”Grundlæggende er det udemokratisk, at almindelige mennesker ikke kan beregne og forstå personskatten. Det hører ikke hjemme i en retsstat, at landets boligejere er nødt til at bruge penge på en revisor for at undgå at blive snydt.” Det stod i et debatindlæg i Nordjyske Stiftstidende.
Og det gælder ikke kun boligejere, men faktisk borgere i bred almindelighed. Skandalerne i SKAT har på det seneste været rystende, men var de direkte skandaler det eneste problem, er de vel ikke større, end de kan løses, hvis der er politisk evne og vilje til det.
Ingen reel skattereform i nyere tid
Endnu mere betænkeligt end de konkrete skandaler er imidlertid den del af citatet, der slår fast, at almindelige mennesker ikke kan beregne og forstå personskatten. Det danske skattesystem er ganske enkelt blevet alt for uigennemskueligt for gennemsnitsborgeren, fordi det på trods af den ene såkaldte skattereform efter den anden blot er blevet endnu mere indviklet for hver justering.
For reformer af det danske skattesystem har der jo reelt ikke været tale om på noget tidspunkt. Skattetrykket er fremdeles blytungt og tenderer til at være verdens højeste, og mens eksempelvis jeg selv for nogle år siden var i stand til selv at regne mig frem til den slutskat, jeg skulle betale, så er det ikke mere muligt uden sagkyndig hjælp – og det skyldes hverken, at jeg er blevet gammel og affældig, eller at mine indtægtsforhold i dag er mere indviklede end tidligere.
Som skatteborger er man henvist til at stole på, at det slutfacit, SKAT når frem til, er det korrekte. At være tvunget til at betale en stor regning, hvis præmisser man ikke helt kan gennemskue, er ganske rigtigt grundlæggende udemokratisk og ikke en retsstat værdig!
I det omfang skatteindbetalingen til fællesskabet virkelig går til at sikre borgerne en tryghed og en kernevelfærd på vitale områder som sundhed, ældreomsorg, uddannelse, forsvar af vores fædreland m.v., er det naturligvis udtryk for en forsikringsordning, som afspejler en fundamental solidaritet, der fungerer som et værn imod, at ingen sættes uden for fællesskabet. Så langt så godt.
Urimelig topskat af mellemindkomster
Det er også en rigtig og en sund tanke, at man skal betale skat efter skatteevne, men det skal ske inden for nogle grænser, der ikke tenderer et angreb på den personlige frihed. Det gør det eksempelvis, når topskatten pålægger indtægtsgrupper, der på ingen måde kan karakteriseres som ”de allerrigeste”, at betale mere til samfundet af den sidst tjente krone, end de selv får lov til at beholde.
Det er udtryk for ren socialisme, hvorfor partierne til venstre for midten – desværre i denne sammenhæng støttet af Dansk Folkeparti – da også stædigt holder fast i en helt urimelig topskat på mellemindkomster. Det betyder samtidig, at heller ikke borgerligt liberale regeringer har gjort noget nævneværdigt ved denne socialistiske misundelsesskat. Det sker næppe heller denne gang, hvor Venstre allerede har truet med nærmest at punktere en lettelse i topskatten ved at foreslå mellemskatten genindført (!).
Der er således, endnu inden forhandlingerne om endnu en skattereform er begyndt, lagt op til, at vi igen får endnu en justering og ikke en tiltrængt gennemgribende reform og forenkling. Tendensen til at danne nye partier i den borgerlige lejr skyldes da også, at mange borgerligt liberalt tænkende vælgere føler sig hjemløse i de etablerede borgerlige partier, fordi de i vidt omfang har annekteret socialdemokratismen, hvor eksempelvis et dybt bureaukratisk og socialistisk inspireret skattesystem får lov at leve videre uantastet uanset regeringens farve. I den sammenhæng må DF siges at være det onde dyr i den borgerlige lejr partiets øvrige kvaliteter ufortalt (!).
Indviklet lovgivning trussel mod borgernes retssikkerhed
Apropos sammenhængen mellem skattevene og skattebetaling udgør ejendomsskatten et helt selvstændigt problem. Eksempelvis mange pensionister bor i eget hus, som de har købt og betalt gennem et langt arbejdsliv, hvor de også løbende har bidraget med at betale diverse skatter og afgifter af deres arbejdsindkomst.
Når de skal til at nyde frugten af et langt arbejdsliv, hvor de har været med til at yde deres bidrag til velfærdssamfundet, så tvinger en meget høj ejendomsskat dem i en del tilfælde til at sælge deres ellers gældfri bolig. Ejendomsskatten betaler man nemlig af penge, man ikke har. I modsætning til personskatten tager man ikke her hensyn til skatteevnen.
For at ”løse” dette problem har politikerne gennemført en ordning, hvor pensionister kan indefryse ejendomsskatten, således at deres bolig langsomt, men sikkert bliver overtaget af det offentlige, hvis prioritet i ejendommen vokser og vokser. Sådan fungerer socialismen, når den er mest generøs – og når de borgerlige er hoppet med på den socialistiske vogn (!).
Det fortæller alt om evnen til at gennemføre virkelige gennemgribende skattereformer, at ejendomsskatten blev indført af Chr. Den Fjerde (1588-1648) som en midlertidig skat, fordi han manglede penge i datidens statskasse!
Det bør ikke umuligt at få tingene til at fungere, men det kræver enkel lovgivning. Og enkel lovgivning er ikke en vare, de danske politikere indtil nu har kunnet levere, når det gælder opkrævning af skatter hos borgerne – og meget tyder på, at enkelhed og gennemskuelighed vil være en mangelvare også efter den næste skattereform – det ligner en trussel mod borgernes retssikkerhed….!
