Hvor er de sekulære muslimer blevet af?

Tilfældigt gadebillede (Arkivfoto: Steen Raaschou)
Getting your Trinity Audio player ready...

Hvorfor hører vi aldrig fra muslimer, der bekender sig til den danske grundlov. Hvor er de sekulære muslimer blevet af, for hvem religion er et personligt fromhedsanliggende, hvorfor islams sharia aldrig kan danne norm for samfundet.

 

Vi savner jer, og det ville være så forfriskende, hvis I endelig trådte frem og klart og utvetydigt undsagde de islamiske fundamentalisters påstande om, at det er dem, der taler på hele den islamiske ummas vegne, når de åbent vedkender sig, at de sætter islams sharia over den danske grundlov?

 

Hvad er der blevet af jer? Hvor er I henne? Hvorfor ytrer I jer ikke? Vi kalder jer i mangel af bedre for ”almindelige muslimer”, og vi insisterer på at tro på, at I udgør det store flertal af den islamiske umma i Danmark, mens omvendt fundamentalisterne i skikkelse af Hitzb ut-Tahrir og Det Muslimske Broderskab kun udgør en ubetydelig minoritet, der mangler al legitimitet.

 

Problemet med vores credo er imidlertid, at det er uhåndgribeligt og udelukkende noget, der blæser i vinden. For vi mangler at høre fra jer.

 

SÅ kunne I ikke gøre os den tjeneste at træde frem og sætte tingene på plads? Bekend jer åbent og offentligt til det sekulære samfunds værdier, hvor religion er en privatsag. Undsig offentligt islams fundamentalistiske mørkemænd som Hitzb ut-Tahrir og Det Islamiske Trossamfund, der begge frejdigt påberåber sig, at tale på hele den islamiske ummas vegne, når de målrettet forsøger at bane vejen for det islamiske kalifat i Danmark.

 

Vis os på en måde, så både vi og Hitzb ut-Tahrir og Det Muslimske Broderskab kan forstå det, at flertallet af muslimer i Danmark i modsætning til de islamiske mørkemænd har taget demokratiet og det sekulære samfund til sig. Så kunne vi blive fri for igen og igen at undres over, at danske muslimer uden tøven eller indsigelse efterlever fundamentalistiske retslærdes fatwaer og andre religiøse forskrifter.

 

Hvis ikke det store flertal af muslimer i Danmark kan overtale sig selv til det lidt, så har de intet at gøre her. Og så udstiller de og er medskyldige i det hykleri og den uoprigtighed, som gennem de sidste 50 år har karakteriseret islam i forhold til det sekulære danske samfund: Lederne i umma signalerer udadtil vilje til samarbejde som dialogpartnere mm, mens de samtidig med næb og klør indadtil modarbejder integrationen, for den enhed, som de arbejder frem mod at blive en del af, er det islamiske kalifat.

Svend Lindhardt

Del på Facebook