Man får stadig tydeligere indtrykket af, at Margrethe Vestager forlod en synkende skude, da hun gik af som radikal leder og valgte EU.
Ikke nok med at regeringen ligger meget dårligt i meningsmålingerne, mens Helle Thorning møder alt andet end begejstret opbakning i egne rækker.
Nu tyder alt også på, at regeringens valgkamp er brudt sammen, før den rigtig er kommet i gang.
To centrale budskaber
Regeringens strategi for valgkampen bygger på to centrale budskaber:
Det ene er, at regeringens økonomiske politik sætter gang i vækst og arbejdspladser – efter at den borgerlige regering havde kørt økonomien af sporet.
Det andet budskab er, at regeringen ønsker at øge det offentlige forbrug til velfærd i skarp kontrast til Lars Løkke idé om nulvækst i de offentlige udgifter.
Da regeringen i sidste uge fremlagde sit forslag til finanslov, var disse to budskaber da også i centrum.
Men så begyndte skuden for alvor at tage vand ind.
Væksten bliver lavere og underskuddet større
Danmarks Statistiks tal for andet kvartal i år viste en negativ vækst på 0,3 procent. Det fik økonomer på stribe til at nedjustere forventningerne til væksten i år.
I maj måned skønnede regeringen i Økonomisk Redegørelse, at væksten ville blive på 1,4 procent i år og 2,0 procent næste år.
På grundlag af denne forventede vækst går regeringens forslag til finanslov så helt ud til kanten af, hvor stort et offentligt underskud vi må have efter EU’s regler.
Hvis væksten viser sig at blive mindre, vil finanslovens planlagte offentlige udgifter sende underskuddet ud over det tilladte. Sådan, at EU kræver, at Danmark igen bremser op.
Og det er den negative spiral, som regeringen nu ser ud til at sætte i gang.
Vestager holdt fast
De dårlige væksttal for andet kvartal har fået blandt andet bankernes økonomer til at skrue ned for forventningerne. De fleste af dem regner nu med en vækst, der vil ligge klart under 1 procent i år og langt under 2,0 procent næste år.
Mange havde da også forventet, at økonomiminister Margrethe Vestager ville skrue ned for regeringens skøn efter de nedslående tal fra Danmarks Statistik.
Men hun holdt fast i de 1,4 procent (2014) og 2,0 procent (2015). Hun var tydeligt utilpas, mens hun stod og gjorde det over for hele landet på tv-skærmen. Alligevel gjorde hun det.
For hvis regeringen opgav sine vækstskøn, ville forslaget til finanslov ramle.
Det sidste, man så til hende
Der ville ikke være så mange penge at gøre godt med til velfærd. Det ville give ballade med venstrefløjen under forhandlingerne om finansloven. Og det ville underminere regeringens plan om at føre valgkamp på øget offentligt forbrug over for Løkkes nulvækst.
Så regeringen valgte at satse desperat på, at væksten vil stige så mirakuløst meget i anden del af året, at dens tal alligevel holder. Men det er der stort set ingen uden for regeringen, der tror på.
Det gør de ansvarlige ministre vel heller ikke engang selv. Men de tør ikke opgive illusionen. De lader det køre ud fra devisen: Lad os nu komme igennem det her valg, så kan vi se på oprydningen bagefter.
Vestager fastholdt derfor det højst utroværdige vækstskøn. Det blev så nogenlunde det sidste, man så til hende i dansk politik. Temmelig ironisk i betragtning af den rolle, hun ellers har indtaget med at tugte regeringen til at holde økonomisk disciplin.
En uholdbar valgkamp for regeringen
Det kan dog tænkes, at regeringen alligevel må ende med at nedjustere sit vækstskøn. Den vil da også få meget svært ved at klare sig igennem valgkampen med de nuværende tal.
De borgerlige vil kunne henvise til, at stort set alle eksperter anser regeringens skøn for klart urealistisk. Inden valget når at komme, vil man allerede kunne henvise til de samlede tal for 2014, som med stor sikkerhed ligger langt fra regeringens 1,4 procent.
Dermed kan Lars Løkke og de andre tordne mod, at rød blok igen går til valg på helt urealistiske økonomiske løfter:
De lover en vækst, som ikke er der. De lover velfærdsudgifter, som de ikke har penge til. Og de angriber ideen om offentlig nulvækst, mens de selv vil blive tvunget til at bremse op til noget nær nulvækst for at overholde EU’s krav. Så kommer alle løftebruddene.
Selv om der på det seneste har været pæn fremgang i beskæftigelsen, vil den væsentligt lavere vækst også før eller siden mærkes på beskæftigelsen. Det vil selvfølgelig også indgå i valgkampen.
Men det bliver uden Margrethe Vestager. Hun nåede lige at springe i land.
