I påskeferien sætter Gammel Estrup – Herregårdsmuseet fokus på renæssancens stærke kvinder, og alle børn kan være med til at lave historiske smykker, som dem adelskvinder – og mænd – gik med dengang.
Smykker var nemlig vigtige for både adelsmænd og kvinder i renæssancen. I form af ringe, store guldkæder og andre smykker, forsøgte de at vise hvilken, magt de besad. Derfor blev der naturligvis også brugt mange penge på at se så fornem ud.
Museumsformidler Stine Lucia Rasmussens fortæller: ”Vi ved at Eske Brock og hans kone Christence Viffert her fra Gammel Estrup brugte mange penge på smykker, og det var både guldkæder til mænd og kvinder”.
I 1613 brugte Eske Brock det svimlende beløb på 160 rigsdaler for et smykke med diamanter til sin hustru. Det var virkelig mange penge, især når man tænker på at en smed fik 30 rigsdaler i løn om året.
Også Eske Brock og Christences Vifferts datter og arving til Gammel Estrup, Jytte Brock var en fashionabel dame. På museet hænger et billede af hende, som viser, at hun bar en stor gylden kæde, med en lille medaljon samt armbånd og ringe. Som den højeste mode dengang dikterede, så bar hun også en pibekrave, som vi i dag kun kender fra præsten i kirken.
Stærke kvinder, der kunne andet end at se godt ud
Det var ikke kun dyrebare genstande og smykker, der interesserede renæssancens adelsdamer. Mange var også dygtige forretningskvinder ikke mindst på Gammel Estrup, hvor en af landets mægtigste slægter havde til huse.
”Christences Viffert og Jytte Brock ejede begge meget jord, og det var lig med magt i renæssancen. Ved ægteskab tilfaldt jorden ikke deres mænd, og derfor beholdt de deres jord, som de skulle bestyre og havde råderet over”, fortæller museumsformidler Stine Lucia Rasmussen.
Når mændene var væk, enten i krig, i tjeneste hos kongen eller døde, var det også deres koner, der overtog arbejde på de mange herregårde. Ligesom enkerne på denne tid ofte havde råderet over deres børns jord, indtil de var gamle nok til selv at bestemme.
Renæssancesmykker i påsken
I påsken har alle børn og barnlige sjæle mulighed for at lave deres egne historiske smykker i museets smykkeværksted. Hvis man har en sød tand, kan man tage et smut ned forbi Gammel Estrups husjomfru i herregårdskøkkenet, hvor man kan købe kaffe og kage fra Madam Blå.
Alle aktiviteter er åbne hele påskeferien 28 marts – 6 april kl. 10-16. Selve muset er åbent kl. 10-17. Entréen er 90 kr. – børn under 18 år er gratis. Det koster et mindre materialebeløb at være med til at lave historiske smykker.
Fakta om Gammel Estrup – Herregårdsmuseet
Efter mere end 600 år i samme families eje blev herregården i 1926 solgt, og Gammel Estrup – Jyllands Herregårdsmuseum blev oprettet i Gammel Estrups hovedbygning i 1930.
Museet hedder i dag Gammel Estrup – Herregårdsmuseet og er en selvejende institution.
Museets opgave er at bevare herregårdshovedbygningen på Gammel Estrup med dens oprindelige udsmykning gennem tiderne og anvende en passende del af den til en samling, der viser herregårdskulturen, især i Jylland, i størst muligt omfang ved Gammel Estrups eget gamle inventar. Museet kan perspektivere sit ansvarsområde nationalt og internationalt. Denne samling skal være tilgængelig for offentligheden og til rådighed for forskningen.
Gammel Estrup – Herregårdmuseet beskæftiger sig i det daglige med de danske herregårde og alt hvad dertil hører af indretningskultur, malerkunst, møbler, herskab og tjenestefolk, iskældre, alléer, skove, marker og kulturlandskab mm.
Gammel Estrup er hjemsted for Dansk Center for Herregårdsforskning, som drives i et samarbejde mellem Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, Aarhus Universitet, Nationalmuseet og Arkitektskolen Aarhus.
Museets største formidlingssatsninger er 1700-talsdage i juni måned og juleaktiviteter i forbindelse med udstillingen Jul for herskab og tjenestefolk.
Gennemsnitligt er besøgstallet på 100.000 om året, heraf ca. 5.000 fra udlandet.
Der er åbent hele året bortset fra 24. december-31. januar samt mandage i vinterperioden.
Gammel Estrup – Herregårdsmuseets Netværk blev stiftet i 2006 og har 80 medlemmer, der yder en frivillig indsats i forbindelse med museets mange, årlige formidlingsaktiviteter.
Personalet består af 15-20 personer, der har deres daglige gang på museet, heraf er 4 faguddannede akademikere fordelt på 1 direktør, 2 museumsinspektører og 1 faglig sekretær på Dansk Center for Herregårdsforskning.
Museumsdirektør Britta Andersen har ansvaret for den daglige ledelse.
For mere information tjek www.gammelestrup.dk eller kontakt museet på Tel 8648 3001 eller [email protected].