge, der kunne komme bistandsmodtagerne til gode.
I stedet for at lave det hele selv eller gennem myriaden af danske bistandsorganisationer, kunne udenrigsministeriet benytte de brede erfaringer til at yde indflydelse i multilaterale fora. Både når det gælder arbejdet for at præge EU’s udviklingsaktiviteter, og når det drejer sig om at påvirke globale politikker, normer og beslutninger i FN.
Et reformeret og fokuseret udviklingssamarbejde indebærer derfor også at der er et skrigende behov for et udogmatisk syn på samarbejdet med EU og de multilaterale og andre internationale organisationer.
Danmark har forsømt det internationale samarbejde om udviklingsbistand
Når Danmark hidtil kun har anvendt 28 pct. af bistanden gennem multilaterale organisationer hænger det f.eks. sammen med den systematiske nedprioritering af landbrug og fiskeri, hvor der ellers er store udviklingspotentialer. Det har betydet, at DANIDA ikke har ønsket at samarbejde med FN’s landbrugs- og fødevareorganisation, FAO.
Den tidligere regering besluttede endog at likvidere Fødevareministeriets faste repræsentation ved FAO, selvom Danmark netop på landbrugs- og fødevareområdet har meget at byde på.
Forskertset muligheder for udbytte af EU-samarbejdet
I forhold til EU er realiteten, at udenrigsministeriet ikke har brudt sig om at være en underordnet spiller i forhold til de andre EU-lande. Danmark har derfor forsømt at udnytte de nye muligheder for at udnytte de unikke fordele, som EU-medlemskabet har tilbudt os i forbindelse med opbygningen af en stærk og sammenhængende dansk udenrigs-, sikkerheds-, udviklings-, forsvars- og handelspolitik.
På området for udviklingsbistand er EU med DG DEVCO, DG Development and Cooperation, allerede den største internationale spiller og aktivt tilstede overalt. Det forekommer paradoksalt, at medlemslande som Danmark fortsat selvbevidst insisterer på at arbejde på egen hånd og for egen regning opretholder et parallelt netværk af repræsentationer og konkurrerende nationale bistandsadministrationer.
Overdimensioneret udenrigs- og bistandsadministration
Derfor består Udenrigsministeriet stadig ud over ministeriet på Asiatisk Plads i København af et i forhold til landets størrelse overdimensioneret globalt netværk af ambassader, generalkonsulater, repræsentationer og handelskontorer.
Større fokus på erhvervsprogrammer
Hvad angår den resterende bilaterale bistand, bør Danidas udviklingsprogrammer ubetinget designes på en sådan måde, at dansk erhvervslivs meget betydelige kompetencer kan komme i spil. Der er et skrigende behov for gennem innovative strategiske partnerskaber at skabe sammenhæng mellem handels- og udviklingspolitik, og der er behov for, at udviklingslandene ligeværdigt integreres i bl.a. den globale fødevareproduktion.
Hvis det skal lykkes, er det helt afgørende at Danidas værktøjskasse suppleres med relevante kompetencer fra den private sektor.
Der er behov for at øge bevillingerne til erhvervsinstrumenterne, hvis erhvervsvirksomhedernes interesse i at bidrage til udviklingen af bæredygtige og effektive produktionsmetoder, infrastruktur og forsyningssikkerhed i udviklingslandene skal understøttes. Det siger sig selv, at hvis erhvervsprogrammerne – under iagttagelse af EU’s statsstøtteregler – skal være effektive, skal programmerne kunne give danske virksomheder incitamenter til vækst og indtjening samtidig med, at programmet bidrager til værdiskabelse og beskæftigelse i udviklingslandene. Det kræver en gennemgribende reallokering af ressourcerne på det bilaterale bistandsområde.
Resultatet kan være øget effekt af udviklingsbistanden
Når Danmarks betydning og indflydelse som selvstændig aktør på bistandsområdet formindskes, forekommer det oplagt, at vi i langt større omfang lever op til vores internationale forpligtelser gennem EU´s koordinerede og slagkraftige udviklingsindsats. Det ville øge effekten af danske udviklingsmidler – uanset om vi er blå eller røde, og uanset om vi afsætter 0,71 eller 0,8 pct. af BNI!
