|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Ét års fængsel. Det blev straffen for den vold, der kostede 32-årige Christian Zedig livet. Et kraftigt knytnæveslag, et ødelagt menneskeliv og en familie ramt for altid. Samfundets svar blev tolv måneder. Efter min opfattelse er det skandaløst lidt.
To børn skal vokse op uden deres far. En kvinde har mistet sin mand. Deres tab er uigenkaldeligt.
Derfor er det svært at acceptere, at retssystemets reaktion er så beskeden. En straf skal stå i et rimeligt forhold til både handlingen, skylden og den skade, der er forvoldt. Her er balancen efter min mening brudt.
Gerningsmanden er tidligere dømt for drabsforsøg, voldtægt og vold. Retten fremhævede selv hans alvorlige kriminelle fortid, hans aggressive og konfliktoptrappende adfærd samt voldens dødelige følge. Alligevel blev resultatet ét år. Når så alvorlige skærpende omstændigheder fører til så mild en straf, bør Folketinget stå til ansvar for de regler, der gør det muligt.
Den juridiske forklaring peger direkte tilbage på lovgiverne: Straffelovens § 246 kan ikke anvendes på vold, der alene er omfattet af § 244 om simpel vold. Men betegnelsen »simpel vold« må aldrig blive en sovepude for politikerne, når volden får så katastrofale følger.
Forsæt og skyld skal fortsat være afgørende i en retsstat. Forskellen mellem forsætligt drab og en utilsigtet dødelig følge skal respekteres.
Samtidig bør forsætlig vold med dødelig udgang kunne udløse en væsentligt strengere straf, når betingelserne for ansvar er opfyldt. Gentagen alvorlig voldskriminalitet skal veje tungt.
Politikerne kan ikke blive ved med at udtrykke forargelse over resultaterne af deres egen lovgivning. De skylder borgerne konkrete ændringer og straffe, der tager voldens følger alvorligt.
Et retssystem skal beskytte borgerne og give ofrene en troværdig retfærdighed. Blødsødenhed over for gentagen vold har en pris, som andre mennesker betaler.
I denne sag mistede Christian Zedig livet. De efterladte mistede deres fremtid med ham. Ét års fængsel er et uværdigt svar på så alvorlig en forbrydelse.