Hjalmar Söderbergs roman ”Doktor Glas” fra 1905 er inspiration for en film henlagt til nutiden – den bliver aldrig rigtigt vedkommende

Getting your Trinity Audio player ready...

** 2½ stjerne ud af 6

Romanen ”Doktor Glas” (1905) af den svenske forfatter Hjalmar Söderberg er forlæg for en ny og helt moderne filmversion af værket.

 

Instruktøren hedder Erik Leijonborg (f. 1969) og er svensk. Han er også manuskriptforfatter og kendt for bl.a. Farang (2017) og Ondskab (2023).

 

Handling

Gabriel Glas (Isac Calmroth) er ung praktiserende læge i nutidens Stockholm. Som 33-årig (29-årig i filmen?) er han stadig jomfru, og det virker som om, at livet bare glider forbi ham.

 

Han fremtræder som et ensomt, ikke særligt lykkeligt menneske, uden den store virkelyst og ambitioner, men bag facaden ligger en længsel efter at kæmpe sig fri af apatien.

 

Muligheden for at skifte kurs opstår, da modedesigneren Helga Gregorius (Thea Sofie Loch Næss) tilfældigvis bliver hans patient.

 

Gabriel bliver betaget af den smukke på overfladen perfekte kvinde og fanges yderligere ind, da hun løfter sløret for sit ulykkelige og voldelige ægteskab med den kendte, prisbelønnede forfatter Patrik Gregorius (Christian Fandango).

 

Da også Patrik bliver Gabriels patient, udvikler der sig gradvist et trekantsdrama, hvor grænserne mellem løgn og sandhed bliver stadig sværere at skelne.

 

Vurdering
Genren er psykologisk thriller og hovedtemaerne begær, selvbedrag og sandhed versus løgn. Hvem taler sandt, hvem lyver? Og hvem af de tre hovedpersoner har mest patent på uskyld og et retvisende moralsk kompas?

 

Tematikken er spændende, men bliver ikke forløst særligt overbevisende i den valgte nutids-ramme.

 

Man (jeg!) tror på personen Dr. Glas hos Søderberg, men ikke i Isac Calmroths udgave. En fysisk flot yngre mand og læge, som kvinderne vil stille sig i kø for at få fat i, er jomfru. Vi taler 2025, ikke primo 1900.

 

Også Patrik-skikkelsen halter med dennes bizarre adfærd og excentriske udskejelser. Den lange karnevalssekvens er decideret kvalmende med dens seksuelle orgier og dekadente gæster, der vælter sig i sprut og stoffer.

 

Monstro for at tiltrække husarerne?

 

Det bedste, jeg kan sige om filmen – ud over at gode hovedrolleskuespillere kæmper bravt for at realisere manus – er, at jeg fik lyst til at genlæse romanen. Filmen bliver aldrig rigtigt vedkommende.

Længde: 112 minutter

  • Medvirkende: Isac Calmroth, Christian Fandango, Thea Sofie Loch Næss m.fl.
  • Manus: Isac Calmroth & Erik Leijonborg
  • Instruktør: Erik Leijonborg
  • Censur: Tilladt for børn fra 15 år
  • Trailer: DOKTOR GLAS
  • Premieredato: Torsdag d.26. marts
Del på Facebook