Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol slog i en dom i går fast, at Frankrigs forbud mod burka og niqab ikke strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Den franske lov omtaler ikke direkte burka og niqab (hvor man kan se øjnene). Den siger mere generelt, at ”ingen kan i det offentlige rum bære en påklædning, der sigter mod at skjule ansigtet”.
Men der har fra politikernes side aldrig været lagt skjul på, at det er den islamiske tildækning, der har udløst forbuddet.
Tilsløring strider mod den offentlige orden
I den franske nationalforsamling blev forbuddet vedtaget med det argument, at denne tildækning stred mod den offentlige orden.
”Den offentlige orden” blev her fortolket bredt: Man sagde, at burka/niqab var i strid med en helt fundamental forudsætning for at leve sammen i et samfund, nemlig at man kan se hinandens ansigt.
Menneskerettighedsdomstolen slår fast, at den franske stat havde ret til at lave et forbud for at sikre sådanne betingelser for at leve sammen. I et spørgsmål som dette bør der eksistere et bredt spillerum for et nationalt skøn, hedder det i dommen.
Kunne vi få en kommentar fra Justitsministeriet?
Denne dom sætter det danske justitsministerium i et pinligt lys.
I 2009 fremlagde De Konservative et forslag om at forbyde burka og niqab. Det gav anledning til en større debat, der dog sluttede brat, da Justitsministeriets embedsmænd kom med en vurdering af sagen.
Her mente man, at der kunne rejses ”væsentlig tvivl” om, hvorvidt et sådant forbud var i overensstemmelse med grundloven og med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Det blev naturligt nok set som en advarsel fra ministeriets jurister mod at forsøge sig med et sådant forbud.
Hvad var det danske justitsministeriums argumenter mod et forbud? Der var ingen argumenter! Embedsmændene skrev bare, at de ”var mest tilbøjelige til at mene”, at der kunne rejses væsentlig tvivl om et sådant forbud. Uden begrundelse.
Med andre ord nøjedes de med en lirum-larum, der spillede på deres juridiske autoritet, og så klappede næsten alle hælene i. Embedsmændene blev bakket op af et par jurister fra universitetet.
Men nu punkterer Menneskerettighedsdomstolens afgørelse altså Justitsministeriets tvivlsomme vurdering ved at understrege, at et sådant forbud ikke strider mod Menneskerettighedskonventionen. I hvert fald ikke, hvis man argumenterer for et forbud på den måde, som franskmændene har gjort.
Hvad siger Justitsministeriet så nu?
Undtagelser fra religionsfriheden
Sagen var blevet indbragt for Menneskerettighedsdomstolen af en kvinde med pakistansk baggrund bosat i Frankrig. Hun mente, at hendes religionsfrihed blev krænket af forbuddet mod tilsløring.
Men religionsfrihed betyder ikke, at man har ret til at gøre hvad som helst under henvisning til, at ens religion foreskriver det. Det har Menneskerettighedsdomstolen flere gange slået fast.
Oversat til burka-debatten: Det er ikke en menneskerettighed at kunne klæde sig på en hvilken som helst måde i en hvilken som helst sammenhæng, fordi der er religionsfrihed.
Menneskerettighedskonventionen opererer da også med undtagelser fra religionsfriheden. Artikel 9, stk. 2 omtaler således hensynet til den offentlige orden. Og netop det begreb var grundlaget for den franske argumentation.
Embedsmændene prøvede at lægge låg på debatten
Det danske justitsministerium henviste også til undtagelserne fra religionsfriheden i deres notat fra 2009. Men de undlod fuldstændig at gå ind i en konkret vurdering af, om undtagelserne kunne bruges til at gennemføre et forbud mod burka og niqab.
Formålet med deres notat var tilsyneladende kun at få lagt låg på debatten. Altså mere et politisk end et juridisk formål.
Den franske regerings jurister leverede et anderledes konkret og præcist beslutningsgrundlag for landets politikere. På det grundlag valgte disse så at skride til et forbud.
Det samme har Belgien gjort.
Hvad er et holdbart samfund?
Fra nu af må det stå klart, at det er et politisk spørgsmål, om man ønsker at gennemføre et forbud mod burka og den mere almindelige niqab i det offentlige rum.
Efter alt at dømme er der heller ikke i den danske grundlov noget til hinder for at gennemføre et forbud.
Man kan næppe rette et sådant forbud specifikt mod burka og niqab. Men man kan, ligesom i Frankrig, lave et forbud mod at skjule sit ansigt i det offentlige rum.
Kernen i den politiske debat er, om man er enig med franskmændene i, at det er en helt fundamental forudsætning for at leve sammen i et samfund, at man kan se hinandens ansigt.
Den franske regering fremførte også andre argumenter. Man henviste til, at burka/niqab stred mod menneskelig værdighed og lighed mellem kønnene – og til en vis sikkerhedsrisiko i bestemte situationer.
Men hovedargumentet var, at et frit samfund forudsætter, at man kan se hinandens ansigter.
Debatten blev effektivt dræbt
Franske politikere argumenterede klart og principfast for deres forbud. I Danmark blev man spist af med en taktisk-politisk udenomssnak fra Justitsministeriets embedsmænd – mens politikerne krøb i flyverskjul.
Der vil de fleste af dem nok blive liggende. Umiddelbart tyder intet på, at Menneskerettighedsdomstolens dom vil sætte gang i en bred dansk politisk debat om spørgsmålet.
Den blev effektivt dræbt af juristerne i Justitsministeriet.
