I dag er det 10 år siden, at Jyllands-Posten offentliggjorde de 12 tegninger, der udløste den såkaldte Muhammed-konflikt.
En stribe muslimske regimer reagerede meget aggressivt på tegningerne, og i flere lande var der store demonstrationer præget af vold.
Disse reaktioner var på ingen måde spontane. Faktisk blev der i første omgang ikke reageret særlig meget på tegningerne. Men muslimske magthavere og imamer i Danmark fandt ud af, at man kunne have gavn af at puste konflikten op – og det lille Danmark var et egnet offer.
For magthaverne i den muslimske verden kunne konflikten bruges til at styrke deres opbakning i befolkningerne.
Samtidig så både de muslimske magthavere og imamerne i Danmark muligheden for at demonstrere islams magt og for at styrke dens indflydelse i Danmark og Vesten.
Hvad det angår, går der en lige linje fra Muhammed-konflikten til den nuværende muslimske folkevandring til Europa.
Fundamentalt forskellige opfattelser af samfundet
Selv om der lå kold og kynisk beregning bag, at netop denne konflikt blev pustet så kraftigt op, så var der også tale om et sammenstød mellem to fundamentalt forskellige opfattelser af samfundet.
På den ene side den vestlige samfundsopfattelse baseret på demokrati og frihed.
På den anden side en islamisk samfundsopfattelse, hvor de religiøse dogmer skal styre samfundet.
Til dette hører, at man ikke må tegne profeten Muhammed – og da slet ikke i satirisk form.
Det hele er vores skyld
Endelig er der en tredje part i dette opgør: Alle de præster, politisk korrekte debattører og politikere, for hvem det er en sjælelig nødvendighed at udråbe muslimer til stakkels ofre for vores grusomme samfund.
De vil solidarisere sig med muslimer, næsten uanset ved. For hvis disse ofre gør noget forkert, er det altid vores skyld. Det er os, der får dem til at gøre det. Når de bruger vold og bekæmper demokrati og frihed, er det os selv, vi skal kritisere.
Disse typer repræsenterer et næsten parodisk had til deres eget samfund og deres egen kultur. Til trods for, at dette samfund og denne kultur har skabt enestående resultater.
De vandt kampen om tegningerne
Kampen om Muhammed-tegningerne er reelt blevet vundet af de islamiske kræfter. Ikke på grund af deres idékraft, men fordi vold og trusler om vold siden har forbundet det med stor risiko at offentliggøre tegningerne og lignende kritiske ytringer
Nogle mennesker er blevet dræbt, nogle er blevet kvæstede, nogle har fået ødelagt ting – alt sammen fordi de gjorde brug af ytringsfriheden til at offentliggøre tegninger af Muhammed.
Derfor er der i dag kun meget få i Danmark og den øvrige vestlige verden, der føler trang til at vise satiriske tegninger af profeten Muhammed.
Det franske ugemagasin Charlie Hebdo var et af de standhaftige medier, der turde, og derfor blev de straffet med et blodigt terrorangreb.
Det historisk skelsættende ved Muhammed-konflikten
Der har været talt og skrevet umådelig meget om Muhammed-tegningerne – her op til tiårsdagen er det nærmest eksploderet.
Men det påfaldende er, at stort set intet af denne debat forholder sig til det, der var det virkelig historisk skelsættende ved Muhammed-konflikten (sammen med konflikten om Salman Rushdies ”De sataniske vers”):
For første gang krævede stærke islamiske kræfter, at islamiske regler også skulle gælde i den vestlige verden.
Der var ikke længere noget med at sige, at danskere kunne følge deres egne regler i deres eget samfund. Med Muhammed-konflikten blev det knæsat, at de skal følge islamiske regler for, hvad der kan betragtes som krænkende. Det er et fuldstændig afgørende skred.
Danske muslimer og ytringsfrihed
Dette krav om, at islamiske regler skal gælde i Danmark, hænger sammen med den muslimske indvandring. Muslimer i Danmark er da også særdeles skeptiske over for den meget vidtgående ytringsfrihed i Danmark og Vesten.
En aktuel meningsmåling viser således, at næsten halvdelen (42 procent) har den opfattelse, at ytringsfriheden aldrig bør stå over religiøst funderede regler og traditioner. Kun 16 procent mener, at ytringsfriheden altid bør stå højere. (Wilke/Jyllands-Posten)
Det burde ikke komme som den store overraskelse, at når man over en kort årrække åbner for en betydelig indvandring fra muslimske lande, så vinder anti-demokratiske islamiske holdninger frem i Danmark og Europa.
Den hidtil største undersøgelse af fundamentalistiske holdninger blandt muslimer i Europa viste, at to tredjedele af dem (65 procent) mener, at shariaen står over samfundets love. (Wissenschaftszentrum Berlin für Sozialforschung)
Alligevel er der stort set ingen omtale i de gamle medier af, hvad den nuværende muslimske folkevandring vil betyde for de holdninger til frihed og demokrati, der fremover vil trives i Europa.
Farligt og forkasteligt
De politisk korrekte lader som ingenting. Ligesom under Muhammed-konflikten har de simpelt hen vedtaget, at muslimer er ofre, uanset hvad.
Derfor er man ond, hvis man vil debattere asylstrømmens omfang og dens konsekvenser for holdningen til frihed, demokrati, kvinders ligestilling og andre fundamentale værdier.
Den Korte Avis anser denne tilgang i medierne for farlig og forkastelig. Vi kunne ikke drømme om at rette ind efter den. Der er hårdt brug for at holde frihedens fane højt. Konflikten om Muhammed-tegningerne er direkte relevant for debatten om folkevandringen til Europa i dag.